Ingvar, den tohjulede firstmover fra Island

Somme tider går drømme i opfyldelse, selv når de egentlig ikke synes mulige, og hvor flid og held spiller ind. Dette er historien om den islandske webdesigner og cykelpioner, Ingvar Ómarsson, der for godt tre år siden sprang ud som professionel cykelrytter. Som den første nogensinde på Island.

Sit hjemlands første til at kunne leve af at sin sport – som professionel cykelrytter.

Sit lands første til at deltage ved et verdensmesterskab i cykling. I først XCM, maraton mountainbike, siden på OL-distancen, XCO. Og senere også i en anden terrændisciplin, cyklecross.

Sit lands første rytter ved et europamesterskab.

Hjemlandets første cykelrytter til overhovedet at erhverve sig en UCI-licens og til at repræsentere landet i internationale løb og i World Cup-sammenhæng. I både MTB og cyklecross.

Sit hjemlands første nationale mester i XCM og cyklecross. Den første rytter til at få produceret og til at bære landets mesterskabstrikot.

Landet er Island, året er 2017 – og Ingvar Ómarsson kom selv til at foreslå den: Listen over, hvad han havde været den første til, som islandsk cykelrytter.

Den fik den 28-årige islænding fra Reykjavík lov til at lave.

Efter at have forsøgt sig med en tilværelse i Holland, i Rotterdam, har han og kæresten nu slået sig ned i Birkerød, nord for København. At leve som professionel cykelrytter på Island er trods alt en umulighed. Det er bedre i Danmark. Så det gør han.

Islands største
Det var en dag på crosscyklen i begyndelsen af november, da Ingvar nævnte det med listen som ’firstmover’. Den indkapslede hans fortælling som tohjulet foregangsmand på Island.

Der var kun få uger til sæsonens måske største målsætning – World Cup-løbet i Bogense, på ’hjemmebane’ i Danmark.

Og godt halvanden uge til, at han længere oppe nordpå stræbte efter at sikre sig sit trettende nationale mesterskab. Fordelt på disciplinerne XCO, XCM, landevej og cyklecross.

Netop cyklecross skulle der dystes i ugen før den danske World Cup-afdeling, for blot tredje gang nogensinde på Island. Ingvar havde trukket sig sejrrigt ud af de to første runder.

Cykelscenen er i vækst på Island, bedyrer Ingvar – og erkender samtidig, at den fortsat er mindre, end man skulle tro. Der har gennem årene ikke været hverken mange løb eller mange mesterskaber på den nordatlantiske østat.

For fem år siden dukkede der måske 10-30 ryttere op til et løb, vurderer han. I alt. Og på tværs af alle klasser. I dag, med et relativt nystiftet og engageret cykelforbund i ryggen, er organiseringen bedre og sportens synlighed markant større. Også i de nationale medier.

Kendskabet til cykling er et helt andet på Island end for bare få år siden. Deltagerantallet til officielle løb er ofte mangedoblet, og til særlige begivenheder, hvor helt almindelige motionister kan være med, kan der dukke op imod 1.000 ryttere op.

Mit første internationale mesterskabsløb var ved Small Nations Games i Luxembourg i 2013. Lige i starten, efter omkring ét minut af løbet, var der en rytter lige foran mig, som styrtede.

Startloopet var virkelig hurtigt, og det var virkelig vådt og glat. Så denne her schweizer, Stefan Küng, som dengang stillede op for Liechtenstein og i dag kører professionelt for BMC, røg ned.

Jeg havde et splitsekund til at beslutte, om jeg skulle køre ind i ham eller bunny-hoppe over ham. Det reddede mig, at jeg havde de tekniske færdigheder på rygraden. Lidt senere kom han selvfølgelig blæsende forbi mig.

International cykling på Island
”Cykelsporten på Island har i de seneste år i den grad taget et stort skridt fremad,” siger Ingvar. På engelsk. Han forstår og læser dansk, det halter stadig med talesproget.

