Mountainbike, vidvinkel og magisk panik

Som actionsportsfotograf kommer man helt tæt påsporten, atleterne og naturen. Hvad der udfordrer og fascinerer Martin Paldan, Danmarks mest garvede udi genren, har vi talt med ham om. Baggrunden var konfrontationen med Færøernes vilde natur. Den overrumplede ham fuldstændig, da han fulgte et par mountainbikere rundt på de nordatlantiske øer.

Der bor under 50.000 mennesker fordelt på Færøernes 18 nordatlantiske øer og knap 1.400 rå kvadratkilometer. Uden for de vulkanske øer, der formelt set er en del af det danske kongerige – og primært ernærer sig ved fiskeri samt en smule turisme og uldproduktion – bor der yderligere godt 30.000 færinger. Heraf opholder fem sjettedele sig i Danmark.

En af dem hedder Helgi og er en ivrig mountainbiker. Han har flere gange, uden nævneværdig konkurrence erkender han, været færøsk mester i terræncykeldisciplinen, som han primært dyrker i de danske skove. 36-årige Helgi taler passioneret om sin sport – og om sin mission. Han vil etablere officielle mountainbikespor i hjemlandets dramatiske og naturskønne arealer.

Der er garanti for gevinst på både oplevelses- og konditionskontoen ved at indtage Færøerne på knopdæk, forstår man hurtigt på Helgi fra Thorshavn. I et større billede kan mountainbikespor tiltrække eventyrlystne cykelryttere til Færøerne og dermed øge turismen.

Alt det – Helgi, mountainbikespor og turisme – skal det ikke handle om her. Og så alligevel.

For netop de tre elementer er årsagen til, at Martin Paldan, Danmarks mest respekterede og garvede actionsportsfotograf, i to omgange i 2016 drager til Færøerne. Ikke på den tohjulede, men med sit yndlingsredskab – sit kamera.

Begge gange er det for at ’skyde’ Helgi, når han prøvekører ruter. Drevet af sin mission sonderer og fremviser han det terræn, han er opvokset i og formet af. Som atlet er han sponsoreret af den danske udstyrsproducent GripGrab, der den seneste håndfuld år har haft Martin Paldan ansat i sin stab.

Sådan bliver Martin involveret i Helgis projekt.

”Efter en lang og grå dag er det ved at klare op, og Helgi har et sted, vi kan køre hen. Vi parkerer, Helgi kører i forvejen, og jeg har igen en halvlang travetur, heldigvis ikke en hel time denne gang. Som så mange andre steder deroppe, går vejen ind i landet, og der er først bare en fjeldside, som egentlig ikke ser så spektakulær ud. Helgi bliver synlig i horisonten og står bare og vinker. Så ved vi godt, at det er nu. At lyset er fedt. Så jeg løber derud. Og der er så denne her solnedgang – med det der lys, man bare får forærende. Flere kilometer borte, men som har betydning for dit billede her. Det er det, som sker derude, som gør det fedt her. Den slags havde man slet ikke kunnet se i Danmark. Man vil med garanti opleve det deroppe, hvis man bare har nogle dage.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Efter en lang og grå dag er det ved at klare op, og Helgi har et sted, vi kan køre hen. Vi parkerer, Helgi kører i forvejen, og jeg har en travetur på næsten en time. Igen går vejen ind i landet, og der er først bare en fjeldside, som egentlig ikke ser så spektakulær ud. Helgi bliver synlig i horisonten og står og vinker. Så ved Lisette og jeg godt, at det er nu! At lyset er fedt. Så jeg løber derud. Og der er så den her solnedgang – med det der lys, man bare får forærende.”
”Det her har en fed energi, fordi han nærmest vælter, drøner ind i landskabet. Er tilbagelænet og klar. Han indtager det ukendte og oplever måske det vildeste flow, fordi det oven i købet skal til at gå nedad. Det hele går i ét, man glemmer, at det er et billede. Rytteren er ikke i fokus, og motivet er ikke alt for klassisk og poserende.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Det her har en særlig fed energi, fordi Helgi nærmest vælter, drøner ind i landskabet. Er tilbagelænet og klar. Han indtager det ukendte og oplever måske det vildeste flow, fordi det oven i købet går nedad. Det hele går i ét – man glemmer, at det er et billede. Rytteren er ikke i fokus, og motivet er ikke alt for klassisk og poserende. Lyset er flere kilometer borte, men det betyder alt. Det er det, som sker derude, som gør det fedt her.”

