Det belgiske ægtepar, som bedst kunne lide danskere

Efter en stille periode er der mere støj om dansk cyklecross. Støj, som har runget i en lille håndfuld år, og som nok er forårsaget af primært rytterne. Men som har et beskedent, belgisk ægtepar som stærkt baggrundselement. Faktisk har parret andel i udviklingen af dansk cyklecross på den internationale scene. Det handler om kultur, gensidighed, tradition – og om at udvise taknemmelighed.

Et minde stikker ud, trænger sig på. Hovedet er ellers fuldt af dem, men det fra VM i amerikanske Louisville i 2013 er helt særligt for Kenneth Hansen. Så stærkt, at han stadig mærker det i kroppen.

Som ambitiøs ung rytter og national mester i cyklecross er han som eneste dansker taget til USA. Med sig har han sin far, Brian, og til at komme rundt en lille udlejningsbil. Det er alt. Forholdene er primitive for det danske ’team’. De får dog hjælp af Patricia og Mario, et belgisk ægtepar, som har knyttet et bånd til den da 21-årige dansker. For egen regning er de taget over Atlanten.

Brian sørger for, at de to belgiere får officiel status af hjælpere i den danske lejr. De ved, at Kenneth ikke har meget støtte hjemmefra. Fra den danske cykleunion. Det har de set gentagne gange i Belgien, hvortil den danske mester ankommer alene til det ene løb efter det andet. Og tager derfra på samme måde.

De havde nok fået lidt ondt af mig, reflekterer han, nu en lille håndfuld år senere.

“Jeg husker tydeligt Louisville, til VM. Det var pissekoldt, og man var langt væk hjemmefra. Da jeg kom i mål efter løbet, var jeg grædefærdig. Jeg havde kørt alt, hvad jeg kunne,” siger Hadersleveren, som kort forinden havde bragt sine DM-sejre op på tre i streg.

”Men jeg havde også kørt bedre end forventet. Bedre end nogen dansker ved et VM i mange år.”

”I det øjeblik, ser jeg, at de er lige så berørte, lige så glade og stolte som jeg er. Det giver mig stadigvæk kuldegysninger, når jeg tænker på det. Når jeg fortæller om det. Dér ser jeg, at de føler, de er en del af det. De elsker det virkelig. Jeg har ikke mødt mange mennesker som dem.”

En del af holdet
Patricia og Mario husker godt Louisville i den østlige delstat Kentucky. Hvordan de formelt og forbavsende enkelt var blevet ’danske hjælpere’. Hvordan Kenneths far Brian havde sagt – ’I er nu en del af holdet’.

”Siden da har vi været en del af det danske landshold ved internationale crossløb,” siger Patricia.

Mario følger op:

”Vores motto har siden da været: Hvis vi har tid, og I har brug for os, står vi til rådighed. Og Kim [Petersen] har løbende kontaktet os og spurgt, om vi var klar. Spurgt om han kunne skrive os på listen.”

Det sidste gentager Patricia som et ekko. “På listen.” En erindring, et kært minde. Hun kunne selv have sagt det og Mario været den, som gentog. De snakker ofte lidt i munden på hinanden, her da XCCX.dk møder dem ved VM i Luxembourg. Eller snarere færdiggør de og tilføjer til hinandens sætninger.

Kenneth Hansen blev nummer 12 i U23-klassen i Louisville. 1.50 min. efter hollandske Mike Teunissen, som vandt foran belgierne Wietse Bosmans og Wout Van Aert.

Superfans og samarbejdspartnere
De seneste sæsoner har Patricia og Mario hjulpet til, når det danske landshold har haft brug for det. De har også hjulpet danske ryttere, der har været sydpå for at køre cyklecross. Uanset om det foregik i landsholdsdragt eller ej.