”Vores cykelforbund, HRÍ, har gjort et stort arbejde på samle og styrke fællesskabet i sporten og organiseringen, ved løb og internt i klubberne. Og på at promovere international cykling.”

”Ved siden af den påvirkning, jeg har haft på islandsk cykling, som den førende islænding i international cykling, har forbundet gjort en indsats på at hjælpe unge ryttere. Så de kan stræbe mod at opnå deres drømme og mål. Det prøver jeg at bidrage til.”

”Så de kan følge i mine fodspor,” tilføjer han, i en mere ydmyg tone, end formuleringerne umiddelbart antyder.

Han er ikke kendt udenfor cykelmiljøet på Island, påstår han. Men det med at blive den næste ’som Ingvar’, det er der efterhånden flere, som drømmer om deroppe. At følge samme vej som ham og med god samvittighed placere cyklingen som højeste prioritet.

I det hele taget er det hans håb, at væksten og udviklingen fortsætter. Men også, at det stadig lille fællesskab omkring islandsk cykling vil samarbejde mere. I stedet for kun at stræbe efter personlige sejre. “Mere solidaritet,” siger Ingvar – “vi skal arbejde sammen mod noget større.”

Ingvar vandt, efter i sin ungdom at have ’leget’ sig gennem BMX og downhill, sin første nationale titel i 2012. Det var i XCO. Siden har han mere eller mindre ryddet bordet, på tværs af de fire discipliner.

Bare han dog var startet tidligere, siger han – med seriøs træning. Først i 2011 ’opdagede’ han konkurrenceelementet. Han opdagede, at det var mindst ligeså sjovt at køre opad som nedad. Selvom de tekniske færdigheder hjalp, manglede ’motoren’.

I et par år kørte han alle løb, der fandtes på Island. Alle løb, uanset disciplin. Han vandt de fleste.

Når Islands suverænt bedste cykelrytter stiller op til løb i Danmark, mod den danske elite i terrændisciplinerne, er han mere end tilfreds med top 10-placeringer.

Tekniktræning – og interviewkoncept
Den dag på crosscyklen, hvor ’firstmover-listen’ kom på tale, skulle der primært trænes teknik. En professionel cykelrytter som Ingvar træner naturligvis dagligt, og han følger en struktureret, gennemtænkt træningsplan.

Det var koldt og klamt – typisk dansk november – og faktisk første gang, vi mødtes. Ikke en oplagt dag til lange, udendørs samtaler. Til interviews. Og dagene var generelt travle.

Ingvars træningsprogram påbød dog den uddannede multimediegrafiker et sidste boost inden afrejse hjem til Island. Et par dage senere: Trappetræning på Rigshospitalet. Otte gange fra kælderen og op til 16. etape.

Her var, opstod der enighed om, derfor en perfekt anledning til at teste både form og fokus – ved samtidig at lade sig interviewe. Fortælle sin historie mere detaljeret.

I form af svar på spørgsmål på toppen og i elevatoren på turen ned til kælderen. For så at gentage proceduren. Ét spørgsmål for hver gang til tops og ned.

Med andre ord – den slags idéer, der lød interessant og anderledes, men som begge parter undervejs ville fortryde. Men som også, når sveden piblede af en, og vejrtrækningen endnu var ukontrolleret, gav interessante svar.

Således mødtes vi igen få dage efter og kunne igangsætte interview og trappeløb.
Første tur, første spørgsmål
Denne sæson er den tredje som professionel cykelrytter. Hvordan i alverden lykkedes det dig at skrue det hele sammen; så du kan leve af din sport? What’s the story?

”I 2014 vandt jeg nærmest alle løb på Island og følte, det hele gik lidt i stå. Jeg var mester i det, man kunne blive mester i. Det var tid til at søge nye, større udfordringer eller omvendt gøre cyklingen til en hyggeting, noget helt igennem sekundært. Det sidste er ikke rigtig min stil.”

