Det utæmmede MTB-løb i Sydafrika, man aldrig glemmer

Barske udfordringer trækker stadig flere danske mountainbikere til udlandet – Tyskland, Schweiz, Frankrig, Spanien, Polen, Norge, Israel mv. Endagsmaratonløb og i særdeleshed udmarvende etapeløb, der i de fleste tilfælde køres som par. Det mest berømte og prestigefulde er Cape Epic i Sydafrika. Verdens største MTB-etapeløb, med deltagelse af mange af verdens bedste, toptrimmede professionelle mountainbikeryttere. Men også af ’lalleglade’ motionister. I 2017 hed to af dem Bo og Carsten – her er deres beretning og anbefalinger til andre.

Her bagefter er vi i tvivl, om det er noget, vi igen vil give os i kast med. Men oplevelsen, den kommer vi aldrig til at glemme. Den var vild. Den var krævende. Og den var en lektie i samarbejde i pressede situation – og i at være afhængige af hinanden.

Vi – Bo og Carsten, klubkammerater i Holte MTB Klub – havde nemlig som en god håndfuld andre danskere besluttet, at 2017 skulle være året, hvor bjerget inden for mountainbike stage races skulle bestiges. Cape Epic med sine 691 kilometer og i alt 15.400 højdemeter, fordelt over en uges tid.

Den slags kræver planlægning, men måske mestendels forventningsafstemning og en intern strategi. Det havde vi styr på, til dels i hvert fald. Vi så mange – mange! – andre, der ikke havde.

Den dimension var den vigtigste lære og erfaring at give videre til andre, der drager udenlands for at køre par-etapeløb. Den dimension gør forskellen. Mellem succes og fiasko.

Men lad os tage det fra begyndelsen:

Det største – og udenfor kategori
Cape Epic slår sig op på at være The untamed MTB race – where anything can happen – og desuden et af de hårdeste stage races i verden. Desuden er Cape Epic det mest løb, der er mest TV dækket, og det eneste 8-dages stage race i UCI Hors Categorie. Alt det gør, at rigtigt mange af verdens bedste mountainbikere kører løbet.

Et løb, hvis historie går tilbage til 2004, og hvori to danskere verdensstjerne har sejret i eliteklassen i alt fire gange: Annika Langvad tre gange (2014-2016) og Jakob Fuglsang en enkelt (2008).

I år var begge de olympiske mestre, der også begge er verdensmestre, Nino Schurter og Jenny Riisveds (verdensmester i U23-klassen) til start.

Det samme var stjerner og ikoner som Cadel Evans, George Hincapie, José Antonio Hermida, Bart Brentjens, Christophe Sauser, Jaroslav Kulhavy, Manuel Fumic, Frischknecht (både den gamle, Thomas, og ’junior, Andri), Matthias Stirnemann, Karl Platt, samt på damesiden den fabelagtige tyske ’kriger’, Sabine Spitz, Ester Suss og kvinden med efternavnet, der ikke ligefrem antyder en vinder, Annie Last.

Plus selvfølgelig en lang række andre mere eller mindre hurtige professionelle.

Størsteparten af deltagerne i Cape Epic udgøres dog af ivrige motionister – som min makker Carsten Kristiansen og jeg.

Efter en længere skadesperiode i 2015 fik jeg i foråret 2016 igen lyst til at prøve kræfter med et etapeløb. Det faldt sammen med tidsfristen for at deltage i lodtrækningen om de sidste 100 hold i Cape Epic. Chancerne for at vinde er ikke store, men jeg valgte at bruge de 10 dollars, det koster at være med … og den 2. juni kom der besked: om at jeg søreme havde vundet.

Jeg skrev til Carsten, som jeg har kendt i +30 år. Han svarede: ’Lyder interessant. Giv mig lige en dag, så lommer jeg retur….’

Og dagen efter: ’Så er propositioner og historik på Cape Epic gennemgået, og der er opnået thumbs up fra konen. Jeg er klar😎😎 Det ser fandme fedt ud!’

Forberedelsen
Så var det jo bare at komme i gang. Vi begyndte med at læse en masse beretninger og ’how to survive Cape Epic guides’. Et af de råd, som vi lagde særligt mærke til, var ’do something unpleasant’. Et andet råd var at vælge sin makker med omhu – og træne sammen så meget, man kunne.

Hen over sommeren og efteråret trænede vi mest hver for sig og kørte en del lange motionsløb. Men fra starten af oktober, dvs. adskillige måneder før løbet, lavede vi en plan med fokus på at få kørt så meget sammen, som det nu lod sig gøre. Vi planlagde en del lange turer, og flere af dem hørte afgjort til i kategorien ’unpleasant’!

