På sporet af en større bevægelse – flow, politik og sporbyggeri

Mountainbike er på få år gået fra en relativt snæver cykeldisciplin til en sport med bred folkelig appel, som dyrkes af titusindvis over det ganske land. Af alt fra toptunede, professionelle atleter og til lalleglade hyggemotionister. Sportens stadigt voksende popularitet har sat mange ting i gang – og kalder på endnu flere tiltag. Og på flere og bedre spor.  

”De fleste er godt klar over, at sporene ikke kommer af sig selv,” lyder det fra en i forsamlingen. ”Der tror jeg, du tager fejl,” bryder en anden ind.

”De fleste mountainbikere, som ikke er organiserede, men kører for sig selv, og det er altså de fleste, de tror bare, sporene er noget, som kommer derude, ligesom at ridestierne engang kom, og at nogen kommer og ordner grusvejene”.

Den godt 15 personer store gruppe har samlet sig, men fylder ikke meget i det store konferencelokale, som stadig oplyses gennem de store vinduespartier.

Gruppen diskuterer koncentreret og med passion. Der er uenigheder, knaster og præciseringer, men grundlæggende er der enighed om budskaberne.

Emnet er bredt og en smule diffust – mountainbikekultur. De anskuer det fra en helt særlig vinkel; fra perspektivet af dem, som bygger landets mountainbikespor. Sporbyggernes perspektiv.

De er til sporbyggerkonference på Vejlesøhus i Silkeborg, den tredje konference af sin art. Halvanden måned før tilmeldingsfristen udløb var alle pladser taget, og deltagerne kommer fra samtlige hjørner af kongeriget.

Repræsentanter fra landets fem største byer er der naturligvis. Men også fra de mellemstore byer og fra ’hjørnerne’ – Aabenraa, Skagen, Bornholm, Sydfyn, Nykøbing Falster og Morsø.

Udover sporbyggere er der også enkelte interessenter som offentlige myndigheder og idrætsorganisationer til stede.

Det er lørdag eftermiddag, sidst i oktober, men næsten vindstille og med solskin og lune temperaturer udenfor – og første dag af konferenceweekenden. De 100 deltagere, hvoraf fem er kvinder, er i denne session delt op i fire grupper, fire workshops, som diskuterer relevante sporbygger-emner.

Mountainbikekultur til diskussion
Mountainbikekultur til diskussion
Erik Skovgaard Knudsen, primus motor i Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug
Erik Skovgaard Knudsen, primus motor i Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug

Kommunikation, dialog – og en masse mere
I gruppen, som diskuterer mountainbikekultur, befinder sig blandt andre Thomas Larsen Schmidt og Erik Skovgaard Knudsen. Førstnævnte er formand for Spor- og Naturudvalget under DCU, sidstnævnte primus motor i og bestyrelsesmedlem for Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug.

De to er de primære ansigter på afholdelsen af årets konference. Det var de to, der bød velkommen og satte scenen ved at give dagens to første oplæg.

Og hvad er så på dagsordenen, når gruppen – relativt ustruktureret – diskuterer ’mountainbikekultur’? Mange ting, står det hurtigt klart.

En stor håndfuld temaer synes at være det, de fleste indlæg kredser om. Kommunikation, dialog og samarbejde – eller manglen på samme – med det offentlige såvel som med brugerne af landets spor. Og de konstruktive facebookdebatter og –ytringer samt konflikterne med både ryttere, klubber og skovenes øvrige brugere – og ejere.

Men der er også sportens interne grene og forgreninger, navnlig når disse står i vejen for fælles fodslag.

”Der er tendens til en slags ’no dig, no ride’-attitude fra nogle sporbyggere overfor andre mountainbikere,” siger en og indrømmer samtidig, at man netop ikke kommer nogen vegne ved at tro, at arrogance og irritation tiltrækker flere til lokale sporbyggerdage.

I langt de fleste skove ejer ingen jo sporene, og hvor ville det være fedt, hvis flere gad bidrage – med andet end beklagelser på facebook. Sporene kommer jo ikke af sig selv, og initiativ bør vel belønnes.