”Mit held var, at nogle af mine venner har opnået stor succes rent finansielt. De gjorde det muligt for mig at lave en form for crowd funding, med det formål at bringe både mig selv og islandsk cykelsport til en andet niveau.”

”Lidt tilfældigt viste det sig, at en af mine venner, som står bag firmaet Novator, gik med de samme tanker som mig. Han er i dag min største sponsor Det var egentlig sådan det startede – han fødte på en måde projektet og fik nogle andre med på idéen.”

”I sidste ende mundede det ud i, at der var basis for et økonomisk setup – et projekt med mig som professionel mountainbiker og cyklecrossrytter. Jeg kunne sætte mit civile liv som webdesigner på pause.”

Helt fra bunden
”Men det betød samtidig, at jeg skulle finde ud af, hvordan det skulle gribes an. Og det har fra starten af været den største udfordring: At jeg har skullet finde ud af det hele selv. Helt fra bunden. Gøre det meste selv – organisatorisk, administrativt, kommunikativt osv.”

“Der var ingen på Island, som havde konkret erfaring med at begå sig som fuldtids og selvfinansieret, professionel cykelrytter.”

”Vi havde ikke et cykelforbund på det tidspunkt. UCI-regler og forhold omkring løb, også det lå på mine egne skuldre at undersøge.”

Hvad får din ven, der startede det hele med Novator og de andre sponsorer, ud af det?

”For dem er det et slags startup-projekt, en form for investering uden ønske om et specifikt afkast. De er iværksættere og kan lide at se ting tage form. Dengang – og i dag – handler det for dem måske mest af alt om at hjælpe en anden – mig.”

”De ser det som et lille eventyr og tager en del af æren for, hvad jeg opnår. For hvad islandsk cykling opnår.”

”Selvom mine personlige ambitioner måske rækker længere, end til hvad jeg opnår, så er de glade. Mest af alt, fordi de – på grund af mig og som noget helt nyt – ser Island være repræsenteret ved internationale mesterskaber. Ser hvordan jeg bliver et eksempel for yngre ryttere, inspirerer lokale ryttere og gør noget fjernt, noget man kun kendte fra tv, opnåeligt.”

Mit første mountainbikeløb udenfor Island viste sig at være et HC-løb i Tyskland. Det vidste jeg knap nok, hvad var. Jeg var heller ikke klar over, at et par af de ryttere, jeg skulle køre imod var Nino Schurter og Julien Absalon.

I det hele taget var niveauet noget nær en total overraskelse for mig. Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Holy shit!’. Her gik jeg og troede, jeg var god.

Men trods alt var jeg glad for de 50 minutter, jeg fik i løbet, også fordi det var et svært og ekstremt vådt og mudret løb. Jeg husker, at Sebastian Fini klarede sig godt i det løb – for mig var det mest af alt en øjenåbner.

Intet ’Hollywood’-øjeblik, men heldig
I hvilket øjeblik blev det klart for dig, at du kunne få denne drøm om at blive professionel cykelrytter til at gå i opfyldelse?

”Der var ikke det der ’Hollywood’-øjeblik. Det tog ligesom form lidt ud af det blå. Jeg flyttede mig ret hurtigt fra at være en rimelig god rytter til at være den bedste på Island.”

”Det afgørende øjeblik var naturligvis, da jeg var med min ven på træningslejr på Tenerife. Det var i februar 2015. Han cykler også, og jeg havde tænkt længe over, hvordan jeg skulle præsentere idéen; at han måske kunne sponsorere mig økonomisk.”

”På et tidspunkt spurgte han til mine planer den kommende sæson. Jeg svarede, at jeg overvejede at stille op i nogle løb udenfor Island. Jeg sagde også, at det selvfølgelig ikke ville blive nemt, jeg arbejdede trods alt, og det var dyrt at tage afsted. Jeg tvivlede lidt.”

”De næste dage fornemmede jeg en lidt anderledes stemning, og da vi den sidste aften fejrede en god tur, følte jeg mig klar til at indvie ham i min drøm.”

