Fumic – den stilskabende, sejrsløse verdensstjerne

Den tyske veteran Manuel ’Mani’ Fumic er populær, karakteristisk og betydningsfuld som få andre i nutidens mountainbikesport, men det i kraft af sin markante stil snarere end som følge af store sportslige triumfer.

Det er ikke længere en nyhed, at den tyske mountainbiker Manuel Fumic den kommende weekend gæster Danmark i forbindelse med SRAMligaens finaleløb. Beærer det østjyske spor i Nørreskoven ved Vejle, kan man sige, for den 34-årige Cannondalerytter er en af XC-sportens store navne. En af verdensstjernerne, som det også hed, da nyheden blev ’breaket’.

Verdensstjerne-prædikatet er i og for sig velvalgt, men samtidig paradoksalt. For tyske Fumic er et illustrativt eksempel på, hvordan tilstanden i international, professionel topmountainbiking for tiden tager sig ud. Og på en udvikling, sporten har gennemgået; en udvikling, tyskeren med de kroatiske rødder, har stor andel i.

Det mener Casper Saltoft, der har fulgt sporten i mange år, kører på dansk eliteniveau og er mountainbikeekspert, når TV2 Sport sender fra internationale løb såsom OL og World Cuppen. Han trækker en smule på det, når han skal kalde Fumic en rigtig verdensstjerne:

”Både-og vil jeg sige. Der er ingen tvivl om, at han har rigtig star quality, men resultatmæssigt er han det måske ikke helt. I år har bestemt ikke været en specielt god sæson for ham, sammenlignet med fx sidste sæson, alligevel er han stadig en rollemodel i sporten.”

Det er Fumic, forklarer Casper Saltoft, fordi han er en farverig og uortodoks profil. Han er tilgængelig, cool og fremstår som en afslappet og sympatisk person – med en uanstrengt tilgang til sporten. Og vigtigst af alt: så inviterer han os andre, publikum og fans, til at komme tæt på og mærke det.

Ny stil – livsstil
På Cannondale-teamet har han op gennem 2010’erne medvirket til, sammen med teamkammeraten Marco Fontana, at trække sporten i en ny retning. Hvor det at være en god ambassadør for sporten – og sponsorerne – ikke alene kommer af gode resultater og af at udstråle professionalisme.

I lige så høj grad sker det ved at udstråle en attraktiv livsstil. Ved at åbne en dør, til hvad der foregår bagved den – ofte halvkedelige og indadvendte – sportslige seriøsitet. Med billeder og videoer, der uden at være afslørende går tæt på og giver indblik i træning, udstyr og sågar sider af privatpersonen og dennes almindelige liv.

Ganske som også Nino Schurter og Scott-teamet har haft stort held med; at fremvise en livsstil, hvor mountainbiking går hånd i hånd med overskud og glæde ved sporten. Hvor det legende, impulsive og ‘drengerøvsagtige’ element synes ligeså vigtig en drivkraft som intervaltræning, wattprofiler og det at vinde cykelløbene. Sådan kan det i hvert fald se ud på overfladen.

Fumic og Fontana har – uden tilnærmelsesvis at have opnået samme sportslige succes som Schurter – været foregangsmænd i den udvikling. Personligheder, som andre kan og har lyst til at spejle sig i, snarere end blot fascineres af, respektere og beundre. Som eksempelvis Julien Absalon, hvis bedrifter i sporten er indiskutable, og som person optræder sympatisk, men ikke naturligt knytter publikum til sig.

Hvor Absalon er den seriøse og lidt hemmelige atlet par excellence, repræsenterer ’Mani’ Fumic, Fontana og Schurter en anden tilgang til sporten; både som stilbevidste atleter og i deres brug af nye, sociale medier.
Dem, man gerne vil lege med
”Hos Fumic og Fontana er tilgangen mere ’loose’ – de virker som nogle hyggelige, glade og sjove fyre,” siger Casper Saltoft – ”Sådan nogle, man gerne vil hænge ud med, køre en tur med. I kraft af deres attitude.”

