Simon Andreassen – OL-debutant mellem leg og virkelighed

Den 18-årige danske Specialized-rytter har allerede prøvet meget, men ikke at deltage ved et OL. Det kommer han til om under en uge, og han føler sig klar – til både at køre løbet efter bedste evne og få maksimalt udbytte af den store oplevelse. (Foto: SonnMedia // Gorm J. Siiger)

”Er I gode til at køre på mountainbike,” råber den ene af de to drenge ind til os fra cykelstien. Et øjeblik kører de på siden af os; der, hvor Geels-sporet når ud til kanten af skoven.

’I skulle bare vide’, tænker jeg og har primært rytteren lige foran mig i tankerne. Han er sine bare 18 år til trods landets bedste, iklædt sit teams udgave af en DM-trikot, i top 20 på den seneste verdensrangliste – og skal om bare nogle få uger dyste med og mod verdenseliten ved de Olympiske Lege i Rio. Jeg siger ikke noget, det gør Simon heller ikke.

I stedet er det Mette, der kører forrest af os tre, som svarer drengene igen – ”Ikke så gode som jer to,” returnerer hun frejdigt.

Vi havde mødt Mette, som sammen med sin mand Lars og mountainbikeglade datter, Caroline-Mathilde – ligeledes iført DM-trikot – forsøgte at få styr på en stejl opkørsel. Simon kendte dem, og han demonstrerede lige, hvordan den skulle skæres. Mette tilbød at fremvise den kommende weekends SRAMliga-rute. Simon var ikke sikker, men han overvejede at deltage. For at bevare fart i benene op til OL.

Ved det OL, ville han fortælle mig efter cykelturen, på sin egen venlige og stilfærdige, men selvsikre facon, er drømmen en top 10 placering. Men så skal alt gå hans vej, det ved han. Og en placering i top 25 er mere end tilfredsstillende. Der er ingen forventninger om et topresultat, han kan nærmest kun overraske positivt. ”Fedt at få lov at køre uden pres.”

Faktisk er det karrierens hidtil vigtigste præstation blot at kvalificere sig. Bare det at opleve OL, blive den vigtige erfaring rigere. ”Køre på ruten, være i Rio sammen med alle de bedste atleter i verden. Få lov at konkurrere mod de absolut bedste mountainbikere i verden.”

”Undskyld rodet”
En god halv time før vi mødte Mette og familien, var jeg troppet op på Simons bopæl. Efter aftale, naturligvis – til en lille tur på cyklen og derefter denne snak om blandt OL i Rio.

Han startede med at invitere mig indenfor og undskyldte straks rodet. De sidste mange uger havde været hektiske, med mange rejser. Aftenen før var han kommet hjem fra et løb i London, mod Eliten på OL-ruten fra 2012. Han var ankommet dertil direkte fra træningslejr på Mallorca. Begge steder sammen med Specialized-teamkammeraten Sam Gaze, den newzealandske U23-verdensmester.

Den lille lejlighed indeholdt flere cykler og mere udstyr, end de fleste af os når at eje. Der var cykelkufferter og tasker, som ikke var pakket ud. På væggene hang endnu et par cykler samt indrammede mesterskabstrøjer. Under noget udstyr lå et par kasser, som indeholdt fjernstyrede biler. Ubrugte. ”De dummeste penge, jeg har brugt,” erkender han.

Som grejbegejstret prof var der noget, som særligt optog det unge, danske talent, skulle det vise sig. Noget, det straks mærkedes, at han havde lyst til at vise frem. Alt det udstyr, sponsoren havde sendt ham til brug ved OL.

Simon Andreassen i SRAMliga-afdelingen i Geels Skov. (Foto: SonnMedia // Gorm J. Siiger)
Simon Andreassen i SRAMliga-afdelingen i Geels Skov, på sin OL-cykel. En punktering satte en stopper for udfoldelserne. (Foto: SonnMedia // Gorm J. Siiger)

Han havde modtaget det bare få timer inden, og det er ikke for meget sagt, at han var lidt oppe at ringe over det. Hardtail-cyklen, hvis vægt markant undergik forgængerens. Og ikke mindst den orange farve på alt udstyret, der skifter til gul ved en bestemt temperatur. Rio OL’s to farver.