Alligevel må der inviteres frem for at påduttes dårlig samvittighed, er der tilslutning til.

”Et bedre udgangspunkt,” siger en anden, ”ville være den ’we dig together, we ride together’-mentalitet, som faktisk praktiseres nogle steder”.

Hænger sammen
Erik Skovgaard Knudsen sammenfatter – og opstiller ønskescenariet:

”Mountainbikekultur og sporbyggerkultur bør i bund og grund være samme ting. Der har ikke været en kultur eller et behov for at bygge spor, men det er der kommet nu, og jeg er overbevist om, at der er tale om et generationsspørgsmål.”

”Den del er noget, som skal gives videre, læres – at det hænger hammen. Man skal lære at køre på mountainbike, samtidig med at man lærer at bygge spor,” siger han med vanlig dynamik i stemmen.

I andre lokaler er de tre øvrige diskussioner i gang, om lignende sporbygger-relaterede emner. Temaerne for disse workshops gør spændvidden for konferencen klart, men også i hvor høj grad det alt sammen hænger sammen:

’Braiding’ – hvordan skal man forholde sig til brugernes forandring af sporene, bevidst eller ubevidst; penge – for hvem i alverden skal finansiere den fortsatte pleje og udvidelse af spornettet; og sidst, men ikke mindst sikkerhed – sportens sikkerhedsproblematik er i den grad voksende, noget skal gøres, men hvad?

For sporbyggere er der opgaver nok at drøfte. Diskussionslysten er stor, engagementet dybfølt og humøret højt. Lørdagen står, på nær gruppeopdelte, guidede rundvisninger på sporet i Nordskoven, i hjernecellernes tegn. Med oplæg, lovmæssige og kulturelle input samt altså workshops.

På søndagens program står kun én ting: Fælles sporbygning, igen gruppeopdelt, i Vesterskoven, hvori kommunen og Naturstyrelsen har tilladt anlæggelsen af et spor. Weekendens praktiske element, ’learning by doing’ – noget, alle ser frem til. Både hjerne og hænder skal i brug.