Vi deltog i vintercuppen for at få lidt spænding i de mange timer, og flere gange kørte vi hjem fra Tisvilde til Holte i regn og modvind.

Carsten og jeg brugte en del tid på at tale om forventninger og målsætninger, og vi var enige om, at følgende var vigtigst (prioriteret rækkefølge):

  • At have en fed oplevelse
  • At komme igennem som et hold
  • At have empati for makkeren
  • At gøre det så godt vi kunne
  • At køre i top 10 en eller flere dage

Et tilbageblik her bagefter bekræfter heldigvis, at vi lykkedes 100 % med alt dette.

Optakten
Vi ankom til Cape Town tre dage før prologen. Det viste sig at være en god investering i forhold til at vænne sig til varmen og få styr på cyklen og sig selv. Vi var blandt andet på en guidet tur med ham, der opfandt Cape Epic, hvor også Cadel Evans deltog.

Carsten og jeg fulgtes en del med Cadel op ad Table Mountain. Vi var nærmest estatiske, da vi på video fik et klip, hvor han måtte holde ind til siden. Det fik os til at konkludere, at vi var i kanonform. Det var vi også, men Cadel, skulle det vise sig senere, demonstrerede med Hincapie som makker, at de trods alt var i bedre form.

Eller i hvert fald de stærkeste.

Prologen (Meerendal-Meerendal) – Gode ben
Dagen var endelig kommet. Alle timerne hjemme i kulde og regn skulle nu komme til deres ret. Vi havde fra flere, bl.a. fra Annika Langvad, fået gode råd med på vejen; om ikke at sælge det hele i prologen, holde en smule igen. Så vi havde aftalt køre konservativt og ikke køre os ud – der var trods alt syv etaper endnu og mange kilometer forude.

Ved opvarmningen var det tydeligt, at benene føltes virkelig gode efter godt to og en halv uge med restitution og kun let træning. Vi kørte begge med powermeter, og vi kunne med lethed køre langt flere watt, end vi havde gjort længe. Det ville blive svært at holde igen …

Prologen bliver afviklet som en enkeltstart, og i køen hen mod startpodiet var der en del nerver på. Mange timers træning – og mange penge! – var gået til, at vi nu stod i den kø. Det var nu, det skulle ske. Endelig!

Vi blev sendt afsted, og hurtigt blev nerverne afløst af sand køreglæde. Vi startede relativt tidligt, så temperaturen var fin (25-30 grader). Benene føltes som nævnt monster gode, og sporet rigtigt sjovt. Så det var virkelig en fed oplevelse at være i gang. Vi lykkedes nogenlunde med at holde igen, og efter halvanden time var vi i mål med et kæmpe smil på.

Da vi senere tjekkede resultatet, fik vi os en meget glædelig overraskelse: Vi var blevet nummer fem ud af de 62 hold, der startede, kun få sekunder fra fjerdepladsen. Vores sportslige målsætning var allerede på plads. Fedt!

Resultatet betød samtidig, at vi var i startbox B – lige efter pro-rytterne.

1. etape (Hermanus-Hermanus) – Det hårdeste nogensinde
Hvad er der at sige om løbets første reelle etape – andet end: at det vel nok er det hårdeste løb, jeg nogensinde har kørt. Vi havde inden løbet talt om, at man ’bare’ skulle op på den sidste top ved 60 km, så var de sidste 40 km hjem langs kysten hurtigt kørt. Det viste sig at være en gigantisk fejlslutning.

Det tog lidt over tre timer at nå hen til foden af det sidste bjerg, og indtil da havde vi kørt med omkring samme fart som i prologen. Undervejs havde vi ikke drukket ret meget. Når sandheden skal frem, så var vi blevet grebet af femtepladsen, de gode ben, Box B og af hele stemningen. Det måtte ske!

Op ad den sindssygt stejle stigning gik det stadigt godt, og vi havde efterhånden overhalet alle undtagen ét hold i vores klasse (Grand Master klassen, +50) og lå dermed på andenpladsen. Med andre ord, var vi helt oppe at køre.

Men så hen over toppen begyndte problemerne. Lige inden toppen begyndte Carsten at klage over, at hans klampe var løs. Vi kørte lidt videre og stoppede så for at stramme den. Men klampen sad godt nok fast.

Vi var rådvilde et øjeblik, indtil årsagen åbenbarede sig: Pedalen var simpelthen væk. Gone! Kun stikakslen sad tilbage på pedalarmen.

Ikke noget super godt tidspunkt – umiddelbart før ’Landrover technical terrain’ startede (et stykke teknisk terræn, der bliver mærket af hver dag). Der var bare ikke meget at gøre ved det. ’Be prepared for the unexpected.’ Så Carsten bed tænderne hårdt sammen – i stil med spanske Carlos Coloma ved OL – og kørte hele vejen ned med en pedal og en stikaksel…

Kun en enkelt gang var han ude i rough’en – faktisk lidt af en præstation.