Og følger man som dansk cykelfan med i international cyklecross – og i mountainbike – vil man med stor sandsynlighed være stødt på det midaldrende, belgiske par. I hvert fald hvis man har fulgt de danske talenter. Patricia har i mange år været en ivrig fritidsfotograf ved løb, og i stigende grad har hun taget billeder af danske ryttere. Hun har også tagget dem, hvormed de er blevet eksponeret på facebook.

Det var herigennem, hun og Kenneth Hansen i første omgang kom i kontakt. Den unge dansker henvendte sig simpelthen på baggrund af et billede, han var tagget på. En kontakt, der sidenhen skulle skabe det særlige bånd mellem ægteparret og dansk terræncykling.

Allerede før Kim Petersen, den nu tidligere danske cyklecross-landstræner og tredobbelte danske mestre, overtog roret i DCU’s satsning på disciplinen, mødte han Patricia og Mario. To personer, han beskriver som ”omsorgsfulde, gavmilde og ’superfans’ af gode – baseret på resultater såvel som på moral og opførsel – cykelryttere, i særdeleshed inden for cyklecross.”

Året før Kim Petersen blev ansat som landstræner, deltog han som sportslig leder for den danske trup ved VM i Hoogerheide i 2014. Patricia og Mario var til stede og blev af Kim Petersen inkluderet som officielle hjælpere. For andet år i træk hjalp de danskerne.

Kim Petersen understreger, at de selv dækkede samtlige deres udgifter. På den måde mere end beviste de, at interessen for at hjælpe de danske ryttere var ”oprigtig og af bedste intentioner”. Noget, der gentog sig igen og igen, også ved efterfølgende verdensmesterskaber og World Cup-løb. Det har været frugtbart for dansk cyklecross, siger Kim Petersen.

”Vores samarbejde har været upåklageligt. Jeg har lært at servicere rytterne ved målgangen af Patricia, som altid har det med i tasken, som skal bruges ved målgangen. Mario har styr på grej og depot, og han er enormt erfaren i det game, som udspiller sig i depotet, når der er tryk på med at få vasket cykler og gjort klar til cykelskift.”

”I det hele taget er det et professionelt par, som altid yder det bedste, de kan,” siger ekslandstræneren og nævner især, hvordan det kom ham og Simon Andreassen til gavn ved VM i Tabor i 2015.

Patricia og Mario foran den danske lejr ved VM i cyklecross 2017, i Bieles, Luxembourg. (Foto: Adam Aisen)
Patricia samler rød-hvide overtrækstrøjer og -bukser ind før en af starterne. (Foto: Adam Aisen)
Mario i aktion i ‘pitten’ – her har han netop taget imod en af de danske cykler i forbindelse med cykelskift. (Foto: Adam Aisen)
Patricia har altid sit kamera med sig, klar til at tage billeder, når hun ikke er beskæftiget af arbejdsopgaver. (Foto: Adam Aisen)

Værdifulde eksperter
”Patricia husker mig på at købe vådservietter, til når hun og jeg skal tage imod ved modtagelsen af rytterne i målområdet. Da Simon ender med at vinde VM, bruger vi vådservietterne til at tørre mudder og skidt af ansigt og ben inden podieceremonien. Så det endte med at være ret væsentligt at have med i tasken.”

Det handler om de små detaljer, også i cyklecross og i cykelsport generelt. Nok kan vådservietter lyde som en detalje, en banalitet. Men Kim Petersen lægger ikke skjul på, at det belgiske par har indført det danske landsholdsteam i ét og andet om professionalisme i moderne, international cyklecross. En sport, der gennemgik drastiske forandringer op gennem 00’erne.

For Kenneth Hansen, der nød godt af Patricia og Marios hjælp forud for DCU’s seneste større cyklecrosssatsning, har det været tydeligt. Mærkbart – og ikke mindst til stor gavn. I hans optik er de mere end (super)fans af sporten. De er eksperter.

Det belgiske ægtepar har, i princippet helt uden om DCU, bevirket en del af de senere års udvikling af dansk cyklecross. Navnlig den del, der har internationale ambitioner. Bidraget og bistået.