Han var naturligvis i gang med det. En sko blev hevet ud fra køleskabet – var den stadig gul eller blevet orange igen …

Legende restitution
Allerede på vej ud til skoven får jeg Simon at se ’i aktion’. Ikke som den fokuserede og eminente konkurrencerytter, han er. Men som den legesyge mountainbiker, han også er. På cykelstien ligger en pude, ud for en møbelbutik. På en eller anden måde er den havnet helt herude. Jeg kører, som de fleste ville gøre, uden om den. For mig er puden i vejen. For Simon en naturlig forhindring – og han bruger anledningen til at ’bunny-hoppe’ den.

I terrænet er han akkurat så legesyg, benytter enhver anledning til at bruge både byggede og naturens elementer som rampe for små tricks. Lige så disciplineret på cykelstien i mødet med den øvrige trafik, slås kreativiteten nu til her i Geels Skov. På et spor, han ikke har kørt i flere år, fortæller han. Det ser nemt ud. Pulsen er ikke høj, dagens program er aktiv restitution.

Han anstrenger sig ikke, nyder flowet – og snakker en del. Ofte er jeg kommet for langt bagud til at kunne høre det hele. Undervejs i Mettes rutevisning skal vi passere en stor træstamme, som ligger på tværs af stien. Der er træfældning i disse dage.

Simon kan vel ’hoppe stammen’. Det er en joke. Men han giver det straks et par forsøg og smiler bare, da Mette beder ham være forsigtig – nu ikke noget med at skade sig så tæt på OL.

”Jeg er konkurrencemenneske, ét hundrede procent til konkurrence,” siger han, da vi igen sidder i lejligheden. Ved spisebordet, i stuen.

”Jeg hader at træne, hvis jeg ikke har nogle løb tæt på, hvis jeg bare skal køre i en måned uden løb, bare træning. Det gider jeg ikke. Det er konkurrencen, jeg elsker, det at køre løb. Så er det næsten ligegyldigt, hvordan det går.”

”Men jeg synes også stadig, det er megafedt bare at tage ud med cyklen, det kan jeg sagtens gøre. En hel dag, hvis det skal være. Men det at træne hårdt hver dag, at spise og sove ordentligt, det giver først rigtig mening, når man kommer ud til et løb. Er der ikke nogen løb, jamen så vil jeg hellere bare ud og have det sjovt på cyklen,” siger han.

Åbenlyst talent
Det pirrer min nysgerrig. Her sidder et af sportens største talenter og snakker uproblematisk om det at balancere benhårdt, fokuseret arbejde med den ubesværede leg.

Men balancen har åbenlyst været en del af hans tilgang siden han som 10-11-årig opdagede skoven sammen med en flok venner i udkanten af Odense. Cykelsportsinteressen var startet på landevejen og banen. Med succes, men sporten var alligevel blevet kvittet, og først efter en tur om fodbolden, kom den tohjulede igen på banen.

I 2009 kørte han sine første MTB-løb – ”det gik ad helvede til”, erindrer han. Men progressionen skete hurtigt, og allerede året efter begyndte podiepladserne at blive normale.

”Jeg husker det mest som, at jeg havde det sjovt. Der var ikke så meget struktureret træning, som nu, men jeg havde det sjovt og syntes altid, det var fedt at komme på cyklen. Vi var altid nogle drenge sammen, og vi kunne sagtens bruge en hel dag i skoven. Vi filmede en del, tog billeder, byggede hop, den slags ting.”

Det var mere leg end hård træning, men fra 2011, som andetårs U15-rytter, blev en mere seriøs tilgang føjet til legen. Sejrene fulgte nu på stribe, og som U15, U17 og i juniorårene stod det klart for alle, at Simon Andreassen – med internationale sejre og mesterskabstitler som perler på en snor – var en fremtidens mand. Det er han stadig, måske mere end nogensinde.