Vel nede havde vi endnu ca. 20 minutters kørsel hen til depotet, hvor Carsten måtte træde med én pedal. Vi aftalte, at jeg skulle køre i forvejen for at få fat i et sæt pedaler (har man en kreditkort på sig, kan man kan få næsten alt på depoterne. Det eneste problem i den plan var, at jeg samtidigt var gået relativt kold og begyndte at få kramper.

Missionen lykkedes dog. Vi fik skiftet pedaler og begav os ud på de sidste små 30 kilometer langs vandet, turen der skulle have været en panoramatur.

Temperaturen var efterhånden tæt på 40°C, og sporet viste sig at være meget snoet, stenet og inde i tæt, lav granbevoksning med nul vind. Så det gik langtfra så hurtigt som forventet, og efterhånden gik jeg totalt kold og fik kramper af selv den mindste anstrengelse.

Det tog små to timer, men føltes som fire gange Hillerød marathon efter hinanden. Carsten var der hele tiden og støttede, så meget han kunne. Desværre kunne man ikke skubbe pga. det ujævne terræn.

Jeg måtte af cyklen og trække op af latterligt små bakker, og vi blev passeret af en del hold, inklusiv tre hold fra vores egen klasse. Vi endte med andre ord igen som nummer og var også på femtepladsen samlet. Hæderligt alt taget i betragtning.

Det viste sig, at vi absolut ikke var det eneste hold, som havde haft det hårdt derude. Faktisk var der over 60 hold, som fik ’klippet pladerne’ den dag, dvs. som måtte forlade løbet, fordi de ikke var i stand til at gennemføre. Og mange røg på hospitalet pga. hedeslag. Gik man forbi sygepleje teltet hen under aftenen, lå der stadigt folk i drop derinde.

2. etape (Hermanus-Greyton) – Dyre punkteringer
Som følge af gårsdagens massakre besluttede løbsledelsen at korte etapen ned til 63 kilometer i stedet for de planlagte 102 kilometer. Det var der sjovt nok ikke nogen, som brokkede sig over. Vejrudsigten varslede endnu højere temperaturer end dagen før. Overfor den slags hjalp det end ikke at brokke sig …

Belært af gårsdagens lidt – læs: alt for – beskedne væskeindtag og heraf følgende kramper, drak vi i dag rigeligt, og forbavsende nok var der stort set intet at mærke til kramper og stive muskler fra 1. etape. Benene var allerede restituerede og stadigt gode. Og ruten var sjov at køre, om end det jo var varmt.

Bedst som vi havde rundet det højeste punkt, blev vi desværre ramt af en punktering, der sad ved dækkanten, så vi ikke kunne gøre brug af vores indøvede teknik med tubeless-ormene.

Punkteringen kostede omkring otte værdifulde minutter, og desværre røg vi ind i endnu en af slagsen blot 20 minutter senere. Den tog godt nok kun den halve tid at fixe, men alt i alt betød det, at en del langsommere hold kom forbi. Det sænkede os en del på resten af ruten, hvor det til tider var svært at overhale.

Vi sluttede heldigvis i fin stil op ad en virkelig varm og stejl bakke – og endte på en ottendeplads på dagen. Den samlede femteplads var stadig vores.

3. etape (Greyton-Greyton) – Gearet til opgaven
Tredjedagen var på papiret en af de lette etaper med kun 78km og ’blot’ 1.650 højdemeter. Men med et utal af korte stigninger med urimeligt høje stigningsprocenter viste den sig alligevel at være en særdeles barsk omgang.

Og en omgang, som med al mulig tydelighed viste, hvorfor det er vigtigt at være bevidst om, hvilken gearing man har valgt til sin cykel.

Temperaturen – den rundede igen 30°C. Og vi måtte inkassere lidt røvfuld af vores nærmeste konkurrenter, med et par minutter. Bevares, de var bedre end os på dagen, så vi dumpede ned på en samlet syvendeplads.

En samlet set måske hård dag, men heldigvis også en udramatisk en af slags. Hvilket her giver plads til at opholde sig ved noget helt andet, end hvad der hidtil har været i fokus: Udstyret. Derfor et lille ’tech afsnit’ – om gearing i et etapeløb som Cape Epic.

Der var på dagens etape – og flere andre steder – stigninger med procenter over de 30. Og ikke blot over 20 meter. Nej, flere af dem tog måske 2-6 minutter at forcere. Av!

