No pain, no gain – En mesters fysiologi, del 1

For øjeblikket verdens bedste kvindelige mountainbiker, opnået på bare otte år siden sin sene start i sporten. Som 24-årig – og uden en tidligere karriere som eliteatlet. Annika Langvads historie er ikke alene atypisk, den er også fascinerende. Og hendes fysik – et studie værd.

Det har igennem længere tid været mit ønske at skrive om den fysiologi, som gør det muligt for Danmarks bedste kvindelige mountainbiker at være en del af den absolutte verdenselite.

Det må man i hvert fald sige, at Annika Langvad er. For nyligt kåret som verdensmester i XCO – som tilføjelse til hendes tre tidligere VM-titler i XCM – og i skrivende stund også i front af både den samlede World Cup (med god mulighed for at sejre som den første dansker nogensinde!) og af UCI’s verdensrangliste.

Noget andet, som Annika er – det er at være min kæreste. Samt, som det bliver tydeligt i denne artikel (der også har været bragt i en engelsk version på Annikas egen blog, annikalangvad.dk), et videnskabelige studieobjekt.

Jeg har selv kørt mountainbike siden de tidligere halvfemsere, men selvom jeg kørte på eliteniveau, opnåede jeg på ingen måde samme succes som Annika. Jeg indså, at jeg måtte finde på noget andet – og bedre – at lave; og det blev en akademisk karriere. Det førte til en Ph.d.-grad, og jeg blev med andre ord forsker og kom under vingerne af Nikolai Nordsborg (Københavns Universitet) og, ikke mindst, af Carsten Lundby, der er professor ved universitetet i Zürich. Han er en af verdens førende kapaciteter indenfor studiet af ilttransport – og i øvrigt, på sin egen uhøjtidelige facon, en temmelig exceptionel atlet. (Mere om det en anden gang.)

Min forskning er nu lagt en smule på hylden, og i stedet coacher jeg flere af landets store mountainbiketalenter såsom Simon Andreassen og Sebastian Fini – og jeg både træner en del med og naturligvis støtter Annika. Både i det daglige og i forbindelse med løb.

Indflydelsen fra mine gamle vejledere Nikolai og Carsten har jeg ikke kunnet slippe helt – og derfor voksede følgende tanke sig stille og roligt stærk inden i mig: Hvad er det ved Annikas fysik, som har bragt hende så langt. Noget, ingen havde kunnet forudse for bare få år siden.

Til sidst stod ét klart for mig – fandtes der overhovedet en bedre måde at bruge nogle af de mange og lange sommertimer på end at overtale sin verdensmesterkæreste til at indfinde sig i et testlaboratorium og lade sig underkaste nogle videnskabelige undersøgelser.

Som sagt, så gjort …

En historie indledes
Annika startede med at cykle i 2008. Dengang kørte hun rundt i min lokale klub, når hun ikke sad med næsen begravet i bøgerne på tandlægestudiet. Det lå bestemt ikke i kortene, at den dengang 24-årige pige skulle blive flerdobbelt verdensmester. Særligt ikke eftersom hun på ingen måde havde dyrket elitesport af nogen art på det tidspunkt.

Nuvel, hun har altid været aktiv med deltagelse i tilfældige adventure-løb eller duathlons, og hun har igennem sit liv stået meget ski. Hun tog ovenikøbet et år på Oure for at uddanne sig til skiinstruktør, men hendes fysiske aktivitet var aldrig planlagt eller særlig struktureret – ej heller med sigte på sportslige ambitioner. Indtil hun begyndte at køre mountainbike.

I løbet af hendes første konkurrencesæson stod det klart, at Annika havde en usædvanlig fysik/fysiologi. En tredjeplads til de nationale mesterskaber og en sejr i Bockstensturen var resultatet af 3-4 ugentlige træninger med HMTBK. Året efter vandt hun sit første Bundesligaløb foran verdensmesteren fra samme år, Irina Kalentieva og svenske Alexandra Engen. Og i 2010 vandt hun sin første VM-medalje med bronze ved XCM VM i St. Wendel.

2011 kan betragtes som Annikas egentlige gennembrud med en anden- og tredjeplads i XCO World Cuppen i henholdsvis Dalby Forrest og Windham. Senere det år kom det første verdensmesterskab i hus i italienske Montebelluna, da hun vandt XCM VM.