Simon bliver en overraskende verdensmester i cyklecross for juniorer i 2015. (Foto: Thomas Nyhus/Rawshooter)
Overraskende verdensmester i cyklecross for juniorer 2015, i tjekkiske Tabor. Klemt ind mellem de to junior MTB VM-titler. (Foto: Thomas Nyhus/Rawshooter)

Vidunderbarn – eller en knokler
Og fejl skal man ikke tage af den nu professionelle cykelrytter – han knokler for det. Selvom han erkender og glæder sig over sit talent, er han ikke af den opfattelse, at tingene kommer nemt til ham. Ikke styrkemæssigt – og heller ikke, hvad angår de tekniske færdigheder, vi her i Danmark gang på gang falder på halen over.

Det griner han lidt af, da jeg nævner det. Han arbejder hårdt for det, slider og sidder mange, mange timer i sadlen. Og han lægger ikke skjul på, at det tog ham 5-6 år at lære at køre på baghjulet. Det havde han altid gerne villet kunne, men det trak tænder ud. Og så, lige pludselig en dag uden for Odense – ”så var den der bare, så kunne jeg”.

På samme måde med det at hoppe op ad trapper på cyklen, en teknik han mere eller mindre introducerede – og i et videoklip forbløffede med – på dansk grund forud for årets DM i cyklecross i Kalundborg. “Det brugte jeg vel også noget nær en vinter på at lære.”

”Jeg kan huske, at jeg på youtube så en amerikaner gøre det i et cross-løb. Og det så så pissenemt ud, når han gjorde det. Så jeg prøvede – det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg prøvede nogle gange mere, kunne stadig ikke finde ud af det.”

”Så prøvede jeg i stedet på racercykel og fandt ud af, at når der ikke var nogen form for affjedring på cyklen, så var det faktisk nemmere, fordi cyklen ikke gav sig. Og da teknikken først var der, lærte jeg også at gøre det på crosscyklen,” fortæller han og udpensler pointen:

”Jeg træner og øver mig bare meget. Det har jeg altid gjort, siden jeg var helt lille. Det har altid handlet om at have det sjovt på cyklen, have det sjovt, når jeg træner, og det afspejler sig nok i min kørestil.”

”Og det tekniske niveau, jeg har, det er også nødvendigt, hvis man vil køre med i toppen. Alle på World Cuppens topniveau kører jo så godt som mig rent teknisk, hvis ikke bedre.”

God optakt oven på skuffelse
Stemningen denne mandag eftermiddag er markant anderledes end sidst, jeg interviewede ham. Dengang tidligt på sommeren var han netop kommet i mål ved MTB VM i Nove Mesto i Tjekket. Han var skuffet, meget skuffet, og jeg følte mig ikke godt tilpas ved at konfrontere ham. Det var formentlig gensidigt, selvom ingen af os sagde det dengang eller siger det nu.

Men VM er ikke til at komme udenom. Både fordi vi berører OL i Rio, som han glæder sig til at stille op ved, uden stort forventningspres, mod verdens absolut bedste ryttere. Og fordi han kan tage til Rio med masser af selvtillid.

Den fik han tanket op allerede weekenden efter VM, i World Cup-afdelingen i schweiziske Lenzerheide. Med en andenplads fik han for alvor lagt VM-skuffelsen bag sig.

Kort efter at være kommet i mål ved VM som nummer 16. (Foto: Johan Eyrich)
Kort efter at være kommet i mål ved årets MTB VM som nummer 16. Hvad gik der galt? (Foto: Johan Eyrich)

”Jeg var selvfølgelig nervøs for, om jeg igen ville køre et dårligt løb. Så jeg holdt lidt igen, og den taktik viste sig at være den rigtige. Så det var et godt, stabilt løb, hvor jeg holdt mig under grænsen hele vejen. Det var nok mit bedste resultat nogensinde. Jeg var lettet, men faktisk også lidt overrasket over det,” siger den unge førsteårs U23-rytter med sin fynske accent.

Ved VM havde han siddet med helt fremme, men var gået kold. Det havde været frustrerende. I selve løbet, hvor han først havde følt sig virkelig godt kørende og tænkt, at en medalje var inden for rækkevidde. Men også efter løbet, hvor han havde søgt svar på nedturen.