Jeg kørte med en 32T foran og Eagle-kassette bagpå (10-50T), mens Carsten kørte med 32T foran og almindelig XX1 bagpå (11-42). Der er selvfølgelig ryttere, som kan mose den op med en tung gearing, men for de fleste motionister og super-motionister bliver det lidt tungt med 32 foran og 11 bagved på de stejle passager, og Carsten ønskede også af og til, at han havde en 30T foran. Udfordringen med at sætte en 30T foran og 11-42 bag er, at der skal hjules lige lovlig meget på de flade stykker.

Konkluderende vil jeg derfor tillade mig at sige, at XX1 Eagle er det helt rigtige til Cape Epic, så længe man kører med blot en enkelt klinge på kranksættet. Kører man med to klinger foran er problematikken på sin vis løst, så det er for mange bestemt en overvejelse værd.

Vi er trods alt i meget anderledes terræn end hjemme i gode, gamle Danmark.

4. etape (Greyton-Elgin) – Lang dag i sadlen
Næsten halvvejs igennem, og løbets længste etape med 112 kilometer (og 2.150 højdemeter) lød dagens menu på. Ikke at forglemme – med den største stigning til sidst på ruten. Der var nok at se frem til.

Det startede godt. Vi havde igen hul igennem til gode watt-tal og fint godt med. Indtil vi atter blev ramt af en kantpunktering og måtte stå og fumle i 18 lange minutter, med latex ud over det hele til følge.

Det forløb kunne tilmed nemt være blevet længere, mere beskidt og meget mere frustrerende, hvis ikke vores gode venner fra Ryttergaarden, Michael Dall og Poul Kristensen var stoppet og brugt tid på at hjælpe os. Tak drenge – det var sgu god stil!

Ikke desto mindre betød det, at vi røg ned som nummer 24 i vores klasse ved første depot. Lidt af en streg i regningen.

Nu blev det en lang vej hjem, da der var meget åbent og megen vind, og der hvor vi nu lå, var der ikke mange, der gad trække os. Så vi fik vi fik skam en del vind på snuden den eftermiddag, men fik samtidig arbejdet os op på en syvendeplads på dagen med lige over seks timer i sadlen.

Og samlet – jo, der rykkede vi faktisk helt frem til sjettepladsen. Så kan man jo ikke klage, selvom det var en hård dag.

5. etape (Elgin-Elgin) – Det fedeste nogensinde
Var 1. etape det hårdeste MTB-løb, vi nogensinde har kørt, så blev 5. etape det absolut fedeste MTB-løb, vi nogensinde har kørt. Ruten på 84 kilometer og med 2.100 højdemeter blev af arrangørerne beskrevet som ’Singletrack Heaven’. Det vil vi ikke modsige.

Efter at have kørt lidt op og ned endte vi, efter 20 kilometers kørsel, i ca. 600 meters højde. Herfra og resten af vejen bød terrænet på de fedeste singletracks, vi længe har set.

Det startede med ca. en times nedkørsel, over et stykke med afbrændt skov og sort/hvid overflade med ét spor uden lige. Det var virkelig godt lavet og tilbød os ryttere et helt ubeskrivelige flow.

Man kunne trygt give pænt med ’gas’, uden pludselig at blive overrasket af et uventet 90° sving eller andre farlige forhindringer. Man kunne se virkelig langt væk, og det var fedt, når man kunne se, at man nærmede sig et par hold foran, langsomt men sikkert – og til sidst kunne overhale dem.

Det ene geniale track fulgte efter det andet, og undervejs gik ruten tilmed igennem ’The Amphitheatre’ i Elgin; nogle vilde trækonstruktioner – bygget op i træerne –, som ville få Naturstyrelsen herhjemme til at ligge i fosterstilling i flere uger. Imponerende!

Mindre fantastisk blev det ikke af, at der var rigtig mange tilskuere, musik og mange tilråd. At køre rundt i træerne var en oplevelse langt ud over det sædvanlige.

De sidste 10 kilometer mod mål gik nedad, med god fart på i store sving og lækkert designede berms. Og så lige toppet af det allersidste stykke ind mod stævnepladsen med et højhastighedsstykke med gode hop. Jo tak!

Det fornemmes nok – i mål var vi helt estatiske og svimlende begejstrede. Det var en ubeskrivelig fed dag på cyklen.

At det blev til en enkelt punktering undervejs, det tog vi med. Og denne gang sad den heldigvis midt i dækket, så vi kunne gøre brug af vores orme-kit, hvorfor reparationen tog under et minut at få klaret. (Det virker bare ’det shit’ – og tak til Søren Fætter for endnu et frisk WeTire dæk!)

Dagen indbragte os endnu en femteplads, og samtidig styrkede vi vores samlede sjetteplads. Der var nemlig lige nogle franskmænd – vores værste rivaler. De fik tæsk med otte minutter.