De næste par sæsoner blev mere udfordrende, selvom hun genvandt XCM VM i 2012 og leverede respektable resultater i 2013, såsom en sjetteplads til landevejs-VM i enkeltstart. Hun formåede dog at få styr på udfordringerne, og i 2014 vandt hun XCM VM for tredje gang. Det år sluttede hun aldrig dårligere end i top 11 i XCO World Cuppen. Resten af historien kender vi.

Foto: Johan Eyrich
Foto: Johan Eyrich

Sen start ingen hindring – for Annika
Det er ganske usædvanligt at starte en karriere som eliteudholdenhedsatlet i en alder af 24 (i hvert fald hvis man vil være succesfuld). Henover to blogindlæg – dette og del 2, som følger – vil jeg give et indblik i det arbejde, som Annika lægger i sin daglige træning, samt den fysik, der gør hende i stand til at præstere på højeste niveau. På trods af hendes sene start som cykelrytter.

Lad mig starte med det sidste. For nogle kommer det måske til at synes trivielt, for andre som en gang uforståeligt volapyk. Kommenter eller stil gerne spørgsmål på Annikas blog under det oprindelig indlæg (skrevet og publiceret på engelsk) – eller på denne side under artiklen. Det bliver et længere indlæg, så lav en kop kaffe eller start med at se videoen herunder for at se, om det vækker din interesse.

Den benzindrevne motor bruges ofte som analogi til kroppen. Ganske som en motor skal kroppen bruge to ting for at kunne producere kraft: benzin og ilt. Kroppens benzin er kulhydrat (lagret som glykogen) og fedt. (Okay, protein og andet kan også bruges som brændstof, men for enkelthedens skyld holder vi os til de andre for nu). I musklerne bliver brændstoffet og ilt omdannet til den energi, der skal bruges til at lave muskelkraft.

Det betyder også, at i takt med at hastigheden eller power på cyklen øges, stiger efterspørgslen på ilt også. Derfor er den maksimale iltoptagelse (VO2max) en typisk brugt parameter i forbindelse med udholdenhedsatleters præstation.

Hvis du på nogen måde er involveret i udholdenhedsidræt, har du sikkert ofte hørt begrebet VO2max nævnt. Måske har du ovenikøbet fået målt din egen VO2max. I givet fald får du her en chance for at sammenligne din VO2max med nogle af verdens bedste, når vi ser på, hvad der kræves for at opnå en høj VO2max.

Hvis det er et område, du finder interessant, kan jeg anbefale at læse denne artikel af Carsten Lundby og hans franske kollega Paul Robach, som kan downloades gratis. Samme artikel giver et godt sammenligningsgrundlag med Annikas testresultater. Det er bestemt værd at læse hele artiklen. For bekvemmelighedens skyld har jeg dog indsat en tabel fra artiklen her. I denne har jeg indrammet testdata fra nogle af de bedste kvindelig langrendsløbere, som udgør et godt sammenligningsgrundlag med vores egen forsøgsperson.

Zurich-studie_1 

I blodet
Lad os starte med at se på en anden parameter for udholdenhedsatleter: blodet! I denne sammenhæng omtalt som Hæmoglobin, Blodvolumen og Maksimal Minut Volumen, dvs. den totale volumen og kapaciteten for iltbindning. Begge dele er vigtig for udholdenhedspræstationen. Husk at det drejer sig om at få leveret så meget ilt som muligt til musklerne.

Når ilten transporteres fra lungerne og ud i blodet, binder det til hæmoglobinmolekylet i de røde blodlegemer. Så jo højere hæmoglobinmassen er, jo større er kapaciteten for ilttransport og dermed muligheden for at producere flere watt, løbe hurtigere etc.

Foto: Thomas Bonne
Foto: Thomas Bonne

Vi målte Annikas hæmoglobinmasse med en CO-genindåndingsmetode ved hjælp af et ny apparat, Carsten har udviklet. De mange detaljer omkring selve testen vil jeg udelade, men blot gøre opmærksom på, at designet er udført med henblik på at minimere målefejl samt øge bekvemmeligheden for ”forsøgspersonen” (hvilket er essentielt, når man vil teste elite-atleter).

