Da Lennie gravede EM-guldet op af det midtjyske mudder

I denne weekend køres der EM i XCO mountainbiking, i svenske Huskvarna, i høj forårssol og med mange danske ryttere til start. Chancerne for dansk guld i seniorløbene er til stede, og sker det, bliver det første gang siden Lennie Kristensen for knap 20 år siden.

”Jeg husker mudderet. Rødderne. De farlige nedkørsler. Og så husker jeg selvfølgelig hele crowdet omkring løbet, det at man er på hjemmebane. Det er fantastisk, når tingene går op i en højere enhed, og man vinder sådan et løb.”

Kun én gang har en dansk seniorrytter vundet de europæiske mesterskaber i XC-mountainbike. Det var i 1997, da Lennie Kristensen sejrede på sin hjemmebane i Silkeborg. I årene før og efter tog henholdsvis Henrik Djernis, Michael Rasmussen og Jakob Fuglsang verdensmestertitlen, sidstnævnte i U23 kategorien. Men den bomstærke Silkeborggenser, der både startede og sluttede sin karriere på landevejen, er hidtil eneste danske MTB-europamester på seniorsiden.

Og ikke underligt er det omstændighederne omkring løbet, han i dag husker. Ganske som formentlig alle andre deltagere og tilskuere. Både dem, som så løbet live, og dem, som fulgte med i den direkte TV2-transmission.

”Op til dagen havde man jo lovet godt vejr, og ruten var helt tør og lynhurtig. Jeg havde været med til at lave ruten og lagt alle de bakker ind, jeg kunne. Min force har altid været store gear og ’møverbakker’, ikke alt for teknisk, mere tons.”

“Når det så er sagt, er det jo sjovt nok, at jeg lavede nogle af mine bedste resultater, når det var dårligt vejr. Hvor man alligevel ikke kunne bremse, men skulle ned ad de der stigninger rimelig hurtigt.”

Store danske bedrifter
Det fortæller Lennie Kristensen. Jeg møder den nu 47-årige ex-europamester i baglokalet i hans cykelbutik, Davinci Cykler i Holte, nord for København. Et par gange afbrydes vi af hans medarbejdere, det er en travl tid på året. Han elsker stadigvæk mountainbiking, men, joker han lidt, da han bytter rundt på nogle navne, følger ikke så meget med i sporten længere.

Da jeg minder ham om, at det næsten er tyve år siden, at han vandt EM på sin hjemmebane, har han svært ved at tro det. Også jeg – han ser stadigvæk relativt fit ud. Høj og rank. Men tallene – og vægten – lyver ikke.

Når der i denne weekend køres EM i den svenske by Huskvarna, er der de måske bedste chancer for en gentagelse af ’Lennies’ EM-guld i hen ved to årtier. Ikke i Herre Elite, hvor kun en enkelt dansker, Martin Larsen, er til start. (En bitter Klaus Nielsen måtte rejse hjem to dage før konkurrencen efter at have fået stjålet sine cykler).

Men i Dame Elite med World Cup-førerdamen Annika Langvad og de to U23-klasser, hvor først Malene Degn og siden Simon Andreassen og Sebastian Fini er blandt mange danske ryttere, som skal i aktion. I smukt og skyfrit, svensk forårsvarme.

Degn og Andressen har begge prøvet at vinde EM for juniorer, og det er vel reelt set sidstnævnte, som har de bedste chancer af alle danskere for at tage EM-guldet. Det guld, som Peter Riis Andersen og Fuglsang var tæt på med bronze som U23 i 2001 og 2007. Fuglsang gentog tredjepladsen året efter, i 2008, denne gang i Herre Elite. Men EM-guld – det har kun Lennie Kristensen præsteret.

Et løb i hans ”egen baghave”, han var ekstra opsat på at vinde. Han vidste, at formen var god, og med World Cup top 3-placeringer i bagagen gik han efter et topresultat – i konkurrence med 87 stærke rivaler, danske såvel som udenlandske, der skulle gennemkøre de seks omgange à otte kilometer.

Et løb af infernalske dimensioner.

Mudderhelvede
”Ingen havde forudset det – jord og himmel stod i ét. Det tisøsregnede hele dagen og blev et mudderhelvede. Vi havde regnet med at skulle køre i to og en halv time, men det blev en time længere og et virkelig, virkelig hårdt løb.”

Så godt som alle datidens topryttere var til stede. Blandt andre Henrik Djernis, som blev nummer otte, Jan Erik Østergaard (nr. 21) og en purung, men ambitiøs Michael Rasmussen, der desværre kort efter start styrtede dramatisk, efter sammenstød med et lavthængende TV2-kamera, og måtte udgå.

Løbet domineredes af italienske Luca Bramati og Lennie Kristensen, men også franske Christophe Dupouey, den regerende europæiske mester, samt italienske Daniele Pontoni, norske Rune Høydahl, belgiske Filip Meirhaeghe og schweizerne Beat Wabel og Thomas Frischknecht var længe med helt fremme. I sidste ende blev det dog afgjort i en taktisk og rå duel mellem Bramati og silkeborggenseren.