6. etape (Elgin-Elgin) – Alvorlig mavepuster
Om eftermiddagen efter 5. etape fik Carsten desværre ondt i maven, og ret hurtigt – efter seks gange opkast og talrige toiletbesøg – stod det klart, at der var tale om et klassisk tilfælde af maveinfektion. Noget, som rammer rigtig mange undervejs i løbet (heriblandt også Thomas Nørup, den ene del af det stærke danske Team AGU).

Heldigvis havde jeg antibiotika og immodium med, som Carsten fik hen under aftenen. Og faktisk lykkedes det at få dæmpet både hans diarré og opkast, men det hindrede ikke, at Carsten havde tabt alt det, han spiste efter løbet. Siden havde han fået andet indenbords. En alvorlig mavepuster – og en truende situation.

Rigtig mange udgår nemlig af Cape Epic som følge af maveinfektion, der efterlade ryttere totalt afkræftede og uden den store lyst til at cykle videre.

Det kræver den allerstørste motivation at sætte sig på cyklen, og at skulle gøre det på dagen for Kongeetapen – på 103 kilometer og med 2.750 højdemeter – gjorde bestemt ikke udfordringen mindre.

Det var med en vis ængstelighed, jeg lagde mig til at sove. Sluttede det her?

Klokken 5.00 kaldte jeg på Carsten gennem teltvæggene – hans svar var kort, tørt og konstaterende: ”Vi kører!” Og to timer senere stod vi på startstregen … og var ret ynkelige. Carsten havde stort set intet fået at spise i 24 timer. Samtidig var temperaturen faldet drastisk, så det nu kun var ca 5°C , ikke lige min stærke side, så heller ikke jeg var ikke mange sure sild værd.

Starten gik, og efter to timers kørsel, hvor vi ikke sagde ret meget, lød det fra Carsten, på ny kort og konstaterende: ”Vi kommer igennem!”

Dét var nok et af de stærkeste indtryk fra hele turen, netop dét øjeblik. Jeg følte det som en kolossal lettelse: at vide, at vi alligevel havde chancen for at komme dette igennem som et hold. Min beundring for Carsten i det øjeblik er svær at sætte ord på.

De næste fem timer fortsatte i et tempo, der svarede til ren fedtforbrænding, dvs. uden al for høj puls, men det var en fed tur. Vi tog os den tid, det nu tog. Bonussen var, at ruten sluttede med det samme super fede flowstykke som dagen før.

For anden gang i løbet havde Carsten vist sig som lidt af en supermand – det er bestemt ikke mange, der klarer syv timer i sadlen efter en seriøs maveinfektion dagen før.

Vi endte på en 13. plads i vores klasse og tabte en enkelt placering i klassementet. Men det vigtigste var, helt uden sammenligning, at vi var kommet igemmem og stadig havde muligheden for at fuldføre som et hold.

7. etape (Elgin-Val de Vie) – Sidste forhindringer
Dagen var kommet for sidste etape. Nu kunne det næsten ikke gå galt, og vi var begge ret meget oppe at køre og følte os virkelig klar. Carsten havde fået det bedre og også været i stand til at holde på maden. Og jeg – jeg så frem til en ny dag på cyklen.

Det var koldt som dagen før, men vi startede en time senere, så det var ikke så slemt. Desværre var vi røget ned i Box C, så der var en god halv times slalomkørsel for at komme frem i feltet. Ret hurtigt stod det klart for os, at det gik godt, at vi begge to havde noget at ’skyde med’. Den fik, hvad vi kunne.

Efter ca. 45 kilometer skulle Franschhoek passeres, en lang asfaltbakke med en gennemsnitsstigning på ca. 6 % og godt 400 højdemeter. Lige noget for dem med store lår – tonserne.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg var presset opad, men Carsten gav mig et par skub på de rigtige tidspunkter og fik mig til at fokusere på ’de to i gule trøjer’ foran os. Det var en stor hjælp, og vi kom over, uden at tabe alt for meget til de store maskiner.

Nedad var også på asfalt det første stykke, og vi kom op på næsten 80 km/t. Hvorefter ruten drejede 90° direkte ind på en uhyggelig stejl grusnedkørsel – hvor vi heldigvis ikke styrtede.

Nede ved den sidste vandpost var der stadigt omkring et minut op til parret, der lå på tredjepladsen. Det vidste vi selvfølgeligt ikke, men på et tidspunkt kan vi øjne dem i det fjerne. Vi får hurtigt lukket hullet op til dem, men bliver lidt bag dem og diskuterer, hvornår vi skal forsøge os med et angreb. Og så flasker det sig sådan, at der kommer en lille, hård teknisk stigning, hvor vi giver alt, hvad vi kan.

Vi ved ikke rigtigt, om vi har fået hul, for man kan kun høre, at der er nogen bagved – men ikke hvem. Vende sig om kan man ikke pga. både farten og det ujævne underlag.

