“Klaprer du ikke tænder, har du for meget tøj på til cross”

Henrik Djernis er den suverænt mest succesfulde cyklecross- og mountainbikerytter, Danmark til dato har set. Trods et utal af mesterskabstitler, danske og internationale, har den nu 50-årige Kalundborgenser holdt sig pænt i baggrunden – men har også masser at fortælle. (Foto: Claus Fisker)

Når den unge Henrik Djernis havde kørt sine cyklecrossløb, skyndte han sig hen til de vigtigste steder på ruten. Det var vigtigt for ham at se eliterytterne passere samme forhindringer. Det handlede om at suge til sig, lære af de rutinerede navne.

Og så træne de tekniske elementer, som kunne gøre forskellen i næste løb. Træne dem igen og igen. Ved konstant at forandre de ruter, han benyttede i de år.

Han tvang sig selv og sine træningskolleger til at hoppe af og på cyklen de mest irriterende steder, havde pludselig flyttet en træstamme eller lagt et andet generende element ind. Formålet var, at man aldrig blev alt for fortrolig med ruten.

Der kunne og måtte ikke køres på automatpilot. Ikke til træning.

I dag er Danmarks til dato i særklasse mest succesfulde terrænrytter stadig af den overbevisning, at den nysgerrighed og ærgerrighed hjalp ham i retning af den imponerende karriere, han endte med at få. Den var kendetegnet ved råstyrken og de tekniske færdigheder – og taler sit tydelige sprog.

24 danske mesterskaber, fire verdensmesterskaber og fire VM-medaljer mere foruden en lang række internationale sejre og topplaceringer. Alt samme fordelt på cyklecross og mountainbike.

I starthalvfemserne kørte han sig flere gange på podiet i Superprestigeløb, crosssportens ældste og vel nok stadig mest prestigefulde løbsserie.

Det er ingen overdrivelse at kalde Henrik Djernis en gigant i dansk cykling – og et ikon internationalt. Den første til at vinde mountainbike-VM tre år træk fra 1992-1994. I sportens barndom.

Første og sidste store internationale resultat hentede han dog på crosscyklen, bronze ved amatørernes VM i 1988 i schweiziske Hägendorf – i et sandt mudderinferno – og bronze i elitens VM-løb et årti senere, i danske Middelfart.

Henrik Djernis i udfoldelse ved et hjemligt løb i Vejen 1994, iført sin cyklecross-verdensmestertrøje. Bag ham forsøger den lokale træningskammerat og rival fra Kalundborg, Michael Jørgensen, søn af den tidligere syvfoldige Danmarksmester Leif Jørgensen, at hænge på. (Foto: Palle Hedemann)
Henrik Djernis i udfoldelse ved et hjemligt løb i Vejen 1994, iført sin cyklecross-verdensmestertrøje. Bag ham forsøger den lokale træningskammerat og rival fra Kalundborg, Michael Jørgensen, søn af den tidligere syvfoldige Danmarksmester Leif Jørgensen, at hænge på. (Foto: Palle Hedemann)
Første DM i cyklecross i det nye årtusinde. Afholdt i Fredericia, og Henrik Djernis vinder som vanligt i suveræn stil. (Foto: Claus Fisker)
Første DM i cyklecross i det nye årtusinde. Afholdt i Fredericia, og med Henrik Djernis som vinder i vanlig suveræn stil. Sejren var kærkommen efter DM-bronze året forinden efter Jesper Agergaard og Thomas Bonne, det første og eneste tabte mesterskab i perioden 1985-2001. (Foto: Claus Fisker)

Udfordre sig selv
Den nu 50-årige Kalundborgrytter og cykelforretningsindehaver undlader da heller ikke, på sin egen rolige og beskedne facon, hverken at fremhæve ungdommens lyst til at udfordre sig selv teknisk på crosstræningsturene.

Eller at opfordre nutidens unge, danske talenter til at gøre det samme.

Selverkendelse synes at være et mantra for den tidligere verdensstjerne, som vi møder i Kalundborg Vandrehjem. Julemåneden har netop sat ind, og Henrik Djernis har givet et af sine sjældne offentlige foredrag. Om karrierens højdepunkter, opturene såvel som nedturene.

Allerede dengang var han ikke en, der som person ’førte sig frem’. Det har ikke ændret sig. Kræfter i den lokale klub har i årevis ønsket sig, at det kendte og vellidte bysbarn ville dele ud af de mange gode historier, han rummer – og sådan set gerne beretter.

I sin oprigtige, upyntede og selvironiske tone. Det er nettoversionen, man får, som klubbens formand og aftenens vært omtaler det.

Henrik Djernis’ karriere kunne være blevet en del kortere, lader han klart forstå i sit foredrag og her bagefter. I de første år lod han sig flere gange slå helt ud, når skuffelserne indtraf.