”Det har været godt, at Kim, nogle forældre og andre var der, til de store stævner,” siger Kenneth Hansen, dansk mester i cyklecross i årene 2011-13 samt vicemester i 2014 og 2016. I januar 2017 blev det til DM-bronze.

”Men der manglede nogen til at fortælle, hvad der skal ske. Nogle, som ved, hvordan det foregår og har viden om, hvad der skal gøres, hvornår man skal gå hen til starten osv. Den funktion har Patricia og Mario, og det er en kæmpe hjælp,” siger han, betegner parret som bl.a. gæstefrie, imødekommende, nærværende – og fortsætter:

”Det eneste, de forventer til gengæld, er at man er ærlig og venlig. De er meget mere værdifulde end bare at være hjælpere.”

Who are these guys
Er man dansk terræncykelfan og stødt på navnene – og ansigterne af – Patricia og Mario, set nogle af Patricia Cristens’ billeder af danske ryttere, har man muligvis tænkt: Who are these guys? Hvem er de? Måske spørger man, mens man læser disse linjer – hvorfor gør de det?

Udover at have været gift i mere end tyve år, fra Belgien og begge fabriksarbejdere, nærer 49-årige Patricia og den seks år yngre Mario stor kærlighed til den samme ting: Cykelsport. I særdeleshed de to store terræncykeldiscipliner, cyklecross og mountainbike.

Deres kendskab til sporten er indgående. Patricia som beskuer og fan siden hun var spæd (hendes forældre tog hende med til cykelløb). Og som hobbyfotograf. Mario ved bl.a. selv at have cyklet og konkurreret på lavere niveau i mange år. De kender begge sporten. De ved, hvad den kræver.

”Det var også gennem cykelsporten, at vi mødte hinanden,” siger Mario. Det er noget, de har sammen. Har haft sammen igennem mange år efterhånden.

Deres personlige engagement indledtes ikke som hjælpere for danske ryttere. Det startede mange år før. Som så mange andre belgiere var de på deres egen måde involverede, kendte og fra tid til anden hjalp navnlig lokale ryttere. Inden for både cyklecross og landevejscykling.

De to, trods alt, populæreste cykelsporter i et land gal med konkurrencer på den tohjulede. Cykelsort er en dybt integreret del af belgisk, af flamsk kultur.

Ved at lære den italienske stjerne Marco Aurelio Fontana at kende, blev Patricia og Marios horisont udvidet. De tog til World Cup-løb udenfor landets grænser, og fandt også mountainbike mere interessant.

’Officielt har jeg ingen børn’
Med årene hjalp de flere og flere ryttere. De er også kommet tæt på flere af dem. Belgiske, men også og i stigende grad – danske. Og når hun taler om dem, fortæller, hvordan hun tager sig af dem, lyder Patricia som en kærlig forælder.

”Sommetider bliver hun spurgt, om hun har børn, hvortil hun svarer: ’Nej, officielt har jeg ingen, men på en måde har jeg flere’,” kommer det med et afvæbnende smil fra Mario.

”Ja, flere – og ikke kun de danske ryttere. Om sommeren hjælper vi også et lille belgisk mountainbiketeam, hvor jeg især tager mig af en af pigerne. Hun kalder mig altid sin mor. Det er virkelig sødt,” siger Patricia.

”For os er det vigtigt at hjælpe til, ikke fordi de er de bedste eller nummer 20 eller 30. Men fordi de er venlige og taknemmelige,” siger Mario og fortsætter parrets karakteristiske ping-pong stil.

”Det er normalt at være skuffet lige efter løbet, men jeg plejer at sige til dem, at ’det er ok, men ikke resten af ugen’. Vi har hjulpet ryttere, der var vant til at vinde og opførte sig sådan. Det var trættende,” siger Mario.

Ingen drama queens til det belgiske par, som har lært, hvad de vil stille op til – og modsat vælger at holde sig fra. Et nødvendigt valg i lyset af, de mange timer og dage, som bruges.

