Verdensmesteren: Tænkte på, at jeg bare kørte Dust Cup

Der var drama om sølv og bronze i elite damernes VM-løb i tjekkiske Nové Mesto, men ikke om guldet – det tog Annika Langvad sig sikkert af ved at køre størstedelen af løbet alene i front. Og faktisk passer det hende bedst at køre de største løb, som var det de mindste.

”Nu hvor jeg kigger ned ad mig selv, kan jeg jo se, at jeg faktisk har trøjen på, men det er stadig helt uvirkeligt.”

Hun kunne simpelthen ikke fatte det. Annika Langvad, den danske Specialized-rytter, tredobbelte verdensmester på marathondistancen, trefoldige vinder af Cape Epic, tredobbelte World Cup-afdelingsvinder, aktuel førerkvinde i World Cuppen og af verdensranglisten. Og nu også verdensmester i XCO mountainbiking.

Hun var overvældet. Forvirret. Og lykkelig!

Alle konkurrenter var blevet sat til vægs på den svære rute i tjekkiske Nové Mesto, hvor danskeren vel og mærke ikke tidligere har blandet sig helt i front. Men i dag var hun dér, i front – først i en relativ stor frontgruppe, og siden, da hun besluttede, at det var tid, på egen hånd.

Alene i front, efter hun havde banket hårdt i bordet på det, hun vidste var hendes force – de lange, stejle stigninger. Dem skulle hun til så frisk som muligt og holdt derfor igen i starten af løbet. Taktikken virkede.

Bagved fik de andre lov at kæmpe om sølv og bronze. Og det gjorde de. Efter stor dramatik og defekter på sidste omgang, kom Langvads teamkammerat, amerikanske Lea Davison, frem til sølvet (og et meget langt knus fra sin danske veninde), mens canadiske Emily Batty spurtslog en af dagens uheldigste, polske Maja Wloszczowska, på målstregen til bronze.

Henholdsvis 1.12 og 1.44 minutter efter Annika Langvad.

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Ok, hvad nu?
Alt det var med danske øjne lidt ligegyldigt. Annika Langvad havde sikret Danmark det første XCO-verdensmesterskab i eliteklassen nogensinde til en kvinde. Og det første siden Michael Rasmussens 1999-triumf i det hele taget.

Trods magtdemonstrationen var hun i mål overrasket. En smule mere fattet lidt senere, da hun taler med XCCX.dk.

”Da jeg fik hullet på anden omgang, tænkte jeg ’ok, hvad nu?’ Jeg er ofte blevet stresset af det pres, jeg har lagt på mig selv. Men samtidig tænkte jeg, at jeg jo havde gjort det her før, kørt væk tidligt og så holdt hjem.”

”Derfor vidste jeg faktisk, hvordan det skulle føles i benene, altså hvornår jeg virkelig skulle presse på, og hvornår jeg skulle bakke af. Så det var egentlig min strategi,” siger den nykårede verdensmester og nu også OL-favorit.

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Som en Dust Cup
”Faktisk tænkte jeg meget på, at jeg bare var ude og køre sådan en tilfældig Dust Cup. ’Hvordan var det nu, det føltes, da jeg kørte den slags løb for seks-syv år siden’, kørte det gennem mit hoved derude. Dengang var man faktisk var ret ligeglad med det meste og bare kørte.”

”I bund og grund er der jo ingen grund til at overkomplicere tingene. Man skal bare gå ud og gøre det,” siger 32-årige Annika Langvad med et smil og overbevisning i stemmen.

Den stemme, som altså i indre form hjalp hende på vej til dagens VM-triumf. Den stemme, som hun har lært at bruge til at bevare fokus rigtigt. Men en stemme, som, hvis hun havde brugt den til at tale højt undervejs i løbet, var druknet i det lydinferno, de tjekkiske tilskuere bibringer dette VM.

Heldigvis for den danske Specialized-stjerne på en god måde.