Annika har en total hæmoglobinmasse (Hbmass) på 787 g, hvilket er 12.34 g/kg (for at sammenligne på tværs af individer, angiver vi et relativt mål – gram per kilo kropsvægt). Disse værdier er helt på niveau med flere olympiske medaljevindere i langrend. Der er ingen tvivl om, at Annikas fysik placerer hende helt i top for kvindelige udholdenhedsatleter.

Den indre pumpe
Udover en høj Hbmass er det vigtigt også at have en stor total blodvolumen (BV). Tænk på, at dit hjerte er en pumpe. Når ilten transporteres fra lungerne og ud i blodet, skal blodet pumpes ud til de arbejdende muskler, og det er hjertet, der er ansvarlig for at pumpe det vigtige iltfyldte blod ud til musklerne (samt organer).

Hjertets evne til at pumpe blod ud kaldes minutvolumen (på engelsk cardiac output) og bliver angivet i liter per minut (l/min). Størrelsen af den maksimale minutvolumen er et langt stykke hen ad vejen bestemt af BV. Som Carsten forklarer i videoen, er det helt afgørende for præstationen som udholdenhedsatlet.

I 2012 var jeg med til at lave et studie med Carsten i hans laboratorie i Zürich, der understreger netop den pointe. Resultaterne er illustreret på billedet nedenfor. Hver linje i figuren repræsenterer en forsøgsperson. Den stiplede linje repræsenterer gennemsnittet for alle forsøgspersonerne. Gruppen af forsøgspersoner blev sat til at træne i seks uger.

Før træningsforsøget startede, målte vi personernes BV (fig. A, Pre). Samtidig bestemte vi deres Qmax (fig. B, Pre) og satte dem til at lave en VO2max test (fig. C, Pre). Efter seks ugers træning målte de samme parameter igen – og kunne konstatere, at BV var steget (fig. A, Post), at Qmax var højere (fig. B, Post) og at også VO2max var øget (fig. C, Post).

Vi testede derefter hypotesen – at BV havde stor betydning for Qmax og dermed VO2max – ved at fjerne præcis den mængde blod, som hver forsøgsperson havde fået som følge af de seks ugers træning (fig. A, Phlebotomy) og testede dem igen. Resultatet blev, at Qmax returnerede til udgangspunktet og VO2max ligeså (fig. B & C, Phlebotomy).
Zurich-studie_2
30 liter i minuttet
Pointen er, at det kræver høj Hbmass, BV og Qmax, hvis du har intentioner om at blive udholdenhedsatlet på absolut eliteniveau. Det samme kan læses ud af tabel 1.

Tilbage til vores egen ”forsøgsperson” – Annika. Vi har allerede konstateret, at hun har en høj Hbmass. Men hvad med hendes BV? 5,7 l i alt. Ved at kaste endnu et blik på tabel 1. kan vi se at det er særdeles højt for en kvinde af Annikas statur.

Når Annika yder tæt på maksimal aerob kapacitet, pumper hendes hjerte omkring 30 l/min. I videoen kan man få en idé om, hvad det svarer til.

Nu arbejder Annika og hendes konkurrenter sjældent så hårdt hele vejen under konkurrence, men det er ikke svært at forestille sig, hvor meget hjertet skal arbejde i løbet af en konkurrence. Fascinerende!

Foto: Thomas Bonne
Foto: Thomas Bonne

VO2max – eller på gammeldansk: konditallet
VO2max måles i ml O2 brugt per minut (ml/min). Eftersom musklerne er det aktive væv, som bruger en stor del af den O2, der i blodet under arbejde, har kropsstørrelse og muskelmasse betydning for, hvor stor ens VO2max er. En 80 kg stor mandlig langrendsløber derfor mere O2 omkring VO2max end en 60 kg kvindelig cykelrytter. Derfor angiver/kigger man ofte på VO2max i relative mål (som de ovenfor målte parametre): ml/min/kg.

På dansk kalder vi dette kondital – og det relative mål giver os igen en mulighed for en vis sammenligning på tværs af individer. Husk på at en 80 kg mand også har flere kilo at flytte end en 60 kg kvinde (eller mand). Alligevel har mænd ofte et højere kondital sammenlignet med kvinder.