”Lidt ud af det blå, før jeg selv havde sagt noget, udbrød han: ’Ok, lad os gøre det!’ Det var fantastisk – og en kæmpe lettelse.”

”Jeg har slet ikke tal på alle de gange, jeg selv havde vendt og drejet det hele i hovedet. Men jeg kunne ikke greje, hvad den rigtige måde ville være at sige det på. Så jeg følte mig utrolig heldig, da det kom fra ham og ikke mig selv.”

Hjælpere og modstandere
Udover dine sponsorer er der så nogle personer, som i helt særlig grad har hjulpet dig til at få det til at ske?

”Økonomisk støtte er afgjort vigtigt, men allerede på et tidligere stadie fik jeg hjælp til at nå fra et niveau til det næste. For eksempel Kria, som er en lille cykelbutik i Reykjavík, ejet af nogle af mine venner. De var de første til at sponsorere og hjælpe mig. Det har de gjort siden.”

”På flere måder har de ikke bare været min første sponsor, men den måske vigtigste. De hjalp mig naturligvis med udstyr, men også med at møde en vigtige personer.”

”Og med motivation, i den forstand, at jeg ikke længere bare kørte for min egen skyld, men også for dem, for butikkens navn og kendskab. Det betød meget for en rytter som mig.”

I enhver god fortælling er der både nogle ’hjælpere’, dem har vi nu hørt om, og nogle ’modstandere’. Det har der vel også været for dig?

”Ja, du ved, hvordan det er i mindre samfund. Der snakkes meget i krogene, og der findes selvfølgelig også noget misundelse. Men det er ikke noget, jeg har fokuseret alt for meget på.”

”Den største ’modstander’ for mig har ikke så meget været andre mennesker, men snarere fraværet på nogle, som har kunnet hjælpe mig med praktiske og administrative ting. Som allerede nævnt, skulle jeg finde ud af rigtig mange ting selv. Den slags koster tid og energi.”
Naturlig konkurrence
”Men det gør det selvfølgelig også, når man møder folk, som ikke tror på’ projektet’, ikke synes, jeg fortjener det. Selvom jeg var den bedste rytter på Island, er der altid nogen, som finder noget at blive misundelig over.”

”Noget af det er egentlig meget naturligt. En naturlig konkurrence. Ældre ryttere, som ser en himmelstormer som mig, der pludselig får muligheder for at komme ud at rejse. Steder, de ikke selv besøgte, løb, de ikke selv prøvede at køre. De har måske spurgt sig selv: ’Hvorfor var det ikke mig? Hvorfor fik han chancen og ikke mig?”

”Selvfølgelig har der været både dem, som støttede mig – og dem, som i en eller anden forstand ikke har undt mig min succes. Det, jeg har opnået.”

Nu er du altså på din tredje sæson som professionel cykelrytter. I tre sætninger beskriv, hvad det vil sige i dit tilfælde, hvor du modsat mange andre ikke er del af et hold?

”For det første er det en masse frihed og på samme tid lige så meget ansvar. Det er også rigtig hårdt arbejde. Og det er en enestående oplevelse, fordi jeg får mulighed for at lære mange ting, jeg ellers aldrig var kommet i nærheden af.”

”Netop fordi jeg ikke er del af et hold, hverken til almindelige løb eller et landshold til internationale mesterskaber, er jeg blevet kastet ud i, hvad der føles som dobbelt så meget arbejde. Og i et utal af lærerige episoder.”

”Den slags er frustrerende, men har gjort mig stærkere. Jeg har lært at nyde hvert øjeblik.”

(Her må intervieweren erkende, at der også ligger nydelse i at kende sin begrænsning. Så mens Ingvar fortsætter trappeløbet med XCCX-skribent, Thomas Bonne, ventes der tålmodigt. Og få minutter senere dukker de op igen – klar til flere spørgsmål og svar.)

Kommer næppe til et OL
Hvad er dine mål som cykelrytter?