Der resterede nu ca. 10-12 kilometer af etapen – og Cape Epic –, og vi vidste fra tidligere, at tekniske grusveje med sand og store sten ikke var alles livret. Så fra front skruede vi farten helt i vejret, og efter en 4-5 kilometer var der ikke længere nogen lige bag os, kunne vi konstatere.

Resten af vejen kørte vi, som om vi havde stjålet cyklerne, og vi var pænt trætte, da vi endelig nåede i mål.

Men hvilken afslutning! Vi havde rent faktisk kørt os på podiet i vores klasse, og vi var helt oppe at køre over det. Det var en fed fornemmelse at kunne gå ind i Winners Lounge til Cadel, Nino, Sabine, Jenny, Brentjens – og alle de andre stjerner …

Vi prøvede at se ud som om, det ikke var første gang, men noget der sker for os hver dag. Men, må vi jo erkende, colaerne derinde smagte nu altså ekstra godt.

Podiepræmien var den samme som i Slush Cup og Dustcup – en flaske vin til hver, som vi senere på aftenen nød i fulde drag. Det var slut. Vi havde gennemført. Det skulle fejres!

Samlet set
Der er nu gået adskillige uger, siden det hele gik for sig i Sydafrika – og vi vendte hjem til vores hjemlige, nordlige breddegrader. Når jeg tænker tilbage, var en sindssyg vild og fantastisk oplevelse. Intet mindre.

Jeg har kørt Transalp i Tyskland to gange og må indrømme, at jeg inden afrejse til Sydafrika greb mig selv i at tænke: ’Arrhh, der er jo færre højdemeter [i Cape Epic] – så meget hårdere kan det vel ikke være dernede’. Men det er noget helt, helt andet. Det er virkelig ’untamed’ – der er mange farer, som lurer overalt, og man skal gøre sig virkelig stor umage for bare at fuldføre.

I vores klasse gennemførte 45 ud af 62 hold (73 %), og samlet var tallene 503 hold (76 %) ud af 658 hold. Med andre ord udgår omkring en fjerdedel af samtlige startende hold.

Følelsen af at have gjort det sammen med Carsten er stadig lidt overvældende. Vi vil aldrig glemme det. Ingen af os, det er ganske vist.

Vi er blevet spurgt af mange, om vi skal køre igen. Efter lidt overvejelse var vi begge enige om – at det ville vi umiddelbart ikke.

Der har været store omkostninger forbundet med at køre det løb, ikke kun økonomisk, men også – og ikke mindst – i forhold til familien. Det er et halvt år med utrolig meget fokus på træning, søvn og restitution – og ikke så meget overskud til meget andet.

Havde omstændighederne været anderledes, var vi ikke var kommet igennem, ja, så kunne det godt ske, at vi ville overveje et nyt forsøg. Prøve igen. Men nu gik det jo helt fantastisk, så hvorfor overhovedet kaste sig ud i det hele en gang til?

Og så igen – nu hvor jeg sidder og skriver dette og gennemser videoer og billeder dernedefra … så er jeg pludselig ikke så sikker.


Råd til kommende eventyrer i Cape Epic eller andre etapeløb
Der er allerede skrevet meget om, hvad der skal til, hvordan osv. for at køre Cape Epic, og der er mange gode råd at finde på nettet.

Her kommer ikke desto mindre Carstens og min version – vores råd og anbefalinger:

Makkeren
Han (eller hun) er naturligvis virkelig vigtig, så vælg med stor omhu. Det er super (super!) vigtigt at finde en, man kan med – og på forhånd nøje har kunnet diskutere forventninger og målsætninger med. Vi så, som allerede nævnt, mange, der var gået galt af hinanden. Nogle var simpelthen blevet uvenner.

Så bedst er det at finde en, man har kendt et stykke tid og måske ligefrem tidligere været på tur med. Tal igennem, hvad der skal ske, når den ene bliver svag eller dårlig; for det sker. Tal igennem, at der vil ske uheld og defekter – hvad gør I helt konkret i den situation? Hvad virker, og hvad virker ikke.

Økonomi
Det er ikke nogen billig fornøjelse, og de fleste af os må betale af egen lomme. Det skal man vide og have taget stilling til, allerede inden man begynder at træne osv.

For Carsten og jeg så regnestykket sådan ud:

  • Deltagergebyr – 19.000 kr.
  • Hotel inden løb – 3.500 kr.
  • Hotel efter løb – 1.400 kr
  • Vaskeservice – 210 kr.
  • Flybillet t/r – 6.000 kr.
  • Samlet – ca. 30.000 kr.

Dertil kommer diverse udgifter, så regn med ca. 35.000 kr. (plus udgifter til din cykel, udstyr mv.).