”Jeg er for at være sammen med ligesindede og for få noget inspiration. Som mountainbiker har jeg følt, at jeg skulle give noget tilbage. Det er fedt at være ude i skoven, være aktiv og så som nu stå og dampe af. Jeg er tømmeruddannet, så jeg var tidligere vant til at bruge hænderne, men gør det ikke længere arbejdsmæssigt. Det er fedt at gøre på den her måde – og så altså samtidig give noget tilbage. Helst med nogle fede spor, med godt flow, og som er nemme og sjove at køre. Noget, alle kan køre på – også min dreng på 9 og min mor, hvis det skulle være.” (Alexander Pagh, 45 år, Hareskovens MTB Spor – Red Team, bygget spor i ca. 3 år)
”Jeg er her for at være sammen med ligesindede og for få noget inspiration. Det er fedt at være ude i skoven, være aktiv og som nu stå og dampe af. Som mountainbiker har jeg følt, at jeg skulle give noget tilbage. Helst med nogle fede spor, med godt flow, og som er nemme og sjove at køre. Noget, alle kan køre på – også min dreng på 9 og min mor, hvis det skulle være.” (Alexander Pagh, 45 år, Hareskovens MTB Spor – Red Team, bygget spor i ca. 3 år)
”Det er spændende at se, hvad der rører sig og selv bidrage. Jeg kan godt lide, at man som sporbygger er med til at lære folk at kende på tværs og samtidig være med til at gøre noget for andre. Det er også vigtigt for mig, at det er en frivillig aktivitet. Her er en udfordring dog, at der mangler mere økonomi og flere hænder, så vi kan udrette endnu mere. Men også at sporbygning kan komme til at fremstå som en lukket aktivitet – det er det ikke, alle kan være med. Uanset hvor lidt man føler, man bidrager med, kan man blive en del af fællesskabet.” (Rikke Bruun, 40 år, Viborg MTB Spor, bygget spor i ca. 3 år)
”Det er spændende at se, hvad der rører sig og selv bidrage. Jeg kan godt lide, at man som sporbygger er med til at lære folk at kende på tværs og samtidig være med til at gøre noget for andre. Det er også vigtigt for mig, at det er en frivillig aktivitet. Én udfordring er dog, at der mangler mere økonomi og flere hænder, så vi kan udrette endnu mere. En anden at sporbygning kan komme til at fremstå som en lukket aktivitet – det er det ikke, alle kan være med.” (Rikke Bruun, 40 år, Viborg MTB Spor, bygget spor i ca. 3 år)
”Vi har arbejdet på mountainbikeforholdene i Esbjerg de sidste par år og har ikke rigtig haft nogle ordentlige spor, men det får vi så nu. Derfor skal vi sætte os godt ind i det og deltager i så mange kurser og arrangementer, som vi kan. Det er vigtigt for os med videndeling, så vi er klar til arbejdet. Inspirationen er vigtigt, for vi har ikke haft sporbyggeropgaver indtil videre i vores fællesskab. Derfor er det vildt spændende at se, hvordan man konstruerer fede ting, som fx den her bro. Man skal jo tænke det grundigt igennem – hvordan får man det til at virke? Et fedt spor for mig er et teknisk spor, med masser af udfordringer. Et XCO-spor. Med hjem fra konferencen tager jeg både nye idéer, men også ny viden om, hvad der kræves på en administrativt plan, fx i forhold til Naturstyrelsen og andre myndigheder. (Simon Dibbern, 24 år, MTB Esbjerg, bygget spor i ca. et år, mest vedligehold)
”Vi har i Esbjerg arbejdet på mountainbikeforholdene de sidste par år og ikke rigtig haft nogle ordentlige spor, men det får vi så nu. Derfor skal vi sætte os godt ind i det og deltager i så mange kurser og arrangementer, som vi kan. Det er vigtigt for os med videndeling og inspiration, fx at se, hvordan man konstruerer fede ting, som den her bro. Med hjem fra konferencen tager jeg også ny viden om, hvad der kræves på et administrativt plan, fx i forhold til Naturstyrelsen og andre myndigheder. (Simon Dibbern, 24 år, MTB Esbjerg, bygget spor i ca. et år, mest vedligehold)

Brændende platform
Stemningen denne weekend er god, atmosfæren både afslappet og engageret. Og der bliver både diskuteret og grinet – også, måske i en slags afmagt, når Danmarks Cykle Unions forhold til mountainbikesporten kommer på tale. ”DCU, hvad er det,” siger en og fremkalder latter i salen.

Få dage forinden er unionens Mountainbikeudvalg trådt kollektivt tilbage.

Dette komalagte udvalgte skal ikke forveksles med Spor- og Naturudvalget, som er yngre og i dén grad sprællevende. Det varetager helt andre interesser for sporten, i år meget tydeligt, da konferencen, alene illustreret af de fire workshoptemaer, har et stærkt politisk præg. Stærkere end i tidligere år.

Det er slet ingen tilfældighed, fortæller Thomas Larsen Schmidt. Han kan se ”en brændende platform, hvor adgangen til de offentlige skove og til de private skove, altså naturbeskyttelsesloven, ligger for at blive revideret, hvis der ikke er nogen, som tager ansvar”.

Blandt andet derfor blev han i 2013 formand for det nyoprettede Spor- og Naturudvalg, som Danmark Cykle Union havde taget initiativ til. Som en erstatning for – og en styrkelse af det arbejde, der var foregået i – den lille græsrodsorganisation MTB Danmark.

I det nye udvalg handlede – og handler – det om at skabe et ’sted’, som både er en vidensbank, og hvor samfund og organisationer kan henvende sig vedrørende mountainbikerelaterede generelle problematikker og konkrete konflikter.

”Før Spor- og Naturudvalget var der ingen steder, som eksempelvis brancheorganet Dansk Skovforening kunne henvende sig, når de gerne ville tale med mountainbikere.”

“Og det er jo faktisk ikke sporbyggerne, de vil tale med, men ham, der er ved at sætte PR eller slå en andens bedste tid, og som skriger af både godsejeren og af alle andre: ’Bagfra, flyt dig, mand’ – ham, vil de gerne i tale med.”