Elektricitet og magi
Begge ture til Nordatlanten omtaler actionsportsfotografen som ”elektriske”. I sin professions medfør har han tidligere knipset løs i junglen, ørkenen, Asien og USA. For blot at nævne nogle af lokaliteterne.

Udover ordet elektrisk, bruger Martin udtrykket ”magisk panik” om den tilstand, som gentagne gange sætter ind på Færøerne. Det er, når omgivelserne og ikke mindst lyset – lyset, som går igen og igen i hans fortælling – skaber scenarier, der overrumpler den erfarne fotograf. Griber ham.

Når indtrykkene kalder så meget, at tiden ikke er der til lange refleksioner over komposition, stil og udtryk. Fotografens instinkt, forarbejde og erfaring må tage over.

Forud for turen stod det ellers klart, at fire parametre ville være gældende for forholdet mellem ryttere og fotograf.

  1. Formidling af Helgis mission; mountainbikeruter på Færøerne og – dybest set – markedsføring af øerne som som et rejsemål for de eventyrlystne
  2. Billeder af GripGrabs produkter, i nye og anderledes omgivelser; oplagte til brug i fremtidig markedsføringsøjemed
  3. Fortællingen om den helt almene, emotionelle og barnlige glæde ved at køre på mountainbike
  4. Samt udvidelsen – at indfange udforskning af nye miljøer på mountainbiken; mennesket i naturen

Alt i alt forståelige parametre – en tilpas snæver ramme for kreativitet, som samtidig giver rejsen et klart og rationelt formål for den professionelle fotograf. Nok glæder han sig – men med måde.

”Det er Lisette, som kører på det sidste af de to billeder. Der ligger en sø, og her er havet. Søen ligger højere end havet. Fra hvor vi kunne parkere, skulle vi gå hele vejen for at komme ud på spidsen, og det tager en times tid. Der kom vi, hvor solen var ved at gå ned. Så jeg gå i halv solnedgang og tusmørke – for at komme ud, hvor jeg vil fotografere, i temmelig meget mørke. Derfor er billederne også rimeligt grovkornede. Det er jo verdens vildeste sted, og så står jeg der fandeme i halvmørke. Hvor jeg nærmest råber og digerer rundt med dem for at få nogle billeder. Og det bliver bare mørkere og mørkere. Og vi har ikke mulighed for at komme tilbage dertil, fordi tiden ikke var til det. Der var så meget andet vi skulle se.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Der ligger en sø, som ligger højere end havet. Fra hvor vi kunne parkere, skulle vi gå hele vejen for at komme ud på spidsen, og det tager en times tid. Der kom vi, hvor solen var ved at gå ned. Så jeg går i halv solnedgang og tusmørke – for at komme ud, hvor jeg vil fotografere, i temmelig meget mørke. Derfor er billederne i den her serie også rimeligt grovkornede.”
”Det er Lisette, som kører på det sidste af de to billeder. Der ligger en sø, og her er havet. Søen ligger højere end havet. Fra hvor vi kunne parkere, skulle vi gå hele vejen for at komme ud på spidsen, og det tager en times tid. Der kom vi, hvor solen var ved at gå ned. Så jeg gå i halv solnedgang og tusmørke – for at komme ud, hvor jeg vil fotografere, i temmelig meget mørke. Derfor er billederne også rimeligt grovkornede. Det er jo verdens vildeste sted, og så står jeg der fandeme i halvmørke. Hvor jeg nærmest råber og digerer rundt med dem for at få nogle billeder. Og det bliver bare mørkere og mørkere. Og vi har ikke mulighed for at komme tilbage dertil, fordi tiden ikke var til det. Der var så meget andet vi skulle se.”
”Det er Lisette, som kører på det sidste af de to billeder. Det er jo verdens vildeste sted, og så står jeg der fandeme i halvmørke. Jeg råber og digerer rundt med dem for at få nogle billeder. Og det bliver bare mørkere og mørkere. Og vi har ikke mulighed for at komme tilbage dertil, fordi tiden ikke var til det. Der var så meget andet vi skulle se.”

