Crossover – en beretning om CX-sporten anno 2017

Tre afdelinger af cyklecross (CX) World Cuppen er kørt, og turen er kommet til Bogense. Den danske værtsdebut i denne sammenhæng, hvor et rekordstort antal ryttere i rødt-hvidt kommer i aktion. Hidtil har kun Annika Langvad og Margriet Kloppenburg repræsenteret Danmark i årets World Cup, sidstnævnte i Koksijde, for MTB-stjernens vedkommende, da hun tog fra XCO VM i Australien til USA for at prøve sig af på tyndere terrændæk. Endnu en dansker var imidlertid i aktion i de to amerikanske World Cup-løb: Langvads kæreste, Thomas Bonne, påtog sig rollen som team manager og har skrevet denne insiderberetning om CX på højeste UCI-niveau. På tærsklen til Bogense og nye tider i sporten.

En skarp bidende morgenkulde. Og de kulørte blade, krydret med solens sidste varmende stråler, inden den mørke sæson rigtig sætter ind.

Når jeg tænker tilbage på min egen tid som aktiv cyklecrossrytter, markerede den skiftende årstid fra sommer til vinter starten på crosssæsonen. Den friske efterårsvind og temperaturer, der kræver nye og tykkere handsker fra skabet, er for mig forbundet med crosssæsonens komme.

Starten på 2017-18 CX-sæsonen var i international sammenhæng, nærmere bestemt i World Cuppen, forbundet med alt andet end efterårets komme. Det var og er nye tider. Ikke blot for en gammel terrænrytter, men for mange af de aktiviteter, UCI og UCI’s CX-sektion er ansvarlige for.

Det er ikke let at være en international organisation med ansvar for den samlede cyklesport. Lad dét være sagt med det samme. Kritik får de nok af. Fra alle kanter. Tit og ofte er der en god grund til de regler og regulativer, UCI udstikker. Tit og ofte. Af og til også svipsere.

Men tager vi ja-hatten på et øjeblik og antager, at UCI vil det bedste for cykling, kan CX tjene som et godt eksempel – på hvad det er for en line, cykelunionen forsøger at balancere på.

Den traditionsrige disciplin har bedst fat i Benelux-regionen. Eller, lad os bare sige det, som det er – i Belgien (nærmere bestemt Flandern) og Holland. De to flamsktalende lande har siddet tungt på sporten i snart alt for mange år, hvilket ikke just er befordrende for at tiltrække sponsorer, ryttere og opbakning fra andre lande og nationale forbund til disciplinen.

UCI’s CX-sektion er klar over problematikken og har de senere år arbejdet hårdt på at gøre netop deres løbsserie til en hovedattraktion og til en egentlig ”World” serie.

For at fremme sporten har de haft et særligt fokus på at engagere nye arrangører udenfor Centraleuropa.

Dansk timing, amerikanske foregangsforsøg
Her ramte arrangørerne bag World Cup-afdelingen i Bogense (samt naturligvis VM i 2019) det rigtige sted og tidspunkt, hvilket stod klart, da vi her på XCCX beskrev, hvordan den nordfynske havneby blev interessant i UCI’s øjne.

Amerikanerne har de seneste år heller ikke været sene til at respondere på UCI’s visioner, og kontinentet har afholdt adskillige store løb de sidste par sæsoner. 2017 var således ikke anderledes. World Cuppens første to afdelinger blev kørt i Iowa City, Iowa og Waterloo, Wisconsin, i ugerne umiddelbart efter MTB XCO VM i Australien.

Med en World Cup på dansk grund var det en oplagt mulighed for Annika til at teste sine evner i disciplinen internationalt – og se om Bogense 2017 kunne være en oplagt og succesfuld sæsonafslutning. Planmæssigt skulle MTB-sæsonen afsluttes i det sydfransk, i Roc d’Azur (som hun vandt).

Efter et overstået MTB VM drog vi mod Iowa City, som åbnede ballet. Arrangørerne har i årevis afholdt deres traditionsrige Jingle Cross. Normalt som et juleløb, men i år var juletiden for de amerikanske arrangører rykket frem til september.

De to terrændiscipliner – XC og CX – ligner på mange områder hinanden: De fysiologiske krav er nogenlunde ens, og teknikken kan overføres. Det er derfor ikke overraskende at se flere ryttere køre begge discipliner. I UCI er disciplinerne dog adskilt organisatorisk. Det resulterede i flere sjove (og uventede) episoder under vores visit i den majsdyrkende amerikanske midtvest.Cross køres da i køligt og koldt vejr …
Idéen med at koble USA på turen til Australien opstod i kølvandet på Annikas afsluttende eksamen på tandlægeskolen. I år var der ingen hast med at komme hjem på skolebænken efter sæsonafslutningen. Og et visit til Specialized’s hovedkvarter i Californien var allerede planlagt.

Med Bogense som en ekstra og spændende dimension var det oplagt at prøve kræfter med de to amerikanske afdelinger af World Cuppen, inden vi drog videre til Californien. Hjemmefra var taskerne pakket til en to måneders lang tur, der gik over XCO World Cup-finalen i Val di Sole i Italien og altså XCO VM i Australien.

Vi havde regnet med 15-18 grader og havde pakket den lidt tykkere skinsuit til crossløbene. Ganske unødvendigt. Og første fodfejl i vores 2017 cross-eventyr var at sende kølevestene hjem med MTB-holdet.

