Midt i en VM tid – XCM epilog, XCO prolog

Verdens vigtigste sportsbegivenhed hedder OL, og årets megaevent har skubbet rundt på tingene også i MTB-sporten. Inden for syv dage afvikles årets verdensmesterskaber på både marathondistancen (XCM) og i det olympiske format (XCO). XCCX.dk tager her bestik af begge dele – og ser på danske muligheder.

Særligt for 2016 MTB-sæsonen køres XCM VM ugen før VM på den olympiske distance (XCO), hvilket sjældent er tilfældet. XCO VM, der normalvis ligger sidst på kalenderen, er flyttet til midt på året på grund af OL. Ved sidste OL i London valgte UCI at henlægge XCM VM til oktober.

I år køres der altså om to VM-titler indenfor syv dage. Med ganske få undtagelser har hver sin respektive disciplin sine specialister og dedikerede professionelle hold. Navnlig i herreklassen er denne deling af rytterne udtalt, måske med den olympiske mester Jaroslav Kulhavy som undtagelse.

Lidt anderledes ser det ud i dameklassen, hvor danske Annika Langvad – team-kammerat hos Specialized med Kulhavy – er den vel nok bedste repræsentant for en rytter, der satser på og evner begge formater.

XCM VM – epilog
De fleste tilskuere havde nok forventet en tvekamp i franske Laissac, mellem XCO-verdensranglistens nr. 2, Jolanda Neff, og danske Annika Langvad, som pr. 21. juni er ny kvinde i front af verdensranglisten(!). Annika Langvad har dertil demonstreret sin fysiske styrke på længere distancer med tre XCM-verdensmesterskaber, tre Cape Epic sejre og Leadville 100 rekorden.

Den duel udeblev, da Annika Langvad langt fra havde et gnidningsfrit løb. Et forkert sving og en punktering satte hende 1m 30sek tilbage ved første feed zone. Et deficit, hun så godt som havde udlignet, da baghjulet gik i stykker og kostede hende omkring 15 minutter at få repareret. Der var dog ikke megen tvivl, om at den danske World Cup-førerkvinde og Jolanda Neff var de stærkeste ryttere, og de dedikerede XCM-specialister var reduceret til statister i kampen om titlen. Den tog Neff sig i sidste ende sikkert af.

Jaroslav Kulhavy så længe ud til at sætte alle til vægs i herrernes løb. Men den olympiske mester havde også en uheldig dag og valgte at slutte løbet, da han blev ramt af punktering nummer to. I stedet gik mesterskabet til portugisiske Tiago Fereira, der også er regerende europamester, med den forsvarende verdensmester Alban Lakata på andenpladsen sølle 15 sekunder efter.

XCO VM – prolog: Favoritterne
Med XCM VM overstået vender MTB-verdenen nu øjnene mod tjekkiske Nove Mesto na Morave og weekendens XCO VM. Vi starter hos herrene.

Tre absolutte favoritter var til start ved XCM VM – og var åbenlyst stærke under den franske sol. Jaroslav Kulhavy var en af dem, men uheld holdt ham altså fra at vinde endnu en marathontitel. Tjekken havde et fænomenalt 2011, hvor han totalt dominerede XCO World Cup’en med fem sejre (ud af syv mulige) og sluttede sæsonen med at vinde VM. De fleste MTB-entusiaster husker nok også hans spurtopgør med Nino Schurter til OL i London året efter.

Siden har han været svingende i sine præstationer – men når han ikke er ramt af skader mv., kører han stærkt og har bevaret vinderinstinktet.

Ét af Kulhavys store mål blev opfyldt sidste år, da han vandt første afdeling af World Cup’en, på hjemmebane – i netop Nove Mesto. Viljen efter en hjemmebanesejr gav Mesto Kulhavy de sidste kræfter, der skulle til for at distancere Schurter. Ifølge jungletrommerne er årets VM på selvsamme rute et potentielt større mål for Kulhavy end OL i Rio til august. Kulhavy er da også klar – det efterlod han ingen tvivl om i søndags til XCM VM.