Imod alle odds
På flere måde er det imod alle odds, at turen til Færøerne gør så voldsomt et indtryk på den erfarne fotograf. Det fortæller 44-årige Martin, som sidder i kantinen i GripGrabs facilitet i Skovlunde, i et industrikvarter nordvest for København.

Lokalet er tomt, men fra tid til anden kommer kolleger ind for at tage et stykke frugt eller hente noget vand.

På en af væggene hænger et stort udprint af et billede, Martin har taget i Spanien. Tre professionelle landevejsryttere er på træningslejr og på vej op ad en stigning. Et par ældre mænd er i fokus på billedet – de sidder på en bænk, afslappede, og følger opmærksomt rytterne. Rytterne kører for Lotto-Belisol, de er iført GripGrab-cykelhandsker.

Det er efterår i Danmark, og at det pisøsregner udenfor, kan man se gennem glaspartiet ud til den eftermiddagsmørknende oktobertirsdag. Martins stemme er energisk. Den gengiver den elektricitet, han omtaler. Men også den hektiske og intense atmosfære, den magiske panik.

Han genoplever de to ture til Færøerne, hvor han skulle fotografere først Helgi og kæresten Lisette, det var i januar, og senest i september kun Helgi. På mountainbike i det færøske terræn. Papirprint af udvalgte billeder fra begge ture ligger foran Martin, et udgangspunkt for samtalen.

En sucker for sol – og månelandskaber
”Faktisk er jeg en sucker for sol og ville dengang meget hellere trave rundt i en ørken end tage til et sted som Færøerne,” siger han og mindes, at han ikke tog det nævneværdigt til sig, da Helgi første gang bragte emnet på bane.

”Du skal med derop og tage billeder,” havde Helgi sagt – ”det er megafedt.” Men Martin havde vist bare sagt noget i retning af; ”ja ja”, og så ikke tænkt så meget mere over det

Færøerne var på ingen måde en drømmedestination for den autodidakte og allerede som ung natur- og klatreinteresserede fotograf. Han forestillede sig engang en karriere som kunstfotograf, var så begyndt at fotografere klatring, inden adventuresport også fik ham sporet ind på BMX, mountainbiking og cyklecross.

En overgang var han freelancer, før han teamede op med GripGrab.

“Færøerne har aldrig rigtig interesseret mig,” fastslår han, bestemt i stemmen. “Grønland og Island derimod. Grønland, det er indlandsis og slædehunde. Island, det er kilder og vulkaner – og månelandskaber.”

”Færøerne, det har til gengæld for mig altid stået som noget blødt, bakket og gråt. Og noget med fugleæg på nogle klipper, man skulle ud og hente. Men det er altid vådt, så det er ikke engang fedt at klatre deroppe.”

”Jeg havde slet ikke noget romantisk billede af Færøerne, troede jeg gik ind til det der grå og kedelige landskab,” siger han om det, der skulle blive den første tur til Færøerne. Helgi havde fået hul igennem til organisationen Visit Faroe Islands, som kunne lide idéen; missionen og perspektivet. Nu skulle han og kæresten Lisette derop.