”De kan få mig, og jeg er et andet sted. Men, tror jeg, jeg er en med en filosofi og en politisk linje, der er bedre at få kontakt til og som dialogpartner end rytteren, der har travlt med at sætte ny PR. Men også ham prøver jeg sådan set at ’redde røven på’, så han kan blive ved med at køre rundt ude i skoven,” siger Thomas Larsen Schmidt.

Ret til gode skovoplevelser
Trods emnets tyngde og kompleksitet slår han flere gange en latter op. Blandt andet, når han ærgrer sig over, hvor lidt der skal til for at styrke mountainbikernes dårlige image blandt skovens øvrige brugere. ’Hvorfor skal det være så kompliceret,’ spørger han retorisk – og griner.

Anderledes alvorlig er han dog, når han forklarer, at det hele bunder i ønsket om at lave et videnscenter, om at samle og dygtiggøre sporbyggere rundt om i landet – og om at skabe en platform for politisk lobbyisme.

Idéen med sporbyggerkonferencer gav nærmest sig selv, da Spor- og Naturudvalget først var blevet en kapacitet. Samlet set handler det om adgangspolitik – ”det vil sige politisk at arbejde for, at alle har adgang til skovene, og at alle brugere har ret til en god oplevelse i skoven. Uden at skoven samtidig ødelægges.”

En sporbyggerkonference er netop den synlige levendegørelse af alt det: en organisatorisk ramme at samles indenfor. Til at udfylde behovet for at netværke, udveksle erfaringer og idéer, drøfte fejl og i det hele taget løfte viden om sporbygning og ting, der relaterer sig til sporbygning, forklarer Thomas Larsen Schmidt.

”Det vil sige alt fra adgangspolitik og finansiering og til alt omkring det håndværk, som sporbygning er. Det vidensniveau, der findes blandt sporbyggere, sporbyggerlaug og mountainbikekultur, skal løftes, og det er, hvad vi gør på sådan en konference.”

Thomas Larsen Schmidt, initiativtager til og formand for Spor- og Naturudvalget under DCU
Thomas Larsen Schmidt, initiativtager til og formand for Spor- og Naturudvalget under DCU
Esben Hauerbach Kronborg, ansvarlig for sporbygning i Feriecenter Slettestrand
Esben Hauerbach Kronborg, ansvarlig for sporbygning i Feriecenter Slettestrand

Kompleksitet og organisering
Erik Skovgaard Knudsen er helt grundlæggende enig. Også han berører kompleksiteten; at der er mange hensyn og interesser i spil. Og som DCU-udvalgsformanden ser han både de åbenlyse udfordringer – finansiering og konfliktløsning – og de organisatoriske. Netop disse har han haft stort fokus på, forklarer han.

For hvordan sikrer man, at det bliver enkelt, tilgængeligt og hyggeligt at være med til at bygge mountainbikespor? Tilmed frivilligt.

Hvordan får man bygget spor, der både udfordrer de teknisk gode og inviterer de nye i sporten indenfor? Og, ikke mindst, hvordan man får det hele til at arbejde konstruktivt sammen?

”Der er noget offentlig involvering, der er noget statslig styring og noget frivillighed. Derudover er der også nogle klubber. Med andre ord mange organisationer, som hver især løser nogle opgaver, og det er let at sparke bolden tilbage og sige, ’det her er ikke os, ikke vores ansvar’.”

”I bund og grund er det jo et fælles ansvar. Så en hel masse formænd og repræsentanter skal mødes tit for at sikre et fælles fodslag. Særligt når der blandes penge og finansiering ind, og det begynder at blive følsomt,” siger Erik Skovgaard Knudsen.

Han er glad for, at Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug i år er værter for konferencen:

”Vi får mulighed for at vise, hvordan vi gør tingene. Set fra vores synspunkt – og så er vi jo lidt selvfede på vejen – så synes vi, at vi har et rigtig fantastisk samarbejde med Naturstyrelsen og med Silkeborg Kommune. Det med at få vist, at det faktisk er muligt at få styrelsens og kommunens interesse, det handler egentlig om at rammesætte sin egen indsats.”