Den fåmælte tjekke er ganske synligt lettere end måske nogensinde før, og han ser ud til at have fundet formen. En fjerdeplads i årets anden afdeling af World Cup’en i tyske Albstadt vidnede om en tilbagevendende form efter en brækket arm i foråret.

Til XCM VM punkterede tjekken tidligt i løbet, men havde ingen problemer med at lukke hullet til frontgruppen og på ny sætte tempoet. Da punktering nummer to indtraf, valgte han dog at spare kræfterne mod søndagens XCO VM. Med den opvisning har han bestemt kørt sig ind blandt favoritterne til XCO-titlen.

I rollen som de største favoritter finder vi dog stadig – traditionen tro – Nino Schurter og Julien Absalon. Indtil videre fører Nino Schurter deres indbyrdes fordeling af World Cup sejre i år med to mod Absalons enkelte sejr. Realistisk set vil kampen komme til at stå mellem de to og Kulhavy.

Den kraftfulde schweizer har allerede fire VM-titler, og det kan tænkes, at han har indstillet sigtekornet på OL. Den titel han endnu mangler på sit CV. Julien Absalon derimod mangler intet på sit CV. Hvor hans motivation for at tilføje en sjette VM-titel ligger i forhold til en tredje OL-titel er svær at spå om.

Herfra vil Kulhavy stå som eneste aktuelle modstander til Schurter og Absalon – og i virkeligheden nok med ”the winning edge”, der er hans hjemmepublikum.

The best of the rest
Kaster vi et blik på outsidere til en medalje, bliver Frankrig og Schweiz svære at overse. Franskmændene har halet godt ind på alpelandets magtfulde terrænryttere i antal af skamlekandidater, og Maxime Marotte, Jordan Sarrou og Viktor Koretzky er alle i stand til at køre på podiet. For sidstnævnte vel og mærke hvis han vælger at stille til start i eliteklassen fremfor U23, hvor han rettelig hører til og bl.a. er nykåret europamester.

Blandt schweizerne er Florian Vogel og Mathias Flückiger bedste bud på outsidere til podiet. Vogel blev forbigået ved udtagelsen til OL (til fordel for Lars Forster), og den mangeårige løjtnant til Nino Schurter på Scott-Odlo kan meget vel have fundet motivation til at køre den form frem, han viste sidste år ved skiftet til Focus. Endelig ville det ikke overraske, hvis unge Lars Forster, vinder af to U23 World Cup-løb i 2015, er så opsat på at vise sig værdig til sin nylige OL-udtagelse, at han ender på skamlen.

Førstedamerne
Hos damerne toner et par vante favoritter frem som sikre bud på titlen. Jolanda Neff og Annika Langvad viste som nævnt begge gode takter i sidste uge i franske Laissac, og vi må formode, at Catharine Pendrel også har gjort sit hjemmearbejde i sommerpausen. De vil uden tvivl alle tre være markeret af resten af feltet som store favoritter.

Svenske Jenny Rissveds overraskede alle i tyske Albstadt med et imponerende comeback efter et særdeles voldsomt styrt i starten af løbet. Selvsamme styrt satte efter sigende den unge svensker ud af spillet i den følgende World Cup-afdeling i franske La Bresse. Tiden bør dog have været på Rissveds side, og hun kan blive en farlig konkurrent på lørdag.

Veteranerne Gunn-Rita Dahle Flesjaa og Sabine Spitz er evigt fremme i top ti, men i år har de manglet den sidste skarphed, der normalvis gør dem til reelle vinderkandidater. Det gælder i særdeleshed for den norske legende, som har været et stykke under vanligt niveau.

Også Pauline Ferrand-Prevot har i dén grad kæmpet med at finde niveauet i år. En skade i januar samt et besværligt sygdomsforløb i foråret har gjort den ellers altid farlige franskmand til en overkommelig størrelse. I lørdags viste Ferrand-Prevot dog form-fremgang ved de franske mesterskaber på landevej. Angrebslysten og let på cyklen så hun ud, men blev klogelig dækket af samtlige ryttere i den udskilte favoritgruppe på 6-8 ryttere de sidste 10 km mod mål.