”Jeg kan godt lide det her, selvom der ikke er en rytter på det. Det er bare en vej, mere skal der ikke til. Vejen er selvfølgelig perfekt snoet, tegnet så fint og forsvinder ind i horisonten. Og igen: lyset er der, det er ikke skabt i photoshop. Jeg kan også godt lide, at billedet er åbent – her er der en vej, hvad vil du gøre med den? Kunne du se dig selv i det landskab?” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Jeg kan godt lide det her, selvom der ikke er en rytter på det. Det er bare en vej, mere skal der ikke til. Vejen er selvfølgelig perfekt snoet, tegnet så fint og forsvinder ind i horisonten. Og igen: lyset er der, det er ikke skabt i photoshop. Jeg kan også godt lide, at billedet er åbent – her er der en vej, hvad vil du gøre med den? Kunne du se dig selv i det landskab?”

”Her var vi ude og udforske terrænet, hvor Helgi og Lisette cykler, og jeg halser efter dem. Der var ikke antydning af en sti, hvor vi bevægede os, så de prøvede sig frem. Det var ret fedt og eventyrligt. Der var en opdagelseslyst, og flere steder var det så knoldet, eller de skulle passerede nogle vandløb, at de måtte klikke ud. Så vendte de om og prøvede igen for at gøre det bedre anden gang, uden at måtte klikke ud. En slags sportslig stolthed, vil jeg tro. Her var der en forhindring, den skal jeg have styr på. Jeg kunne godt lide at se, hvordan terrænet appellerede til dem på den måde. Hvordan de fandt de forhindringer, legede med landskabet. Jeg havde svært ved at følge dem, men der [på billedet] råber jeg til Helgi, at han lige skal køre over det vandløb igen. Det illustrerer også e muligheder der er deroppe – man skal ikke derop for at køre intervaller, men fordi man har hang til at opleve naturen, så er der uanede muligheder. Og det her sted var bare en gave.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Vi var ude og udforske terrænet. Helgi og Lisette cyklede, og jeg halsede efter dem. Der var ikke antydning af en sti, hvor vi bevægede os, så de prøvede sig frem. Det var fedt og eventyrligt, opdagelseslyst. Når en knold eller et vandløb tvang dem til klikke ud, vendte de om og prøvede igen for at gøre det bedre anden gang. Sportslig stolthed. Terrænet appellerede til dem, og jeg nød at se dem finde forhindringer, lege med landskabet. Her har jeg råbt til Helgi, at han skal køre over vandløbet igen. Man skal derop, fordi man har hang til at opleve naturen, ikke for at køre intervaller. Der er uanede muligheder. Det her sted var en gave.”
Åbenbaringen
Det var januar måned, koldt og mange steder snedækket. Præmissen var kun nogenlunde klar – ‘Helgi havde gang i nogle ting’. Det vil sige, i princippet var der jo flere interesser i spil: Helgis, de lokale, færøske samt GripGrabs egne.

Martin, nysgerrig og idealistisk actionsportsfotograf med hang til ørkener, skulle med. Det hele gik pludselig stærkt.

”Så er det, at det her landskab åbenbarer sig. Det var helt afsindigt – og med det her lys. Jeg havde aldrig nogensinde oplevet at have de der dybder. Hvor det, jeg står og tager billeder af, det er i virkeligheden det lys, der kommer fra ti-tyve kilometer væk. Ude i vandet, på grund af nogle øer.”

”Jeg er jo vant til, at det, jeg fotograferer, foregår lige foran mig. I Danmark bremses mit blik typisk af en mur af træer som baggrund, der er ikke meget dybde. Her var der lag af lys. Ting, der foregik mange kilometer væk, ude ved nogle øer i baggrunden, og som gav en kolossal effekt. Det var fandeme fedt – og meget, meget mere dramatisk, end jeg havde forestillet mig. Det var jo helt vildt.”

”Leder man efter færøske landskabsbilleder på fx instagram, vil man se, at mine billeder overhovedet ikke er unikke. Det, der gør mine billeder unikke, det er, at der er mountainbikere på dem.”