”Vi er ikke dem, som driver tingene økonomisk her i Søhøjlandet. Vi tager ansvar for nogle meget afgrænsede dele, til gengæld prøver vi at spille bolden over på Naturstyrelsens og kommunens banehalvdel med de ting, som vi synes, de skal tage sig af.”

Mountainbikekultur – og sporkultur
Før deltagerne deles op i de fire workshops, er der for en stund parentes om de politiske, lovgivningsmæssige og komplekse, organisatoriske emner. Der ’nørdes’; ikke med hænderne, men med hovedet.

Mountainbikespor er jo ikke bare mountainbikespor, ikke blot enten teknisk svære eller nemme, singletracks eller ’grusmotorveje’.

I hvert fald fire forskellige sporbyggerstile er identificeret rundt om i Danmark. Til lejligheden skal disse fire inspirationer, ’sporkulturer’, præsenteres af repræsentanter fra Nordjylland, Østjylland, Sydfyn og Falster.

’Danmarks tag’, hvor Simon Christensen og hans klub Gl. Rye MTB, er i færd med at bygge et spor, der går så langt i retning af ’enduro’, man nærmest kan i Danmark, er det fart og flow, nedkørslerne, så lange som muligt, der er i centrum.

Den vestcanadiske provins British Colombia er det stilmærkat, projektet har fået tildelt. Sporet er ikke bygget til licensrytterne, men til de legesyge; tænkt ind i terrænet og stort set uden tilførte materialer, som Simon Christensen siger i sit oplæg:

”Det skal kunne betale sig at gå nogle sektioner, når bare det er fedt at køre nedad”.

Esben Hauerbach Kronborg, den i Danmark noget nær legendariske sporbygger fra Feriecenter Slettestrand følger trop og erklærer sig beæret over sammenligningen af sin sporbyggerstil med det, man finder i Sydfrankrig. Her er sporene ofte århundrede gamle stier, der havde et praktisk formål og nu er blevet til ”nogle af de fedeste mountainbikespor”.

Trans Provence, hvor det rustikke, terrænets grovhed og den effektive, men ikke designede vej gennem landskabet er i fokus. Også hos Esben Hauerbach Kronborg: ”Hos os skal alle ikke nødvendigvis kunne køre alle spor,” understreger han, terrænet dikterer i høj grad sporet. En dogmeregel lyder, at stien ikke må overtage naturen.

Med betalingssporet ”Skovhuggeren” nær Svendborg og i Systofte Grusgrav, hvor Trailstars Falster bygger, kommer vi tilbage til Danmark.

”Er der noget, vi har forstand på, så er det at bygge i træ,” konstaterer Morten Eeg fra lauget omkring Skovhuggeren tørt. Ikke nødvendigvis gode til selv at køre på mountainbike, men med viden fra bådbygning, kan de se muligheder i træ, se hvor forskellige træsorter kan føje noget til kurverne og linjerne i naturen.

”Så vi opsøger de steder i skoven, hvor vi kan komme til at bygge i træ, og det går bestemt ikke stærkt,” erkender Morten Eeg til morskab for tilhørerne – ”det er vel en slags signatur for os”.

I grusgraven på Falster kan sporbyggerstilen virke lidt rodet, erkender Martin Busk Hansen, som er beæret over, at det i det hele taget kaldes en sporbyggerstil. Det er snarere det muliges kunst, forstår man.

Der er så godt som ingen højdemeter, en dårlig undergrund og mange efterladenskaber fra den gamle grusgrav, men behovet for et spor til stede – og tilslutningen til sporbyggerdagene enorm. ”Så det man lyst til at kan bygge, det man kan bygge, det bygger man.”