”Der var mega-meget larm derude. Men det, at der modsat ved eksempelvis DM i forrige uge, hvor jeg opfattede, hvad folk råbte, hvor det var meget intimt, her bare kørte en brusen af larm, gjorde det nemmere for mig at holde det på afstand. Blive i min egen verden. Derfor kunne jeg bare køre, som jeg selv ville. Det var perfekt,” siger hun.

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Godt at køre eget løb
Perfekt var det, ikke mindst fordi hun var klar, også mentalt, lige fra start. I opvarmningen inden løb, var ruten blevet kørt igennem i hovedet. Og fordi hun i sidste træning inden løbet havde fået en forsmag på støjen, kom den ikke bag på hende. Tværtimod.

Kort inde i VM-opgøret kunne hun mærke, at chancen var der. Hun tog den.

”Jeg ved jo, at jeg kan holde hjem langt udefra. Og på en rute som den her, passer det mig fint at få hullet og så køre mit eget løb. Skulle jeg være fokuseret på at placere mig i forhold til fx Jolanda [Neff], så påvirker det mit løb. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg er så stærk, at jeg kan trætte selv en som Jolanda. Men det passede mig super godt at kunne køre mit eget løb i dag,” forklarer Annika Langvad.

Nu nævner du selv Jolanda Neff, var du overrasket over, at hun hurtigt var væk og ikke en, du skulle koncentrere dig om at kæmpe med?

”Nej, for allerede i sidste weekend ved marathon VM, som jo desværre ikke gik så godt for mig med masser af uheld, dér trak jeg relativt nemt fra hende på den første opkørsel. Jeg kunne høre, at hun sad og pustede bag mig, hvor jeg bare kørte væk. Der tænkte jeg, at hun næppe kunne nå at blive frisk til i dag. Jeg havde det derfor på fornemmelsen.”

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Vær ligeglad
Din teknik nævnes ofte, og særligt i dag, hvor du vinder på en ganske teknisk rute – det at du har forbedret dine tekniske færdigheder. Er det noget, som går dig på?

”Altså, jeg har fundet ud af, at det, jeg skal fokusere på, det er: bare at være lidt ligeglad. Være ligeglad med, hvad folk siger. Det lyder måske ikke så pænt. Hele den her sæson har jeg erfaringer med at køre mit eget løb, og den fornemmelse sætter sig bedre og bedre fast.”

”Grunden til, at jeg tidligere har klokket så meget rundt i det i de store løb, er ikke kun min teknik – men at jeg har kørt alt for meget over min grænse. Så laver man jo tekniske fejl. Når man går til nedkørslerne fuldstændig kogt oveni hovedet.”

”Det har været min hæmsko; at jeg har været ramt for meget af nerver. Nu kan jeg mærke, præcis hvordan jeg skal køre. Det gør jo en kæmpe forskel.”

Du har vundet både marathon VM og nu også XCO VM, hvad er forskellen?

”Helt grundlæggende er jeg træt af de der mærkater; at man er enten marathonrytter eller XCO-rytter. Det er alt for nemt at gøre det sådan op, synes jeg. Folk ved ikke nok om det, når de gør det. Og de kender åbenlyst ikke mig, hvis de vil sætte et mærkat på mig.”

”Faktisk har det irriteret mig ret meget, så det er fedt nu at kunne sige, ’jamen jeg er mountainbiker, og så kan du selv vælge, hvor du vil placere mig’.”

De næste store opgaver for verdensmesteren bliver ikke i Dust Cuppen, men World Cup-forsvaret i Lenzerheide den 10. juli samt den efterfølgende World Cup-afdeling den 7. august i Mont-Sainte-Anne – inden OL i Rio den 21. august melder sig.

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Én kommentar

  1. Gunnar Andreassen
    2. juli 2016

    Den bedst tænkelige repræsentant for dansk elitesport!

Kommentarer er lukket.