”Det her billede – med Lisette – kan jeg rigtig godt lide. Kompositionen og de der skyer, som ’hjerner’ ind. Meget dramatisk med rene diagonaler. Det var et sted, hvor kun få af billederne blev gode, det fungerede ikke rigtig. Men det der, det blev godt, opdagede jeg først senere. PÅ billedet ser jeg en person, et menneske, som nærmest ophæver tyngdekraften – skyerne er jo røvdramatiske. Det er som mørket, der kommer, det kunne godt være lidt vikingeagtigt, meget nordisk. Og så forsøger det ikke at sælge noget skønt, med solnedgang og andre lækkerier. Det er bare råt.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Det her billede – med Lisette – kan jeg rigtig godt lide. Kompositionen og de der skyer, som ’hjerner’ ind. Meget dramatisk med rene diagonaler. Det var et sted, hvor kun få af billederne blev gode, det fungerede ikke rigtig. Men dét der, det blev godt, opdagede jeg først senere. På billedet ser jeg en person, et menneske, som nærmest ophæver tyngdekraften – skyerne er jo røvdramatiske. Det er som mørket, der kommer, det kunne godt være lidt vikingeagtigt, meget nordisk. Og så forsøger det ikke at sælge noget skønt, med solnedgang og andre lækkerier. Det er bare råt.”
”Her kommer den gamle kunstfotograf jo nok op i mig. For man tænker: ’Hvad fanden forestiller det? Hvordan skal det billede vende?’ Man kan se, det er vand, og det der er en fugl, men vand og fugl …? Faktisk er det et ultra tæt billede af et vandfald, hvor vinden tager fat i vandet, river i det, løfter det. Og der fløj nogle fugle rundt, så jeg tog mindst 50 billeder, fordi jeg så godt kunne lide mørket, fuglen og vandet. Og det at man ikke rigtig kan regne ud, hvordan det skal vende. Jeg er med på, at det jo ikke er et cykelbillede, og måske hører det slet ikke hjemme her. Men for mig er det i høj grad Færøerne.” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Her kommer den gamle kunstfotograf jo nok op i mig. For man tænker: ’Hvad fanden forestiller det? Hvordan skal det billede vende?’ Man kan se, det er vand, og det der er en fugl, men vand og fugl …? Faktisk er det et ultra tæt billede af et vandfald, hvor vinden tager fat i vandet, river i det, løfter det. Og der fløj nogle fugle rundt, så jeg tog mindst 50 billeder, fordi jeg så godt kunne lide mørket, fuglen og vandet. Og det at man ikke rigtig kan regne ud, hvordan det skal vende. Jeg er med på, at det jo ikke er et cykelbillede, og måske hører det slet ikke hjemme her. Men for mig er det i høj grad Færøerne.”

Billeder er oplevelser
Martin snakker om, at han med sine billeder – helt generelt – ønsker at give andre oplevelser. Formidle noget af virkeligheden, på en måde, hvor billedet bliver et vindue til situationen, som han siger.

Der, hvor man lever sig ind i situationen og holder op med at fundere over, hvor fotografen stod, da han tog billedet.

”Det gode billede er det, hvor man tænker, at ’der gad jeg godt selv være – der gad jeg for eksempel godt selv køre’. Eller det modsatte – ’der skal jeg skal fandeme ikke hen, der er alt for stejlt’.”

Turene til Færøerne, hvor Helgis mountainbikeruter tvang Martin ud i ukendt terræn, sætter alt det i spil, bringer det helt ud på kanten. Selvom han er en fotograf, der har prøvet lidt af hvert.

Helt tæt på
Dengang han bevægede sig ind i actionsportsfotografiets verden var der ikke meget inspiration at hente i Danmark. Det var først i det nye årtusinde, og normen i den tidssportsfotografering var de kolossale teleoptiker, som bringer objektet på distancen nærmere.

Inspirationen blev i stedet hentet i USA. Og Martin Paldan var en af de første – hvis ikke den første – til at anvende vidvinkeloptik og fra tid til anden også store flashstativer. Udendørs!