”Det ved jeg faktisk ikke. Der er ikke meget mere at vinde på Island, og at vinde noget her i Danmark er ikke nemt. Selv en Soigneur Cup er svær – særligt når så mange af afdelingerne falder oven i World Cup-afdelinger.”

”Det er faktisk et svært spørgsmål. Jeg stræber jo ikke efter at blive verdensmester. Og som repræsentant fra Island, et af de helt små lande, kommer jeg næppe nogensinde til at kvalificere mig til de Olympiske Lege. Reglerne gør det simpelthen ikke muligt, se bare hvor hårdt Danmark måtte kæmpe for at kvalificere en rytter.”

”Et simpelt, men realistisk svar er at forblive i cykelsporten på samme måde i et par år mere, altså som professionel.”

Hvordan ville dit liv se ud, hvis du ikke kunne leve af din sport; hvis ikke du pludselig havde fået og grebet muligheden for at gøre cykling til din primære beskæftigelse?

”Jeg ville bo på Island og være en helt almindelig amatørrytter. Rigtig god på et nationalt niveau. Jeg ville være i mit normale arbejde som webdesigner.”

”Med andre ord: ville jeg vel have et roligt og almindeligt liv – og med sikkerhed ikke flyve 50 gange om året.”

”Om det liv, jeg har nu, så er bedre, er umuligt at sige. Men det er anderledes. Og det er noget, jeg kun lige præcis nu har muligheden for at prøve af og opleve. Det er det vigtigste. Jeg får ikke chancen om fem år.”

Det første verdensmesterskab, jeg deltog i, var i XCO i 2016. I Nové Město, Tjekkiet. Der var kun mig selv til at afhente akkrediteringen, og det blev en sjov oplevelse, fordi jeg præsenterede mig som ’Island’, men anede ikke, hvad der så skulle ske.

De spurgte først efter Team Manageren, men det var jo også mig. Så spurgte de efter mekanikeren og de andre hjælpere. Men dem var der jo heller ikke nogen af, kun mig og min kæreste. Nogle overhørte os, vist nok franskmænd eller schweizere, og en mand rejste sig og udbrød begejstret: ’Island? Hoo!’ Det var jo midt under EM i fodbold, så Island var kendte.

Han kom hen til mig, gav mig hånden og sagde med et smil: ’Jeg er virkelig glad for, at I er her’. Han viste sig at være en UCI-ansvarlig for mountainbike, og han var fuldstændig klar over, at det var første gang, Island var repræsenteret ved et verdensmesterskab. Så der skulle tages billede, og jeg fik en slags særlig souvenir med hjem.

Sidst, men ikke mindst
Hvad slags råd ville du give andre og yngre cykelryttere, som står der, hvor du selv stod for et par år siden?

”Giv ikke op! Lad dig ikke slå ud af, at ingen har gjort det før dig. Det var, hvad der nær havde bremset mig selv. Fik mig til at tvivle på mine muligheder. Så prøv det af – og nyd det.”

”Det er min egen oplevelse gennem de sidste tre år, hvor jeg har været professionel rytter: At jeg gentagne gange har måttet spørge mig selv, om jeg nu gjorde det her, fordi jeg skulle, eller fordi jeg ville det. Fordi jeg rent faktisk ønskede det.”

”Jeg har lært, selv når det er hårdt og svært, at træde et skridt tilbage og se på mig selv og på min situation.”

“Jeg har lært at være forsigtig med at overskride den grænse – mellem at det skal være sjovt, og at det bliver en sur pligt. Overfor sig selv, overfor sine sponsorer.”

”At leve som professionel cykelrytter – for mig er det stadig en hobby, noget, jeg synes, er sjovt.”

“Jeg ser det ikke som et arbejde, men som en måde at udleve en drøm. Som en vej til at skabe noget. Til at udtrykke mig, også på andre måder end ved resultaterne alene.”


Coverfoto af Snorri Þór Tryggvason

Øvrige billeder af Snorri Þór Tryggvason, Iðunn Arna og Adam Aisen

Del artiklen med dine venner

Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.