”Kunne vi tage mere fri, end vi har mulighed for, ville vi tage til alle World Cup-løb, både cyklecross og mountainbike. Men det skal virkelig planlægges. På nær to ugers cykelfri om sommeren, hvor vi rejser sydpå, bruger vi al vores ferie og fridage på det,” siger Patricia beskedent.

”Cykelløb, cyklecrossløb, mountainbikeløb. Vi synes, det er sjovt.”

Under belgiske himmelstrøg
Da cyklecrosssæsonen 2013-14 nærmede sig havde Jonas Pedersen for længst truffet en beslutning. Han ville satse ét hundrede procent på den mudrede terrændisciplin.

Den danske mester i mountainbike fra 2012 og dobbelte DM-sølvvinder i cyklecross i 2012 og 2013 (efter Kenneth Hansen) følte, tiden var inde til at vælge. Mærke efter, hvor hjertet bankede kraftigst. Med juniormesterskaber i begge terrændiscipliner var det for den 21-årige nordsjællænder et luksusproblem – men der var brug for at fokusere.

I december flyttede han til Belgien. Da var sæsonen for længst skudt i gang, og han havde allerede flere gange været på langfart til løb syd for grænsen. Nu ville han bo dernede vinteren over, under belgiske himmelstrøg, og se, hvordan det kunne gavne hans karriere. Gribe ud efter nye muligheder.

Jonas havde i forbindelse med en tur til Tjekkiet – sammen med Kenneth – allerede truffet og mødt Patricia og Mario. Og de var ham behjælpelige med at finde et sted at bo. Ikke hos dem selv, men i nærheden. Oven på en café. Parret tilbød yderligere hjælp – til at knække ’sprogkoden’, når flamske løb skulle tilmeldes og planlægges, til tøjvask og assistance ved løb.

Om tirsdagen var han fast middagsgæst i boligen i den lille by Putte, mellem Bruxelles og Antwerpen. Cyklecrossland. De kom også ofte forbi caféen efter arbejde, drak en kop kaffe og sludrede med den unge dansker.

Føler sig prof i deres selskab
Jonas Pedersen pensionerede sig selv som cykelrytter forud for den efterfølgende 2014-2015-sæson. Som regerende dansk mester, da han omsider fik krammet på Kenneth Hansen ved DM i Sorø, og efter en 18. plads i U23-klassen ved det efterfølgende verdensmesterskab. Det i Hoogerheide i 2014. Hvor Kim Petersen var med som holdleder, Simon Andreassen debuterede – og Patricia og Mario hjalp til. Igen.

Jonas husker månederne i Belgien – og den ”uundværlig hjælp”, han modtog fra ægteparret. Ikke mindst den menneskelige støtte. ”Man kunne faktisk føle sig prof i deres selskab,” siger han.

”Ved alle løb, jeg kørte, da jeg boede i Belgien, sørgede de for adresser og kørte med. Vi planlagde sammen, hvordan vi ville gøre – opvarmning, ved starten, cykelskift, klude til muddertørring efter løb, vand, cykelvask. Alt var perfekt.”

”Men også efter løbene var der ros – hvis bare man havde gjort sit bedste.”

”De riskager, de fleste, som har mødt dem, har fået, og som kun fås dernede, dem savner jeg lige så meget som at snakke med dem om sporten. Om deres passion for sporten,” siger den nu tidligere crossrytter.

At fremhæve et særligt minde er svært, bedyrer han. Men nævner alligevel, at de kom forbi, hvor han boede, da han lå syg. ”Hvad de ikke har gjort for mig er helt vildt, den tid og de penge, de smider i det, blot for at hjælpe nogle danskere – det er helt vildt,” gentager han.

”De mennesker var guld værd!”