”Det har fyldt meget i mit liv de seneste års tid at være med til at bygge ’Skovhuggeren’, så jeg kommer til sådan en konference her for at skabe netværk. Og for bl.a. at diskutere økonomi; hvordan finansieres vedligehold af spor de kommende år? Det bliver en udfordring mange steder. Hos os accepterer vi, at det må koste noget, fordi vi er i en privat skov, i statsskovsporene kan man jo ikke tage entre, så der skal tænkes i en kultur, hvor betaling er en mulighed. Sporten har ændret sig, og man vil jo gerne køre på designede singletracks. De skal passes, og det koster. Golfspilere ved jo godt, hvad der skal til, men mountainbikere tænker anderledes. Gerne dyre cykler og dyre dæk, men sporene …” (Morten Eeg, 54 år, formand for betalingsporet ’Skovhuggeren’, Egebjerg Bakker nær Svendborg)
”Hvordan finansieres vedligehold af spor de kommende år? Det er jeg bl.a. kommet for at diskutere – det bliver en udfordring mange steder. Hos os accepterer vi, at det må koste noget, fordi vi er i en privat skov, men på statsskovsporene kan man jo ikke tage entré. Sporten har ændret sig, og man vil jo gerne køre på designede singletracks. De skal passes, og det koster. Golfspilere ved jo godt, hvad der skal til, men mountainbikere tænker anderledes. Gerne dyre cykler og dyre dæk, men sporene …” (Morten Eeg, 54 år, formand for betalingsporet ’Skovhuggeren’, Egebjerg Bakker nær Svendborg)
”Vi har været primus motorer for mountainbike på Bornholm og sporbygning i primært Almeningen, men også omkring Rønne og Vang. Og så altså stået for Stage Race. Vi er taget herover, fordi vi faktisk ikke har bygget så mange spor før, men mest markeret ruter og derfor har brug for at lære. Det har været en udfordring at få lov af Naturstyrelsen, selvom vi har areal nok. Andre udfordringer har været, at vi er få til at gøre arbejdet, og at der er behov for god dialog med andre brugere, hvoraf nogle piller det ned, vi har lavet. Og at der i Almeningen bliver meget vådt og sumpet og er mange højdemeter. Men også, at det er svært for andre end os at finde sporene. Der mangler markeringer, og vi vil jo gerne have flere til at komme i gang med sporten, beboere og turister. Her på konferencen har jeg (Maiken) bl.a. lært at bruge et clinometer, som måler stigningsgraderne og på den måde kan definere sporets sværhedsgrad. Det er fedt at kunne, så sådan et må vi hjem og investere i.” (Maiken Jørgensen, 42 år, og Benny Jørgensen, 60 år, Bornholm MTB klub, arbejdet med MTB-ruter i 8-10 år, arrangører af MTB Stage Race Bornholm)
”Vi har været primus motorer for mountainbike på Bornholm og sporbygning i primært Almeningen, men også omkring Rønne og Vang. Det har været en udfordring at få lov af Naturstyrelsen, selvom vi har areal nok. Andre udfordringer har været, at vi er få til at gøre arbejdet, og at der er behov for god dialog med andre brugere, hvoraf nogle piller det ned, vi har lavet. Her på konferencen har jeg (Maiken) bl.a. lært at bruge et clinometer, sådan et må vi hjem og investere i.” (Maiken Jørgensen, 42 år, og Benny Jørgensen, 60 år, Bornholm MTB klub, arbejdet med MTB-ruter i 8-10 år, arrangører af MTB Stage Race Bornholm)
”Sporbygning er interessant –en forudsætning for, at vi overhovedet har noget at køre på. Der er rigtig mange facetter af mountainbikesporten, men er der ingen spor, er der ingen sport. For mig er det samtidig vildt tilfredsstillende at være med til at bygge noget, der står færdigt, når jeg går hjem, i modsætning til i mit civile kontorjob. Samtidig er det for mig også et kulturprojekt – jeg er med til flytte noget, skabe noget nyt og bidrage til mit lokalsamfund. Og i sidste ende er det fedt at komme ud og køre på noget, jeg selv har været med til at bygge.” (Simon Christensen, 39 år, Gl. Rye MTB Klub, bygget spor i ca. 4 år, del af DCU’s Spor- og Naturudvalg)
”Sporbygning er interessant – og en forudsætning for, at vi overhovedet har noget at køre på. Der er rigtig mange facetter af mountainbikesporten, men er der ingen spor, er der ingen sport. For mig er det også et kulturprojekt – jeg er med til flytte noget, skabe noget nyt og bidrage til mit lokalsamfund. Og i sidste ende er det fedt at komme ud og køre på noget, jeg selv har været med til at bygge.” (Simon Christensen, 39 år, Gl. Rye MTB Klub, bygget spor i ca. 4 år, del af DCU’s Spor- og Naturudvalg)