To ryttere slap afsted, og Ferrand-Prevot spurtede sig til den utaknemmelige 4. plads. Et resultat, hun dog var glad for og kommenterede på sin Instagram-profil med ordene: ”Hard day on the bike. So good to be able to compete again!”.

Den forsvarende verdensmester ved om nogen, hvad det kræver at vinde et løb på dette niveau. Med sidste års sejr i Andorra skrev hun sig ind i historien som den eneste rytter nogensinde til at være regerende verdensmester i cyklecross, landevej og moutainbike. Og endda på én gang! Cyklecross og landevejstitlen har hun måttet afgive, men har formen indfundet sig, er hun at tælle blandt favoritterne.

U23 og junior – de danske talenter
Med danske øjne er ungdomsklasserne mindst lige så spændende. Unge Caroline Bohé overraskede alt og alle med en bronzemedalje til EM. Ruten til VM skulle også passe Caroline Bohé ganske godt, og hun må siges at være Danmarks eneste medalje-potentiale i juniorklassen. Konkurrencen i store internationale stævner kræver uden tvivl tilvænning, og Caroline Bohé har endnu et år i juniorklassen og kan derfor stille start med en vis ro og fokus på at indsamle erfaring.

Malene Degn er ikke på samme niveau som sidste år, men også hun har tid tilbage i U23-klassen. Til VM i Andorra blev det til en fornem fjerdeplads for gymnasieeleven, som i dette forår har været ’generet’ af en del eksaminer. Med sommerferiens indtog, og dermed formodentlig et større fokus på træning, er en placering i top ti et realistisk bud for Malene Degn.

U23-herrerne fylder mest i den danske delegation. Hele fem deltagere og måske ovenikøbet en medalje på en god dag. Simon Andreassen og Sebastian Fini Carstensen er spydspidserne. Begge har de kørt i top fem i årets World Cup-løb. Konkurrencen er stærk, og de skal være særdeles skarpe for at træde op på skamlen. Om franske Viktor Koretzky vælger at gå efter U23-guld frem for elite-ære, kan også få betydning for, hvor langt frem Simon Andreassen og Sebastian Fini Carstensen kommer.

I hælene på de to finder vi Jonas Lindberg og Niels Rasmussen. Herfra tør vi godt håbe på en top tyve for de to, men også de skal køre op til deres bedste for at realisere dette. Navnlig Jonas Lindberg har trods gymnasieeksaminer imponeret dette forår, og det bliver spændende at følge, om udviklingen fortsætter ved dette VM.

Sidste mand i U23-truppen er Anders Bregnhøj, som blev udtaget, selvom hans forår ikke har været overvældende. Formfremgang den seneste tid overbeviste i sidste ende dog landstræner Mads Bødker.

Christian Duus Storgaard og Jens-Emil Sloth Nielsen, der begge kører i herre-juniorklassen, fuldender den ti mand store danske VM-trup. Førstnævnte, der for nylig blev dansk mester, kan næppe blande sig med de bedste i det individuelle løb, men får i Team Relay-stafetten en reel mulighed for at betræde VM-podiet.

Information
XCO-disciplinerne ved VM skydes for alvor i gang torsdag, hvor Danmark stiller til start i Team Relay (kl. 18). Christian Duus Storgaard, Annika Langvad, Sebastian Fini og Simon Andreassen skal forsøge at leve op til og forsvare sidste års sølvmedalje.

Fredag, lørdag og søndag køres de individuelle discipliner, hvor de to juniorklasser fredag sætter gang i løjerne (dame kl. 15, herre kl. 17).

Lørdag kører U23 herrerne (kl. 11) og dame elite (kl. 15), mens damernes U23 køres søndag (kl. 11) efterfulgt af mesterskabernes klimaks, elite herrer (kl. 15).

Onsdag stod der XCE (Eliminator) på programmet.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Thomas Bonne Skrevet af:

Tidligere landsholdsrytter i MTB og cyklecross, med mange DM-medaljer i samlingen. Til daglig direktør og coach ved AimHigh og med en Ph.d. i ilttransportkapacitet i bagagen.

Kommentarer er lukket.