Er det pengene værd? Jeg synes det.

Selvom 19.000 kr. for deltagelse kan lyde dyrt, så hører det med, at der er såkaldt ’full service’. Dvs. fuld forplejning, og transport af ens bagage fra sted til sted. Man overnatter i telt; én person i et tomandstelt, så der er god plads.

Bevares, stadig mange penge, men faktum er, at pladserne virkelig hurtigt er udsolgte.

Træning
Der kan findes mange meninger om, hvad der er det bedste træningsmæssigt hen imod en stor fysisk anstrengelse som Cape Epic. Carsten og jeg er enige om, at lange turer i dårligt vejr er med til at gøre én mentalt råstærk (’do something unpleasant’).

Vi følte også, at de mange træningstimer i sadlen gjorde, at vi kunne køre sidste etape med godt overskud.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi så mange andre ryttere, der åbenlyst ikke var ordentligt forberedte heller på det punkt.

Vi synes også, at det gav os en klar styrke, at vi havde trænet mange timer sammen. Det gør det mere intuitivt at se, om den anden er i krise eller omvendt kører med overskud. Men de lange turer skal krydres med korte, hårde træningspas – deltagelse i nogle vinterkonkurrencer er en glimrende måde at gøre det på.

Som led i vores træning kørte vi en gang om ugen benhård AT-træning på grus (4×17 min). Vi forsøgte også at lave så meget styrke- og smidighedstræning, som vi kunne, men indrømmet – det er det første, der ryger, når man er udkørt. Men det er ikke desto mindre en god idé som minimum at lave træning for arme og skuldre. Pushups evt. på yogabold er godt!

Måske ikke ligefrem den slags træning, man normalt tænker på – men: Punkteringer og andre udstyrsdefekter er det også en virkelig god idé at træne g øve på forhånd. Så I ved, præcis hvem der gør hvad, når uheldet er ude. Hvem har pumpen, hvem holder på hullet, hvem fyrer CO2’en af osv. osv.

I gennemsnit blev det til ca. 15 timers træning om ugen i det sidste halve år inden afrejsen. Er det nødvendigt med så megen træning? Sikkert ikke, og mange kan givetvis godt klare sig med mindre. Vi følte dog begge – og føler stadigvæk – at vi havde virkeligt gode ben og et pænt overskud selv efter fem timers hård kørsel. Det havde næppe været tilfældet, hvis vi havde slækket for meget på træningen. I det lys tror jeg, at mange timer er godt givet ud – specielt i relation til mental robusthed.

Skal man som par være lige stærke fysisk for at deltage? Ikke nødvendigvis vil jeg sige, men det er en klar fordel, hvis der heller ikke er meget stor forskel. Carsten var generelt en lille smule hurtigere end jeg, men vi var ret godt matchet. Det var meget lidt, vi var tvunget ud i at skubbe hinanden.

Men alt kan i princippet lade sig gøre – hvis man på forhånd har taget det alvorligt at få afklaret forventningerne, til løbet og ikke mindst hinanden.

Vi kørte en del med en norsk rigmand, der var sej nok, men ikke i fantastisk form. Og han kunne måske også godt tabe et par kilo eller tre. Han kørte med en norsk A-rytter, som kunne have kørt meget hurtigere. Men rigmanden betalte for hele gildet, og aftalen var, at han blev skubbet en del, og at de fulgtes ad. Det gik fint, og de har nu kørt Cape Epic hele fire gange sammen.

Så det kan godt lade sig gøre med stor forskel, hvis man blot har talt om det inden og er klar over, hvad den anden forventer.

En god nedtrapning på 2-3 uger inden løbet er også et vigtigt, eller måske faktisk et afgørende element. Vi havde helt formidable ben de to første dage. Eneste ulempe er, at det er ret let at blive overkåd, når man kommer ned i varmen, og musikken spiller.

Cyklen
Ingen tvivl på det punkt – en god ’fully’ med 29’ hjul er, hvad der skal til. Det er ikke en ubetinget fordel at gå efter de letteste dele på markedet, da det er et hårdt løb for cyklen.

Der er mange virkelig hårde nedkørsler på det, man kan kalde grov-grusveje, med store furer, sten, sand og huller. Sørg for, at cyklen spiller maximalt 1-2 uger inden afrejsen. Og sørg for, at cyklen er indstillet til dig mindst 2-3 måneder før afrejsen.

Og meget vigtigt er det at køre med tubeless. Risikoen for punkteringer er stor. Benyt et dæk med forstærkning i siderne, og lad det tynde racedæk blive hjemme. Hæld godt med latex i. Det er ikke her, man skal spare!

Man kan i øvrigt købe det meste dernede, så med mindre det er helt specielle dele, behøver man ikke slæbe alt muligt med.