Frivillig succes
Langt størstedelen af alt dette sporbyggearbejde udføres ulønnet, til gavn for mountainbikere landet over – og til gavn for skovene, som bliver brugt på en forsvarlig måde. Hvor ’piratspor’ ikke kommer til unødigt at skæmme terræn og flora.

Ikke helt uden grund kalder Thomas Larsen Schmidt det den største frivillige succes i Naturstyrelsens historie.

”Sporbyggerne er et billede på, at hvis der er noget, man ikke har, eller hvis man oplever et ubærligt problem som et stort sår i skovbunden, som bliver mere og mere ødelagt år for år, og som man synes, man er nødt til at gøre noget ved, så opstår der et behov, og man begynder at både agere og påtage sig et ansvar.”

”Det stikker lidt ud i det samfund, vi har i dag – med en meget individuel kultur, hvor det kommer til at stikke ud, at der på en konference som den her dukker et udtryk op som solidaritet.”

”Alle spor, som bliver bygget, på nær nogle få betalingsspor, er jo offentligt tilgængelige. I statsskovene er der i det billede tale om faciliteter, som stilles til rådighed for almindelige borgere, som de her ildsjæle går ud og skaber. Af nødvendighed og af lyst,” siger Thomas Larsen Schmidt.

Han påpeger, at tilførslen af ressourcer, de eksterne og de interne, er en nødvendighed, hvis succesen skal fortsætte. Penge såvel som det politiske fundament:

”Græsrod er godt, men der er brug for en national bevægelse. Med professionelle kræfter til at varetage interessen, så der forsat ses med velvilje på mountainbikerne.”

Omfavn, gå i dialog og markedsfør
I gruppen, der diskuterer mountainbikekultur, når man frem til en slags konklusion. Thomas Larsen Schmidt forsøger at samle trådene: De frivillige skal i endnu højere grad omfavnes, inviteres og motiveres, og der skal i det hele taget mere og bedre dialog til.

At navnlig dialogen, udad- og indadtil, er en væsentlig pointe, er der bred tilslutning til. Der skal være en identitet og stolthed forbundet til det at være sporbygger, men det må ikke lukke sig om sig selv. Interaktionen, også på tværs af mountainbikekulturer, er en afgørende faktor.

Og så skal varen i endnu højere grad sælges – med deklaration, ingredienser og selvbevidsthed.

“Nogle steder er der rigtig stor uenighed, fordi der er så mange forskellige typer ryttere, som alle vil noget forskelligt. Alle vil have spor, som skal passe til dem selv,” siger Esben Hauerbach Kronborg. ”I sådan et tilfælde ville det jo være nemmere, hvis man kommunikerede, at et område var bygget op på en bestemt måde, fordi det er det, vi er til her, og på samme måde med andre steder.”

”Hvis vi bliver tydeligere som sporbyggere, forklarer hvad det er, vi bygger, tror jeg også, vi kan stoppe nogle af de diskussioner, mange af os har talt om.”

”Kan vi samtidig få sporgrupperne til at ose langt væk af faglighed, vil det vise lokalområdet, at det der laves ude i skoven ikke er drengestreger, der er en mening med det. Der er et grundlag for meget mere – også at trække mennesker udefra til området.”


Fotos brugt i artiklen: Adam Aisen/XCCX.dk

Se Mikael Bechs flotte billeder fra søndagen på Sporbyggerkonferencen ved at klikke her.

Se også denne video, ligeledes fra søndagen, produceret og venligst udlånt af Lars Wilbur/Cycle Sport Silkeborg.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.