”Jeg tænkte selvfølgelig meget over det i starten, hvad der var gået galt, men allerede da vi om mandagen kom til Schweiz, vidste jeg, at der kom en ny chance, og så måtte det vise sig, om jeg var i dårlig form, eller om det bare havde været en dårlig dag,” forklarer han om sin måde at bearbejde skuffelsen.

”Min konklusion af VM blev, at jeg ikke havde fået nok energi. For jeg havde farten og sad med forrest, men gik helt død på en måde, jeg kun har prøvet én gang før, i Sea Otter i Californien tidligere i år, hvor det samme skete. Mod ryttere, jeg havde slået i et andet løb ugen inden. Og jeg følte ikke, jeg kørte over evne i nogen af løbene.”

”Jeg prøvede derfor i Lenzerheide at gøre nogle ting anderledes – spiste en masse dagen inden og om morgenen inden løbet, og det viste sig at være rigtigt at gøre.”

”Da jeg havde bedre styr på energiindtaget, viste jeg jo med en andenplads, at formen var der.”

OL-plan på plads
”I Lenzerheide prøvede jeg også for første gang, jeg kørte med noget mix i dunkene. Normalt har jeg altid kørt med vand. Men i det løb gik jeg over til mix og nogle geler, fra et nyt mærke, og det virkede overraskende godt.”

”Jeg prøvede det igen i London, hvor det gik sindssygt godt. Jeg slog mange stærke ryttere og blev nummer 13. Det er jo et rigtig godt resultat,” siger han oprigtigt – og slår det så en smule hen. Løbet var for alle, også for ham, en test: af det setup, som skal gøre OL til en succesoplevelse.

For Simon Andreassens vedkommende blev der i sin debut i Elite-klassen, mod mange af verdens ypperste, testet udstyr, bl.a. nye dæk og altså indhold i drikkedunkene. Og der blev således lagt en plan for OL-løbet. Det giver ro på forud for årets vigtigste løb.

Det lyder jo lidt vildt, indvender jeg, at en rytter på det niveau, pludselig opdager, at der blot skal noget sportsdrik i dunkene. Hvorfor i alverden har det ikke været nødvendigt eller i det mindste afprøvet tidligere?

”Det har noget at gøre med, at de løb, jeg tidligere har kørt, har været på kortere distancer. Op til en 30-40 minutter kortere, og der kan man nemmere køre uden at få tilført energi,” svarer Danmarks bedste, mandlige mountainbiker.

Fokuseret, dedikeret - og klar til at gøre en god figur ved OL i Rio. (Foto: SonnMedia // Gorm J. Siiger)
Fokuseret, trimmet, dedikeret – og klar til at gøre en god figur ved OL i Rio. (Foto: SonnMedia // Gorm J. Siiger)

VM-skuffelsen var frustrerende, gav hovedpine, men gjorde ham klogere. Ugen efter var han tilbage på ret køl. Sådan blev nedturen vendt til optimisme. Fokus kunne rettes 100 procent mod OL – med troen på et godt resultat, på en god dag i det brasilianske.

”Jeg vil gerne have den oplevelse, at jeg har kørt så godt et løb som muligt,” siger den enlige danske repræsentant i herrernes OL-løb. I kvindernes løb er Specialized-teamkammeraten, landsmanden og verdensmesteren Annika Langvad til start.

Simon Andreassen runder OL-emnet af:

”Jeg ved, jeg har forberedt mig så godt, som det overhovedet har være muligt. Jeg ved, jeg mangler en del erfaring, fx har jeg jo aldrig prøvet kræfter med et OL-løb. Og at køre et cykelløb på eliteniveau har jeg heller ikke mange erfaringer med,” siger han.

“Alle mine modstandere har kørt i flere år, end jeg har, alle er motiverede. Det kan alt sammen komme til at spille ind, når det er så stort et løb.”

”Men forhåbentlig kan jeg køre et perfekt løb og samle erfaring, og måske køre op med de bedste, det ser jeg i hvert fald frem til.”

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.