Kenneth Hansen og Mario i seriøs drøftelse. (Foto: Patricia Cristens)
Jonas Pedersen mellem sine to ‘belgiske forældre’. (Foto: Lucien Duquesnes)
Patricia har nok engang taget imod Simon Andreassen i mål. (Foto: Vic Geerlings)
Mario giver Jonas Pedersen råd og vejledning. (Foto: Patricia Cristens)
Patricia tager sig af en udmattet og beskidt Kenneth Hansen. (Foto: Tom Prenen)

Den danske forbindelse
Det belgiske ægtepar har noget med danskere. De kan godt lide danskere – deres indstilling, væremåde og tilgang til sport og mennesker. Ingen tvivl om det. Og det startede ikke med deres kontakt til Kenneth Hansen.

Adskillige år før Louisville, før Kenneth havde så meget som cyklet en meter i den flamske muld, var den ’danske forbindelse’ blevet etableret.

Patricia kendte en restaurantsejer, som havde en ung dansk fyr ved navn René boende. Sammen med en mindre gruppe andre danske landevejsryttere havde han slået sig ned i Belgien for en periode. Restauranten lå ikke langt fra, hvor Patricia og Mario bor.

”Ham, som ejede restauranten havde ikke tid til at tage med ud til løbene og hjælpe René. Vi skulle alligevel derud, så det endte med, at vi tilbød at hjælpe,” fortæller Patricia.

Det blev starten på et venskab – og på et positivt syn på de omgængelige nordboere.

”Siden dengang har vi altid været ekstra opmærksomme på danskere. Og vi var faktisk også inviteret med til Renés bryllup i Danmark,” siger Mario.

Siden fik Kenneth Hansen trykket på den knap, som gjorde dansk terræncykling interessant for Patricia og Mario, og ved VM i Hoogerheide møder de for første gang Simon Andreassen.

”Jeg kan huske, han sagde, han egentlig var mountainbiker, og da vi i om sommeren tager til mountainbikeløb, begyndte vi at holde øje med ham og mødte ham der også,” forklarer Patricia, som også kan føje Margriet Kloppenburg, Sebastian Fini, Malene Degn, Niels Rasmussen, Caroline Bohé og en række andre danske terrænryttere til listen.

Taknemmelige danskere
I takt med, at listen er vokset, er lysten det samme – til at hjælpe. Det bunder i både, hvordan de oplever de danske ryttere og deres blandede erfaringer med de belgiske.

”De danskere, vi har mødt, er virkelig taknemmelige, når vi hjælper dem. Mindst ti gange siger de ’tak’,” siger Patricia. ”Samtidig er der et godt fællesskab. Selvom Simon er den bedste, handler det hele ikke kun om ham.”

”De er venlige, men også fordi de er kloge nok til at vide, det er til gavn for dem selv. Uden at de tager vores hjælp for givet. Det er meget forskelligt fra belgierne,” tilføjer Mario.

”Ja, belgierne opfatter cyklecross som ’vores’ sport.”

”Vores!”

”Vi er cyklecross!”

”De siger måske, at de gerne vil have, at sporten bliver international, siger til danskere, til italienere, ’kom hertil’. Men helvedet bryder løs, hvis de så slår belgierne to uger i træk,” siger Mario.

”Så bliver de med ét tilsvinet. Selvfølgelig er ikke alle belgiere sådan, vi er belgiere. Men mange er.”

Privilegerede belgiere
Det passionerede, men også grove og til tider chauvinistiske belgiske cykelpublikum er en kendt sag. Det karikeres nemt – men der er noget om det. Masser af eksempler bekræfter det. Som da Zdeněk Štybar ved VM i Hoogerheide blev kvitteret med buh-råb og fuckfingre for at stjæle guldet fra Sven Nys.

I tusindvis af belgiere hepper på, løfter og står klar til at hjælpe hjemlandets stjerner – og unge talenter. Det privilegium har ikke sønner og døtre fra andre nationer, som kommer til cyklecrossens moderne epicenter for at prøve sig af.