Umiddelbart efter løbet, da den danske sejrherre udtalte sig om løbet, var han fokuseret på duellen, på at beskrive det mangelfulde samarbejde med Bramati. Irritationen over italienerens passivitet i slutfase, og at han forsøgte at ’psyke’ danskeren ved at slå sit forhjul ind i Lennie Kristensens baghjul.

Men nu, mange år senere er det ikke længere den slags detaljer, som Lennie husker.

”Vi kører ned ad sidste nedkørsel, og vi havde skivebremser på, som man kunne justere i caliberen, justere trykket. Men der var stort set ikke noget bremseklods tilbage, og jeg tænkte, at jeg skal ned ad den der først. Jeg havde sat ham opad og vidste, at han var bedre end mig på nedkørslerne.”

”Så nedad de sidste par sving rev jeg den rundt, uden at kunne bremse. Og velcroen i den ene sko hang dårligt nok ved på den ene sko, fordi der var så meget mudder, som havde sat sig og løsnet. Jeg holder så hjem med 30-40 sekunder. Det var en fantastisk dag!,” fortæller Lennie Kristensen levende og mindes en anden detalje, fra før løbet; noget, som kom til at spille en kolossal rolle.

Held i uheld
”Jeg var jo sponsoreret af Giant, og jeg havde talt med min team manager, om jeg måtte lave min cykel lidt speciel, ved at pille al lakken af cyklen og montere en speciallavet stiv forgaffel med skivebremsebeslag, som jeg fik en kammerat til at lave. Det fandtes ellers ikke. Jeg lirede virkelig den cykel og målte og vejede hvert et gram, hele vejen rundt. Jeg mener, den vejede omkring ni kilo. Den blev lavet til at kunne køre hurtigt på en tør og hurtig rute.”

”Jeg havde fået lov at køre på den, der skulle bare sættes nogle klistermærker på. Men så viste det sig, da det først blev kendt højere oppe i hierarkierne, at den måtte jeg alligevel ikke køre på.”

”Jeg var vel en 28 år, og når man har brugt så meget tid på en cykel, bliver man altså rimeligt skuffet og bitter. Men der var ikke noget at gøre, jeg måtte tage reservecyklen, som var skrigende gul. Man er jo professionel og må gøre, som de siger.”

“Set i bakspejlet var det gode så, at vejret lige pludselig og uventet skiftede voldsomt.”

I dag, hvad husker du så bedst fra det EM?

”Det må være den sejhed og den bitterhed, som er meget vigtig, når man skal køre sådan et løb. I dag kører de halvanden time, men når man skal ud på tre og en halv time, virkelig en maratondistance, skal man ’være på’. Især i det vejr, hvor det var vigtigt at holde moralen oppe.”

“Så jeg husker især de lange stigninger, hvor man brugtemange kræfter, men også vidste, at man var nødt til at holde igen, så der var noget i tanken til senere.”

Du stillede vel op som en outsider til titlen? Du var blevet nummer syv ved OL året forinden og havde være på World Cup podiet et par gange, også i 1996. Og du var på hjemmebane. Fokus må have været på dig?

”Det er rigtigt. Og man kan sige, at det er fantastisk, at jeg vandt, for jeg var trods alt ikke topfavoritten. Folk spåede mig nok til top 3, og ville det lykkes, ville mange alligevel sige, at ‘det var ’over limit’; så har han ramt dagen’.”

Alt flaskede sig
“Jeg tror, der var tale om, at tro flytter bjerge, og at alt flaskede sig. Jeg havde for eksempel ingen defekter. Jeg var da nede et par gange, men det tror jeg faktisk, at hele feltet var i sådan et vejr.”

Djernis var på det tidspunkt tidligere tredobbelt verdensmester, og et par år senere vinder Michael Rasmussen også VM-guld. Også Jan Erik Østergaard kørte topresultater ind. Hvad var det for en tid dengang for dansk mountainbike?

”Jeg husker det som, at vi var konkurrenter, men også kammerater. Vi havde et rigtig godt sammenhold. Jo, der blev da mobbet lidt i krogene, men husker det som sjov og ballade på en god måde.”

”Vi var nogle stærke ryttere, som kom med lidt forskelig baggrund, og som blev puttet sammen og trods forskellige personligheder peppede hinanden godt op. Vi kunne bruge hinanden på en god måde. Vi var seriøse på de rigtige tidspunkter, men kunne også slappe af og feste. Det, tror jeg, var og stadig er sundt.”

Lennie Kristensen vandt kort tid efter EM-triumfen også den hedengangne Tour VTT, Tour de France for mountainbike. Desværre kunne han ikke bevare formen frem til VM, hvor til gengæld Henrik Djernis sikrede dansk sølv.

Del artiklen med dine venner

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page
Adam Aisen Skrevet af:

Har cyklet det meste af sit liv og i en årrække skrevet artikler om cykling, i de senere år med fokus på MTB og cyklecross. Langt hovedparten af Adams artikler er udgivet på Feltet.dk.

Kommentarer er lukket.