Vigtig triumf for dansk verdensstjerne

At Danmark i Annika Langvad (tv.) råder over en af moutainbikesportens aktuelle førstedamer, beviste den 31-årige Specialized-rytter endnu engang, da hun søndag triumferede i verdens i særklasse største mountainbike-etapeløb, Cape Epic. Sejren i det sydafrikanske cykelløb var danskerens tredje i træk, alle tre gang hjemkørt med den schweiziske makker, Ariane Kleinhans. (Foto: Sam Clark/Cape Epic/SPORTZPICS)

For den danske stjerne og tidligere tredobbelte verdensmester på mountainbike maratondistancen var triumfen mere end blot ny dokumentation af, at hun mestrer de lange, krævende løb. Det sydafrikanske etapeløb er for sit amerikanske hold – og i sporten generelt – en af sæsonens mest betydningsfulde begivenheder.

Med sejren befæstede Annika Langvad sin position som bedste kvindelige rytter på Specialized-teamet, der i år også har det danske stortalent Simon Andreassen tilknyttet på herresiden.

Annika Langvad – sidste års nummer tre på verdensranglisten, samlet seks i World Cuppen og vinder af seriens sidste afdeling i italienske Val di Sole – sendte samtidig et klart signal til sine nærmeste konkurrenter om, at hun er kommet ud af vinteren i absolut storform. Og det i et OL-år, hvortil kvalifikationen er tæt på sikker for den danske verdensstjerne.

Hvad det kan blive til for den danske mountainbiker ved det kommende OL, er et åbent spørgsmål. Næste skridt er omstillingen fra de lange løb og til den kortere og mere intense World Cup og OL-distance, hvor rivalerne mestendels er nogle andre end i Cape Epic. Det har Annika Langvad de seneste år vist sig i stand til, og med sæsonens indledende sejr i Sydafrika er fundamentet lagt til yderligere triumfer.

”Personligt er det en stor sejr for mig – og er en vigtig brik i min forberedelse frem mod sæsonen, hvor mit fokus er på OL og World Cup-afdelingerne. Det har givet mange vigtige træningstimer på cyklen – noget, som altid kommer mig til gode senere,” fortæller den danske Cape Epic-vinder selv fra Sydafrika.

Kæmpede for sejren
I årets Cape Epic måtte den dansk-schweiziske duo imidlertid kæmpe hårdt for sejren. I det ugelange, godt 800 kilometer lange og stærkt strabadserende terrænløb er der ikke plads til mange dårlige dage. Og i modsætning til i 2014 og 2015, hvor niveauforskellen mellem parret og de øvrige kvindelige deltagere var markant, dominerede det sejrende par ikke på samme vis i årets udgave.

”Konkurrencen i årets Cape Epic var langt hårdere, end den plejer at være, og samtidig var forskellen mellem min makkers og mit niveau større, end den plejer. Rent fysisk var vi ikke det stærkeste par,” forklarer Annika Langvad og tilføjer, at hun som den stærkeste i duoen måtte tage stort ansvar for samarbejdet på de otte etaper.

Tre etapesejre blev det dog til undervejs, og selvom det endelige facit, som viste knap 15 minutters forspring til de nærmeste konkurrenter, lyder yderst komfortabelt, er det ikke tilfældet. Med etaper af op til fem timers varighed, hvorunder defekter skal klares i terrænet og kun af rytterne selv, er en tidsreserve på 15 minutter hurtigt sat over styr, skulle uheldet have været ude.

Det var det heldigvis ikke for Annika Langvad og Ariane Kleinhans, som disponerede klogt hele løbet igennem. Og dermed blev de også de første kvinder til at vinde løbet tre gange – en bedrift, som har betydning for danskeren.

”Det er svært at forklare for folk i Danmark og Europa, hvad det her løb betyder, for der er faktisk en enorm mediebevågenhed på løbet. Det fungerer som et showroom at blive set i og har kæmpe værdi for sponsorer.”

”I det billede betyder det rigtig meget. Samtidig giver det mange point til verdensranglisten, hvilket er med til at sikre både min OL-kvalifikation og gode startplaceringer ved World Cup-løb, VM og OL,” slutter Annika Langvad.

…..

Cape Epic blev kørt for første gang i 2004 og har tidligere haft tre andre danske vindere. Jakob Fuglsang sejrede i 2008 i herrernes løb med makkeren på Cannondale Vredestein-teamet, belgieren Roel Paulissen. I 2010 vandt de to søstre Anna-Sofie og Kristine dameklassen.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.