”Deres gimmick er eksempelvis det her med at køre i tøj, som virker mere afslappet og stilet end den stramme, toptunede lycra, vi ellers ser. De kører med baggy shorts og i det hele taget har de en tjekket stil, som nærmest synes enduro-agtig. Selvom man jo ikke skal tage fejl af, at de er akkurat så resultatorienterede som deres konkurrenter.”

”Hvor Schurter har sit navne-brand, ’Nino’, sine træningsvidoer og sit tail whip, og Absalon måske ikke ligefrem spiller på det, men har sin ’plain coolnes’ – så har Fumic sin verdensstjernestatus mere i kraft af sin laid back attitude end af sine resultater.”

“Han er en verdensstjerne på sin egen måde,” pointerer Casper Saltoft.

Det kan der være noget om. Fumic er en af sportens absolut mest populære ryttere. Med knap 88.000 fans på facebook er han den mandlige XC-rytter med fjerdeflest fans. Flere end eksempelvis stjernen Jaroslav Kulhavy og teamkammeraten Marco Fontana.

I mesterlære – hos Lado
Er man til løb rundt om i verden, er der bestemt heller ikke den ringeste tvivl om tyskerens enorme popularitet. En popularitet, som i Fumics tilfælde blev hjulpet godt på vej.

Det fortæller XCCX’s Thomas Bonne, som er enig med Casper Saltoft, i at den tyske rytter har ’star quality’ og også en plads i MTB-historien. Det var noget, som tog form, allerede før Manuel Fumic teamede op med Cannondale.

”Den ’rock star quality’, som Fumic i dag er repræsentant for, stammer i høj grad fra hans bror Lado Fumic. Lado var længe en af tyskernes bedste XC-ryttere og var med til at hive store penge ind i sporten, da han startede T-Mobile holdet.”

”Alle ryttere på holdet fik en Audi at køre i. Lado selvfølgelig en model lidt større end de andres. Det gjorde indtryk, når armadaen af Audi’er indfandt sig på stævnepladser rundt om i Europa. De havde de nyeste mobiltelefoner og kørte på det ypperste udstyr. Brødet blev slået stort op fra start.”

”Her var hans yngre bror Manuel et af talenterne, i øvrigt sammen med danske Peter Riis. Men det var Lado, som i høj grad var rockstjernen. Ham, der solgte livsstilen og, sammenlignet med de øvrige ryttere på holdet, havde det store ego og den arrogante holdning.”

“Han havde forstået, at det ikke var nok blot at køre hurtigt. ’Varen’ skulle sælges, og de lagde meget vægt på altid at se tjekkede ud og pleje sponsorer og publikum.”

Lado var med andre ord en markant skikkelse i tysk og europæisk mountainbiking – og i starten af det nye årtusinde, sammen med ærkerivalen Wolfram Kurschat, en Tysklands suverænt bedste XC-rytter. Seks nationale mesterskaber i streg fra 2000-2005 samt EM-sølv- og bronzemedaljer fire år i træk i disse år bevidner det faktum.

Han havde noget at have sin selvtillid og stilsikkerhed i, og prægede i høj grad sin seks år yngre lillebror, understreger Thomas Bonne. Brothers in arms
I mange år efter, at T-Mobile-holdet havde droppet sit engagement i cykelsporten – det skete som følge af landevejscyklingen dopingproblemer – hang de to brødre sammen som ærtehalm.

De kørte løb under holdnavnet FBI – Fumic Brothers International – og fik i forskellige omgange, i et endnu noget konservativt MTB-miljø, skabt en hel del opmærksomhed. Ved at køre med kompressionsstrømper og Ray-Ban solbriller. Og ved efter en strid om antidopingarbejde og usikkerhed i forbindelse med OL-udtagelse at true det tyske forbund med at gøre brug af deres kroatiske baggrund og skifte nationalitet.