Atleter, der dyrker sport, hvor man bruger det meste af sin muskelmasse (f. eks langrend), har som regel også et højere kondital end atleter, der bruger mindre muskelmasse (f. eks svømmere, som mest bruger overkroppen).

Med en høj Hbmass, BV og Qmax kan vi allerede gisne om Annikas VO2max.

De første data vi har på Annikas VO2max er fra 2008. Dengang fik den ukendte pige, der kørte rundt til HMTBK-træning, folkene på Rigshospitalets Center for Muskelforskning til at hæve øjenbrynene. Hendes VO2max blev målt til på 4485 ml/min, hvilket på daværende tidspunkt var et kondital på 68,5 (ml/min/kg).

Annikas VO2max har i absolutte tal ikke ændret sig meget de sidste otte år. Tidligere i år målte vi hendes VO2max (over en 30 sekunder periode) til 4594 ml/min. På det tidspunkt var hendes vægt 63 kg, hvilket svarer til et kondital på 73 (ml/min/kg). Denne test var på et tidspunkt, hvor Annika ikke engang var i topform. Men uanset det faktum vil disse værdier altså ikke ændre sig meget.

Matcher langrendsløbere
Eftersom Annika startede sin karriere sent i forhold til mange af sine konkurrenter, og hendes absolutte VO2max stort set er uændret, er det oplagte spørgsmål: Hvor meget kan man træne sig til en høj VO2max? Eller er det i realiteten genetisk bestemt. Jeg kan igen kun anbefale at læse artiklen af Lundby og Robach, hvis man søger en nogenlunde letlæst diskussion om emnet.

Lad os her i stedet afrunde med en opsummering af testresultaterne fra vores mester:

Hbmass (g) Hbmass (g/kg) BV (ml) BV (ml/kg) Qmax
(l/min)
VO2max (l/min) VO2max (l/min/kg)
787 12.34 5775 90.51 30 4595 73

Hvis vi sammenligner disse værdier med værdierne i tabel 1., vil man lægge mærke til, at Annika har værdier, der sagtens kan matche langrendsløberne. Annika har tydeligvis en fysik, der kunne gøre hende succesfuld i enhver udholdenhedssport – såfremt hun lærer at mestre de tekniske og taktiske aspekter.

Det understreges af, at hun startede sin karriere som 24-årig og er blevet så succesfuld, som hun er i dag.

Hendes ’valg af forældre’ var åbenbart det rigtige, hvilket kan ses på hendes VO2max. Prøv i øvrigt at kaste et blik på hendes VO2max, som hun har fået den målt gennem årene:

2008 2011 – Feb 2011 – Mar 2011 – Dec 2012 2013 2014 2016
4485 ml/min 4380 ml/min 4560 m/min 4250 ml/min 4490 ml/min 4380 ml/min 4512 ml/min 4595 ml/min

Læg her mærke til, at Annikas VO2max ikke har ændret sig markant. Ikke desto mindre har det taget otte sæsoners arbejde at nå til det præstationsniveau, hun har i dag. Det er der en række mulige forklaringer på. Én kunne være en forbedret arbejdsøkonomi, hvilken er en ofte overset parameter.

Den opmærksomme læser er måske interesseret i at få at vide, hvor mange watt Annika kan træde som følge af de ovennævnte test. I endnu en artikel kommer der mere information om netop Annikas træning, hendes power/watt – og hvordan vi bruger det hele til at planlægge og udføre træningen. I denne kommende artikel (del 2) vil vi også se på, hvad der gør Annika til en så alsidig rytter, der er i stand til at præstere på både XCO og XCM distancer.

Med skal det – afslutningsvis – at Annika i virkeligheden ikke er meget for at blive testet, da det for hende er endnu en ”konkurrence”, hvilket kan være stressende. For os andre, ja der må vi sige, at resultaterne af de test både er brugbare og yderst interessante.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Thomas Bonne Skrevet af:

Tidligere landsholdsrytter i MTB og cyklecross, med mange DM-medaljer i samlingen. Til daglig direktør og coach ved AimHigh og med en Ph.d. i ilttransportkapacitet i bagagen.

Kommentarer er lukket.