Som da han ved VM i cyklecross i 1989 ikke kunne håndtere forventningspresset.

Foto: Paw Ager/3rd Row
“Han skal holde foredrag, fordi historien er spændende, og så bliver der ikke smurt på. Når han var god, var han god, og når han var ringe, ja, så var han sgu ringe! Det gør ham nem at lytte til,” siger klubformand i Kalundborg CC, Mikkel Pagh (Foto: Paw Ager/3rd Row)
Aftenens foredrag var Henrik Djernis’ første i Kalundborg og i det hele taget det første i nogle år. Ifølge aftenens vært er Henrik Djernis ikke en, som “kommer og beder om taletid. Han skal hives ud af stalden.” (Foto: Paw Ager/3rd Row)
Aftenens foredrag var Henrik Djernis’ første i Kalundborg og i det hele taget det første i nogle år. Ifølge aftenens vært er Henrik Djernis ikke en, som “kommer og beder om taletid. Han skal hives ud af stalden.” (Foto: Paw Ager/3rd Row)

Fik hjælp
Karrieren blev heldigvis lang og flot – fordi han lærte at strukturere sin træning. Og fordi han fik hjælp til at få hovedet med også. Det sidste er helt essentielt. Ligeså essentielt som at have viljen til at se sine svagheder i øjnene, forklarer han.

”Det handler om at finde frem til, hvad man er god til, og i lige så høj grad, hvad man ikke er så god til. Man skal turde udfordre sig selv og finde en, som kan hjælpe med de rigtige ting i træningen,” siger Henrik Djernis.

”Mange af de unge i dag er jo teknisk rigtig dygtige ryttere. Men jeg vil alligevel tro, de kan få meget ud af det, når de er ude til løb, fx i udlandet, at stille sig op og se, hvordan Eliterytterne gør. Hvordan de hopper af og på cyklen og den slags detaljer.”

“Det var sådan, jeg selv lærte det. Og man skal jo træne på det, man ikke selv er så god til.”

Henrik Djernis fortsætter:

”At der er langt op til konkurrenterne, når de [unge talenter] er ude at køre i udlandet, det hører med. I mine øjne har de kun godt af at komme ud til fx World Cups – så lærer de, hvor niveauet ligger.”

“Dem, som virkelig vil det, de får muligheden for at tage hjem og overveje, hvad der skal til for at nå det samme niveau.”


Henrik Djernis bliver verdensmester for amatører i 1993 i italienske Corva – den titel, han ifølge ham selv er mest stolt af i karrieren. Det skyldtes ikke mindst, at titlen var en forløsning efter VM-bronze i 1998 og VM-sølv i 1991 samt skuffelsen i 1989, hvor han troede, han “bare skulle ned og hente guldet”.

På hjemmebane var Henrik Djernis i mange år sine cyklecross-konkurrenter overlegen. Straks efter sine to junior DM-titler satte han sig på senior-tronen. 16 mesterskaber blev det til, de 14 i træk fra årene årene 1985-1998.


Mesterskabsrytter
Han pointerer det igen og igen – man skal spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre, hvordan kan jeg træne anderledes? Hvad har jeg brug for i min træning?

Kunsten ligger tydeligvis i detaljen for Henrik Djernis, som efter sin karriere har været veteran sjællandsmester i BMX og stadig i dag holder cykelhjulene i gang, om end mest på hyggeplan. Væddeløb bliver det dog til, navnlig i cyklecrossdisciplinen, der stadig står 1993-verdensmesteren meget nær.

Og han kan stadig det der med at sætte sig op til løbene.

Både som crossrytter og som mountainbiker var han en vaskeægte mesterskabsrytter. Han har aldrig kunnet ”vinde en træning”, som han siger. Men ramme dagen, når det gjaldt, det kunne han.

Ikke mindst fordi han altid kunne falde tilbage på sin teknik og lærte evnen at bevare roen. Miraklerne skete, når også fokus og det nødvendige held var til stede.

Ligeså drænet kunne han være, når kulminationen – det, der var arbejdet målrettet hen imod – var overstået. ”Det er noget mentalt, som at jeg på en måde havde en mental fjeder, der kunne trækkes op,” udtrykker han det. Derfor kunne udsvingene være store i en sæson.

Som få evnede han at få elementerne til at hænge sammen, når der var mest på spil. Og selvom han modsat mange andre ikke er gået trænerens vej, har han noget på hjerte, når det gælder anbefalinger til fremtidens danske crossryttere.