”Jo, Lado fik i dén grad lært sin lillebror at gøre opmærksom på sig selv,” siger Thomas Bonne – ”Men på et tidspunkt stod to ting klart for alle: At ’Mani’ var blevet bedre end Lado, og at den arrogante holdning og attitude, som Manuel lånte og i en vis grad kopierede fra Lado, ikke rigtig gavnede ham.”

Løsningen kom i sidste ende af sig selv, da Lado stoppede, og lillebror Fumic blev nødt til at gå egne veje. Han formåede at lægge det arrogante udtryk fra sig – og han blev hurtigt meget mere vellidt og kendt som den rytter, han er i dag.

Og dermed er vi tilbage ved Manuel ’ Mani’ Fumics enorme popularitet, som gennem årene kun er vokset. Og det på trods af, af at den nu 34-årige tyske veteran ikke har excelleret i mange og store sejre. Nærmest tværtimod.

De helt store sejre mangler
For udover tre tyske mesterskaber, samlet triumf i den tyske Bundesliga, internationale medaljer i Team Relay og flere sejre i internationale løb, har Fumic faktisk ikke vundet nogen af sportens betydningsfulde løb som Elite-rytter.

Dermed har han i en vis forstand ikke levet op til de store løfter, han gav som U23-rytter. Dengang vandt han både VM guld (2004) og sølv (2003), og han blev europamester (2004).

At kalde ham sejrsløs, som i denne artikels overskift, er naturligvis at sætte tingene på spidsen. Men helt skævt er det alligevel ikke. Den helt store sejr mangler.

Som Elite-rytter er det blevet til podiepladser i World Cup-sammenhæng – i afdelinger og samlet – men aldrig til sejre. VM-sølvet i 2013 er sandsynligvis karrierens højdepunkt, mens det i nu fire OL-forsøg ikke er blevet bedre end til 7. og 8. pladserne i henholdsvis London (2012) og Athen (2008). Alt sammen tæt på – og alligevel langt fra.

Fumic har imidlertid befundet sig i toppen af hierarkiet igennem mange år, har indtaget placeringer i verdensranglistens top 5 i lange perioder og er en rytter, hvis position er lige så lidt truet, som hans teamplads er usikker.

Cannondalerytteren leverer nemlig stadig varen.

Vinder ikke, men giver stor værdi
”Nej, Fumic og Fontana er ikke dem, som vinder flest cykelløb, men jeg er overbevist om, at de nok er to af dem, som bibringer størst markedsværdi til mountainbikesporten pt.”

Det siger Klaus Nielsen, der i sit job hos Cycling Sports Group arbejder for og repræsenterer Cannondale.

De to ryttere ”kan noget”, forklarer han, fordi de dygtigt bruger deres evner til at kommunikere med omverdenen. Det er noget, kun ganske få i cykelsporten, på tværs af discipliner, udnytter, påpeger Klaus Nielsen – at optræde som ekstraordinære repræsentanter og tilføre brandet værdi, selv når de ikke vinder løb.

Nogle få, som Schurter og Peter Sagan på landevejssiden favner begge dele. De fleste og navnlig på landevejen, siger Klaus Nielsen, er dog stadig af den lidt fejlagtige antagelse, at det alene er sejrene, som sponsorerne ønsker. Fordi sejre skulle være lig med høj markedsværdi, uagtet at de ikke samtidig påtager sig rollen som kommunikatører for de produkter, de repræsenterer.

”Men det er det, vi har brug for; at de kommunikerer,” siger Klaus Nielsen.

”At de [Fumic og Fontana] så også er dygtige teknikere begge to, det er i princippet noget helt andet, men jo klart noget, som gør det nemmere for os at forklare verden, hvad fordelene er ved vores forskellige produkter.”

”Derfor er de også vigtige for os at inddrage i udviklingen og promoveringen af nye produkter. Og de ved, hvad det handler om: At de skal hjælpe salgsteamet og markedsføringsafdelingen med at sælge flere cykler.”