Begge dele for at etablere og fremhæve nærvær og dramatik, snarere gengivelse af virkeligheden. Man skulle helt tæt på, fornemme eller ligefrem mærke ’det’.

Her er det, at Martin bliver optaget af at fastholde det med ’lyset’. Sammenlignet med hjemme i Danmark, hvor omgivelserne ikke forærer fotografen meget – ”vi joker med, at hvis vi bare havde de der forpulede bjerge” – er Færøerne måske nærig med momenterne, men når de er der, indtræffer elektriciteten.

Og den magiske panik – nu eller aldrig.

”Igen er vi heldige med lyset, som bare er der. Der sker noget solnedgang, og så er det, at vi skal have Helgi til at køre. Igen – den følelse, som jeg kendte fra den første tur – der opstår den her ’magiske panik’. Der skal rykkes – det er fedt, og ’se lige det der’, ’gør sådan der’. Og lyset forsvinder eller ændrer sig hele tiden, og man er helt i ekstase. Det står på den måde i modsætning til der, hvor man kan være mere nøgtern, tage bestik af situationen og lave en hurtig analyse; hvad er et fedt sted, hvor kunne man lave et godt billede, Helgi, hvad forestiller du dig, at man kunne køre?” (Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew)
”Igen er vi heldige med lyset, som bare er der. Der sker noget solnedgang, og så er det, at vi skal have Helgi til at køre. Igen – den følelse, som jeg kendte fra den første tur – der opstår den her ’magiske panik’. Der skal rykkes – det er fedt, og ’se lige det der’, ’gør sådan der’. Og lyset forsvinder eller ændrer sig hele tiden, og man er helt i ekstase. Det står på den måde i modsætning til der, hvor man kan være mere nøgtern, tage bestik af situationen og lave en hurtig analyse; hvad er et fedt sted, hvor kunne man lave et godt billede, Helgi, hvad forestiller du dig, at man kunne køre?”
”På den anden tur kom vi også ud nogle helt nye steder, og fx det her er et eksempel på, at Færøerne bare har så meget at byde på. Igen – stejle klipper, men nu et græsareal og med tågen, som kommer krybende ind udefra. Det er så stejlt, at Helgi visse steder er nødt til at bære cyklen. Man tænker, ’giver det mening i et MTB-perspektiv?’. Og det gør det, for så kan man køre ned – og man skal jo derop.”
”På den anden tur kom vi også ud nogle helt nye steder, og fx det her er et eksempel på, at Færøerne bare har så meget at byde på. Igen – stejle klipper, men nu et græsareal og med tågen, som kommer krybende ind udefra. Det er så stejlt, at Helgi visse steder er nødt til at bære cyklen. Man tænker, ’giver det mening i et MTB-perspektiv?’. Og det gør det, for så kan man køre ned – og man skal jo derop.”
”Det her – et helt vanvittigt sted med de her sten, men faktisk også svært at tage billeder af. Klipperne var næsten symmetriske, igen sådan et Ringenes Herre-landskab. Vi prøvede at få Helgi til at køre på det, men det var svært at få til at spille. Vi stormede op på klipperne, fordi vi følte os tiltrukket af dem, det ser jo magisk ud. Men det var ikke den vej, vi skulle, mente Helgi. Det var ikke rigtig cykelterræn, han havde udforsket området. Og i sidste ende fik vi heller ikke rigtig det der billeder, hvor man siger ’fedt’. Vi fik noget, hvor man kan se landskabet og alt det der, og måske var det, der netop manglede, lyset. Det er jo det helt særlige på Færøerne. Det her er bare ordinært smukt – men giver på ny oplevelsen af, at man måske kører ude på landevejen, helt uvidende om, at lige inde bagved ligger der noget eventyrligt smukt. Og derfor skal man bevæge sig ind i terrænet på mountainbiken. Vandfaldene finder man, men jeg vil tro, at der ikke er én eneste turist deroppe, som ved, at det her findes.”
”Det her – et helt vanvittigt sted med de her sten, men faktisk også svært at tage billeder af. Klipperne var næsten symmetriske, igen sådan et Ringenes Herre-landskab. Vi prøvede at få Helgi til at køre på det, men det var svært at få til at spille. Og i sidste ende fik vi heller ikke rigtig det der billeder, hvor man siger ’fedt’. Vi fik noget, hvor man kan se landskabet og alt det der, og måske var det, der netop manglede, lyset. Det er jo det helt særlige på Færøerne. Det her er bare ordinært smukt – men giver på ny oplevelsen af, at man måske kører ude på landevejen, helt uvidende om, at lige inde bagved ligger der noget eventyrligt. Og derfor skal man bevæge sig ind i terrænet på mountainbiken. Vandfaldene finder man, men jeg vil tro, at der ikke er én eneste turist deroppe, som ved, at det her findes.”