Henrik Djernis nummer to fra venstre, før starten på DM i 1997. Det blev til endnu en DM-titel, denne gang foran Jesper Agergaard og Klaus Nielsen. (Foto venligst stillet til rådighed af Christian Devantier/Cykelmagasinet)
Henrik Djernis nummer to fra venstre, før starten på DM i 1997. Det blev til endnu en DM-titel, denne gang foran Jesper Agergaard og Klaus Nielsen. (Foto venligst stillet til rådighed af Christian Devantier/Cykelmagasinet)
Henrik Djernis' sejrsrække på 14 DM-titler i træk blev brudt i 1999, da Jesper Agergård fik krammet på stjernen. (Foto: Claus Fisker)
Henrik Djernis’ sejrsrække på 14 DM-titler i træk blev brudt i 1999, da Jesper Agergård fik krammet på stjernen. Det er Jesper Agergaard bag Henrik Djernis, mens baghjulet i forgrunden tilhører den senere sølvvinder, Thomas Bonne. Henrik Djernis måtte det år tage til takke med bronze. (Foto: Claus Fisker)

Man skal fryse
Der er både hans egen opskrift – at spise sit sidste måltid fire timer inden løbet og derefter kun drikke vand, cykle alene de 10-15 kilometer hen til ruten, gennemkøre den et par sidste gange, en enkelt gang i nærheden af løbsfart og ellers holde sig varm på rullerne.

Og de mere generelle råd, som baserer sig på, hvad han selv gjorde, og hvad han igennem årene har set andre gøre. Og stadig gør.

”Jeg synes stadigvæk, jeg alt ser for mange, der varmer op i alt for meget tøj,” siger Henrik Djernis, som ifølge ham selv har et helt normalt til kulde. Han har aldrig brudt sig specielt meget om den.

”For eksempel ser jeg unge ryttere sidde i termojakker på ruller. Sveden hagler af dem, men problemet er jo, at muskulaturen ikke varmes ordentligt op, bare fordi man sveder. Til cross er det altså virkelig vigtigt med ordentlig opvarmning. Det var noget, jeg brugte meget tid på.”

”Jeg hader at fryse, men jeg har aldrig kørt med ret meget tøj på. Som jeg siger – hvis du ikke står og klaprer tænder på startstregen, så har du for meget tøj på til cyklecross.”

“Du skal nok få varmen,” kommer det så nærmest alfaderligt fra den tidligere mester i disciplinen.

Foto: Jens Nielsen, TV-Kalundborg
Januar 2016, Henrik Djernis prøvekører årets DM-rute, på hjemmebane i Kalundborg, hvor Møllebakken atter dannede ramme om et Danmarksmesterskab. Møllebakken lagde senest græs og asfalt til et DM i 1992, hvor Henrik Djernis vandt et af sine mange mesterskaber. (Foto: Jens Nielsen, TV-Kalundborg)
Foto: Jens Nielsen, TV-Kalundborg
I årets DM stillede Henrik Djernis for første gang op i H50-klassen, hvor det blev til en 5. plads, på trods af en knækket kæde få hundrede meter efter start. Undervejs kørte han hurtigste runde af samtlige H50-ryttere. (Foto: Jens Nielsen, TV-Kalundborg)

Kommercielle strømme
Den blonde terrænrytters glansperiode var på mange måde i en brydningstid for cykelsporten. Den gamle udendørs vinterdisciplin, cyklecross, gennemgik en kolossal forandring internationalt i sidste del af 1990’erne og blev professionaliseret i en helt ny grad.

Desværre for Henrik Djernis, har han selv forklaret i et tidligere interview, for sent til, at han kunne komme med på den vogn. I stedet fik han muligheden for at leve af sin sport i den dengang helt nye disciplin – mountainbike, som han altså kom til at præge. Det var dengang, der ikke blev skelnet mellem distancerne; alle løb var tre timer lange – eller mere.

Siden er der sket meget, på snart sagt alle områder. For begge terrændiscipliner er de kommercielle strømme taget yderligere til. Den udlandsprofessionelle, danske stjerne nåede at mærke det på nærmeste hold. I dag kan han som alle andre konstatere resultaterne af de strømme, når vigtige løb ses på tv eller streames.

Med navne som Sven Nys, Julien Absalon, Nino Schurter, Wout Van Aert og Mathieu van der Poel, der indenfor hver af de to terrændiscipliner af Henrik Djernis betegnes som de fem navne, som på skift i særdeleshed har flyttet sporten til nye dimensioner – også på den tekniske front – står sporten på ingen måde stille.

Det gør den heller ikke i Danmark, hvor crossdisciplinen i disse år oplever en opblomstring, bredt set. Det glæder naturligvis Danmarks gennem tiderne bedste.

Han håber, det vil fortsætte, men kan også frygte for de ryttere, som de seneste år har prioriteret cyklecrossen højere.

“At vi er gået fra at have en virkelig kompetent landstræner til slet ikke at have en, det sætter naturligvis udviklingen lidt i stå.”

“Derfor er det meget prisværdigt, at Kim [Petersen] har valgt at stå til rådighed og holde butikken kørende, indtil der er fundet en ny mand på posten.”

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.