Undervejs på etaperne
Et vigtigt råd er at være opmærksom hele vejen. Det kan lyde banalt, men de mange grov-grusveje er farlige, der bliver kørt hurtigt, og der skal ikke meget til, før man styrter. Så lad være med at sidde og fumle med geler osv., når der er fart på. Det er ikke som på landevejen. Vent til det går opad, eller til når der fra tid til anden faktisk køres på asfalt.

Det er med andre ord vigtigt at være mentalt frisk og holde øje med underlaget – hele tiden! Selv verdensstjernen, den tyske veteran og tidligere VM- og OL-guldvinder Sabine Spitz, måtte sande dette. Hun havde et alvorligt styrt ud over en stenbro den første etape med et pænt sår i panden til følge. Senere i løbet styrtede hun så igen, i relativ høj fart på en grusvej. Hun knækkede styret, men viste stor karakter og fik sat sit styr sammen med nogle grene og lidt medbragt gaffatape.

Det kostede Spitz og hendes makker 35 minutter, men de formåede alligevel at bevare deres podieplacering i den samlede stilling.

Dette bringer os frem til, hvad vi mener, man skal have med ud på etaperne, som et minimum fordelt på teamet:

  • Pumpe
  • Drop
  • Klampe
  • Kædeled
  • Minitool med kædeskiller, der virker! (Og husk at have øvet med den hjemmefra)
  • Strips i forskellig størrelser
  • Gaffatape
  • CO2 patroner (vi havde fire med totalt)
  • Slanger (vi havde tre med totalt)
  • Bidtang og kniv (evt. i et minitool)
  • Tubless repair kit med seks orme
  • Et stykke plastik eller andet til at lægge inden i dækket ved større flænger
  • Telefon

Igen: Depoterne er faktisk virkelig veludstyrede. Vi startede med at medbringe alt muligt, men til sidst benyttede vi blot depoterne. Man kan få alt: Geler, barer, saltpastiller, frugt, kage, cola, vand, sportsdrik og alle mulige og umulige snaks.

Så der er egentlig ingen grund til at medbringe noget, da depoterne som regel ligger ganske fornuftigt placeret. Der er ikke for langt imellem dem (ca. tre depoter pr. etape + små ekstra-depoter med væske).

Øvrige – og afsluttende – råd
Sørg for at kommunikere rigeligt under løbene, specielt i starten, hvor det er nemt at blive væk fra hinanden i de halvstore, kaotiske felter. Carsten og jeg råbte tit til hinanden: ’Er du der’ – og svarede ’ja’, så vi ikke behøvede at se bagud. Desuden havde vi aftalt, at hvis vi blev væk fra hinanden i starten, så mødtes vi ca. 10 ude på ruten. Det fik vi ikke brug for, men ’just in case’!

Tag ikke for meget grej med, hvis der ikke allerede blev bidt mærke i det. Den taske, man får, er ikke super stor, og der kan ikke være meget i den. Man går alligevel i det samme tøj, når man ikke cykler – og med vaskeservice (kan ikke anbefales nok!) har man frisk tøj hver dag med blot to sæt. Tag evt. en lille ekstra taske med, der kan spændes uden på den anden. Det accepteres.

Vær forberedt på, at det kan blive pissekoldt om natten (der var ned til 2 grader), så en god sovepose er essentielt, samt noget varmt undertøj.

Sørg for at have kvalitetscykelbukser, og at de ikke er helt nye. Husk det! Lad være med at spare på buksefedt, smør rigeligt på. Eventuelt kan man tage en lille lynlås-pose med ekstra buksefedt med ud på de lange dage.

Det er super vigtigt at undgå at blive kunde i ’the bum clinic’ – det er smertefuldt, hvis der først går hul, og det nedsætter helt sikkert glæden ved at køre.

Og endelig husk: At nyde det! Det har kostet mange penge og krævet megen træning, forberedelse, organisering osv. Så når I nu har gjort dig umage og kastet mange ressourcer ind i projektet – så sørg for pokker for, at det bliver en god oplevelse.

Husk også at tale med de andre deltagere. De kommer fra hele verden, er der af samme årsager som jer, og de ønsker som jer at have det sjovt og komme hjem med en oplevelse udover det sædvanlige.

Lad være med at være alt for seriøs – lav lidt spas, drik en øl eller tag et glas vin undervejs. Det sker der intet ved. Tværtimod!

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Bo Falck Hansen Skrevet af:

Har cyklet MTB i snart 20 år og brugt mange timer på at lave og opfinde motionscykelløb, bl.a. Slushcup. Siden uddannet som træner (DIF diplomtræner), helliget sig træning af børn & unge - og kraftigt involveret i DCU’s MTB Talent arbejde.

Kommentarer er lukket.