‘Fuck, har jeg stået der’
Udfordringen i at fotografere moutainbiking på Færøerne viste sig at være todelt – både at være klar, så snart og i det korte tidsrum lyset pludselig brød igennem de evindelige grå skyer eller endog tågen. Og at stole på billedernes kraft.

Den viste sig typisk først, når han efterfølgende så på billederne på computeren. I momentet føltes det aldrig som om, den oplevelse, han ville formidle, blev indfanget. Det blev ikke dramatisk nok.

Man kunne jo end ikke vise, at der så godt som ingen stier er, hverken til mountainbikerne eller løbe- og vandrefolket. Færingerne dyrker det ikke, Som om de lader det være op til andre at indtage deres vilde natur.

På den anden tur havde Martin selskab af sin fotografkollega i GripGrab Media Crew, Mikkel Beisner. Han gennemgik det akkurat samme, som Martin allerede havde været igennem.

“Han syntes ikke, han kunne indfange stemningen, naturen. Til det sagde jeg, nu hvor jeg havde prøvet det én gang: ‘ja, det synes du måske nu, men bare vent til du kommer hjem. Om en måned, når du kigger på de her billeder, så tænker du, ’fuck’, har jeg stået der’.”

”Når man er i det, tager man det hele for givet. Det er stejlt, vildt, ’jeg skal have det billede nu’, man bliver grebet og inspireret. Men man kunne have følelsen af, at det alligevel ikke blev så dramatisk på billederne, som man ønskede.”

Det handlede om at fortælle sig selv, at man gjorde sit bedste, understreger Martin.

Lyset!
For at kunne det – gøre sit bedste og fastfryse essensen af det Færøerne, man opdager ved at cykle ind i naturen, på på naturens præmisser – måtte lyset gøres til en partner, en følgesvend. En besværlig, men også en givende en af slagsen.

At vejret er en faktor på Færøerne, hvad enten man vil fotografere eller cykle, det fik Martin at mærke. En udfordring, ja det erkender han gerne – men det er i høj grad også det, som gør naturoplevelserne på Færøerne enestående.

“Her går man fra, at ‘hov, der jo solskin og blå himmel’, og til totalt ‘white out’, tåge, man kan intet se. Vi prøvede at tage billeder af det, men det giver ingen mening. Og fordi det ligger derude i Atlanten, så ændrer det sig konstant.”

“Lyset i ørkenen var fantastisk – men det ændrede ikke landskabet på samme måde. Ørkenen var ørkenen, med brændende sol og vidder, jeg aldrig har set før. Men man kunne se det igen dagen efter.”

“Færøerne er vel nok det sted, jeg har været for at fotografere, hvor lyset er mest omskifteligt og på den måde mest magisk.”

– – – – –

Alle billeder i artiklen er taget af Martin Paldan | GripGrab Media Crew. ‘Forsidebilledet’, af Martin i aktion på Færøerne, er leveret af Mikkel Beisner | GripGrab Media Crew.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.