Det privilegium, den grad af forkælelse, mener Jonas Pedersen, er en af årsagerne til, at Patricia og Mario finder større glæde og gavn ved at hjælpe andre end belgiske ryttere. Med et glimt i øjet kalder han det parrets “lille had” til Belgien.

Kenneth Hansen uddyber det – i høj grad har det også at gøre med belgiske rytteres forventninger om at modtaget hjælp og støtte. Og den generende oplevelse af arrogance, Patricia og Mario har mødt hos en del belgiske ryttere, der har opnået status.

Det oplever de markant anderledes hos danskere. Eksempelvis hos Simon Andreassen, som trods sin succes stadig svarer dem, hvis de skriver til ham. “Den forskel har de oplevelet, og det lægger de ikke skjul på,” siger Kenneth Hansen.

“Jeg bruger en del tid på at forklare de andre [danskere], at det er vigtigt, at de opfører sig ordentlig og udviser respekt. Det betyder sindssygt meget, at man har et godt image på det punkt. Ikke kun overfor Patricia og Mario, men også over de andre, man møder, og som gerne ville hjælpe, hvis man spurgte. Dem kender jeg flere af dernede – de er der for sporten.”

“For en belgier er det en stor omvæltning at møde nogle, som opfører sig med taknemmelighed, når man er blevet vant til det modsatte,” siger han og tilskriver en stor del af denne ‘Danish Dynamite’, glæden ved det danske, landevejsrytteren René.

Selv tager Patricia og Mario det med et skuldertræk, at mange i deres eget miljø – bag deres ryg – hverken har accepteret, at de hjalp Simon Andreassen til at slå lokale Eli Iserbyt ved VM i Tabor i 2015. Eller forstår, hvorfor de fortsat vælger at støtte danske og ikke belgiske ryttere. Har givet dem en kold skulder.

Typisk uforståenhed hos belgiske cyklecrossfans kalder Patricia det.

Cyklecross-toget ruller
I er jo utroligt passionerede og gør meget i og for sporten, for de danske ryttere, men agerer bag ’scenen’. Hvordan er det for jer, at jeg nu interesserer mig for jer og stiller jer spørgsmål?

”Det er ret underligt.”

”Ja, det er det, men også godt, fordi det er endnu et skridt i den rigtige retning,” følger Mario op.

“Ikke for os, men for dansk cyklecross. Jeg siger ofte, at sporten er som et tog, der skal holdes i gang. Al interesse for cyklecrosssporten, for rytterne, kulturen, menneskerne bag, modvirker, at toget stopper.”

“Også nu med verdensmesterskaberne, som skal til Danmark (i 2019, red), og World Cup-løbet (2017) – det kan forhåbentlig inspirere endnu flere til at engagere sig. Også medierne. Ikke kun for nummer ét og to, men nysgerrighed overfor alle ryttere – også dem, der ikke gennemførte. Hvorfor ikke?”

Skal I til Danmark og opleve VM?

”Vi håber, vi kan komme til Danmark og se løbene, der er vel tale om et slags ’no way out’. Men vi ved det ikke endnu, det kommer an på flere ting. Men vi vil gerne og tror, mange forventer det,” siger Patricia.

”Ja, selv Henrik Djernis sagde det til os i dag (ved VM i Luxembourg, red.). Vi mødte ham også sidste år i Zolder, hvor han kom hen og takkede os for det, vi gør for dansk cyklecross. Det er noget, som betyder meget for os. Den slags kan ikke købes for penge.”

”Jeg har altid været fan af Henrik, siden dengang kan kørte løb,” lyder Patricias naturlige tilføjelse.

”Den slags er som vitamin for os. Folk spørger os, om det ikke er hårdt at pukle en hel weekend ved løb og fx også køre begge veje til løb, sommetider rigtig lange ture til udlandet. Næste morgen skal vi op på arbejde.”

“Vi får energi af det.”

Patricia med et gammelt idol – Henrik Djernis. (Foto: Mario Yskout)

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.