“Gør vi det, så er de deres markedsværdi mere værd, end hvis de vinder OL, men er passive i deres tilgang til omverden.”

Resultater er med andre ord vigtige, forklarer Klaus Nielsen – men de er langtfra altafgørende. Det er det derimod, at det udnyttes bedst muligt, hvordan der kan kommunikeres med alle dem, som følger sporten.

Her ser Klaus Nielsen, som også Casper Saltoft og Thomas Bonne er inde på, en udvikling, som Fumic samt Fontana og Schurter har sat skub i. Og stadig flere mountainbikeryttere begynder at forstå, hvordan det også ser ud fra et sponsorperspektiv.Sportslig låst situation
Med til den store historie om Fumics manglende sejre hører naturligvis, at tyskeren som så mange andre dygtige MTB-ryttere –verdensstjerne-prædikat eller ej – har timet sin aktivitet på XCO-verdensscenen forkert.

Gennem de seneste ti år har kun meget få været i stand til at bryde den dominans, som Julien Absalon, Nino Schurter og Jaroslav Kulhavy har udøvet over sporten.

Trekløveret har endda været i stand til at stramme grebet, og faktisk har kun to ryttere i løbet af de sidste seks sæsoner været i stand til forhindre de tre superstjerner – hvoraf Absalon og Schurter må regnes som alle tiders to suverænt bedste – i at vinde alle – alle! – vigtige løb i XCO-disciplinen. Senest var det Daniel MacConnell, der vandt World Cup-afdelingen i Albstadt i 2013. Dengang måtte Absalon udgå af løbet, fra front med en knækket ramme.

Med andre ord: er Fumic’ resultater på ingen måde at regne for en sværvægter. Knap en mellemvægter. Og med 2016-sæsonen in mente, om end den dog kastede en 7. plads i sæsonens sidste World Cup-løb i søndags af sig, ændres der sandsynligvis ikke på den status.

Men Fumic er i kraft af sin attitude og den betydning, han og Fontana på Cannondale-teamet har spillet, en vigtig figur. Ikke en frontfigur, men alligevel en verdensstjerne.

”De (Fumic og Fontana, red.) laver altid noget, som skiller sig ud, noget man kan huske. De fremstår ikke, som så utrolig mange andre professionelle cykelryttere, ret kedelige, uden karisma,” siger Casper Saltoft.

Spanske sherifskæg
Han lægger hverken skjul på sin begejstring for den stil, Fumic har bidraget så stærkt til i den professionelle XCO-disciplin. Eller på, at han mener, at det – trods den dyne af resultatmæssig dominans, navnlig Schurter og Absalon har kastet ned over sporten; en fastlåst situation, hvor spørgsmålet forud for et vigtigt løb er, hvem af de to-tre ryttere, som vil vinde – er et godt tegn, at der er plads til andre elementer.

At det er muligt at blive en autoritet, et stort navn, endog måske verdensstjerne, uden at være blandt feltets mest vindende. Men i kraft af sin stil. Ved på anden vis at påvirke og forandre sporten. Tilføre den nye elementer og være en ambassadør for sporten.

Som den siden i søndags pensionerede spanske veteran, José Antonio Hermida var det frem til karrierens afslutning. Resultatmæssigt hævede spanieren sig over Fumic med bl.a. et verdensmesterskab og flere World Cup-sejre. Men Hermida havde samtidig noget af det samme, påpeger Casper Saltoft – han var en ambassadør i en bredere forstand.

Med plads til udadvendthed og højt humør. I hvilken sammenhæng det spanske ’OL-stunt’ med sherifskægget ligger lige for. De tre spanske XCO OL-ryttere i Rio havde alle, til ære for Hermida, som deltog for femte og sidste gang ved et OL, anlagt sig samme slags skæg og gjorde lidt af et nummer ud af det.

Den slags kunne Fumic og Fontana også have fundet på, siger Casper Saltoft – inden han igen afviser det med henvisning til Fumics for tiden nydeligt anlagte og trimmede fuldskæg.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.