Temperaturerne er behagelige, da vi efter en 30-timers rejse fra det australske kontinent lander i Iowa. Klokken er tæt på midnat, og det er et behageligt første møde med den amerikanske midtvest.

Næste dag går det dog hurtigt op for os, at udfordringen ikke bliver at holde varmen. De daglige temperaturer sniger sig de næste dage op på over 30 grader. Scenariet ude ved ruten er surrealistisk – set med CX-øjne.

Arrangørerne arbejder hårdt på at opstille sprinklere på ruten, som kan køle de mange deltagere ned. Mange har monteret flaskeholdere på deres cykel, med undtagelse af de stakler, der har en ’rigtig’ crosscykel uden gevind til den slags.

Enkelte løser problemet med en camelbak. En løsning, man fortrinsvis ser i de mange løb, der bliver kørt mellem de egentlige World Cup-løb. Og dem er der overraskende mange af!

Temperaturerne er et varmt emne (pun intended) i disse to uger og bliver et nærmest legemliggjort eksempel på de nye tider i CX. Sæsonen er ikke længere begrænset til Europa og til vinteren. Her må de tidligere dominerende europæere tilpasse sig eller indtage en uddøende rolle.

At sæsonen strækker sig længere og længere kan også ses på startlisterne. Særligt i damernes løb spejder man forgæves efter flere navne. De er i Bergen til landevejs-VM. Inkluderer man de løb, der var gået forud for World Cuppens første afdeling, i Iowa, er CX-sæsonen tæt på at starte i slutningen af august.

Sådan var det altså ikke i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, skulle jeg hilse og sige. Men nuvel, sporten vokser og sæsonen ligeså. En naturlig udvikling.

Same same, but different
I Iowas konkurreres der på ruten dagen lang. Master Men & Women 30-35, 36-40 osv., Open Men & Women, kids, youth, singlespeed og single cross for singler. You name it, Jingle Cross had it! Det stod lysene klart på teamledermødet dagen før elitens løb:

Den regerende verdensmester i dame elite-klassen, Sanne Cant, havde bedt sin belgiske landstræner om at spørge efter mere træningstid på ruten før løbet.

Arrangørerne konfererede med kommissærerne og besluttede at korte lidt konkurrencetid af klassen Single Speed Speedos (!) for at give eliten mere træningstid.

I det hele taget blev Single Speed Speedos et for mig andet lysende eksempel på forskellene i (cyklecross)kulturen mellem Europa og Nordamerika. De amerikanske arrangører maksimerede indtægten fra tilmeldinger og arrangementer rundt om de egentlige World Cup-løb.

Jingle Cross i Iowa var en tilskuer-/deltagerdrevet event uden store koncerner eller sponsorer med pengepungen på plads bag sig. I stedet havde mange aktive ryttere fundet vej til Jingle Cross og deltog glædeligt i flere af løbene for at få en fært af, hvad det vil sige at køre World Cup i deres respektive klasse. Så måtte eliten give sig lidt på de rammer, de er vant til fra Belgien og Europa. Tager for givet.

Sådan må det nødvendigvis være for at løbe rundt, tænkte jeg. Allerede ugen efter blev jeg klar over, at det ikke alene var grundet økonomien i Jingle Cross, men snarere en del af kulturen i denne del af verden.

Som noget helt nyt havde CX-sporten fået en ny type arrangør til 2. afdeling af World Cuppen, den i Waterloo, Wisconsin. Det var såmænd Trek Bicycle Coorperation. Yes, den amerikanske cykelproducent nøjes ikke med at sponsorere cykelhold. I 2017 havde de kastet sig over afholdelse af et World Cup-løb.

Præmierne var store og lige mellem kønnene. ’Med så stor en spiller i sporten må programmet for weekenden se anderledes ud’, lød min tese. Og den blev hurtigt gjort til skamme! Programmet var lige så pakket med alverdens løb hele weekenden.

Det var ganske tydeligt, at selv løb på World Cup-niveau kræver afholdelse af konkurrencer for mange flere aktive ryttere end den absolutte verdenselite.

Skuer man ned over programmet for World Cup-løb her i Europa – i Koksijde såvel som i franske Nommay, tyske Zeven og i Bogense – virker det tomt i sammenligning.

License to change bikes
Den logistiske del af vores amerikanske CX-eventyr virkede overskuelig. Jeg havde i tide tjekket op på tilmelding og udstyret var klart. Med os havde vi tilmed også en mekaniker i form af Brad Copeland fra Specialized-teamet.

Med utallige deltagelser ved internationale MTB-løb de sidste to år følte jeg mig nogenlunde rustet. Hurtigt – og igen – blev det klart, at MTB og cyklecross er to forskellige sektioner i UCI. Og taler sammen, det gør de ikke!

Første mail tikkede ind fem dage før løbet i Iowa City og var en venlig påmindelse om, at vi ikke havde registreret mekanikere/pit crew til World Cup’en. Registreret? Normalt ikke noget, man skal bekymre sig om til MTB-løbene.

Nuvel, det var kun Brad og jeg i pitten, så længere var den ikke. Indtil UCI spurgte om kopi af vores licenser. Licenser?! Hvad var nu det? Jo, til CX skal alle akkrediterede supportere have gyldig UCI-licens. Så langt så godt. Men hvilken licens? Team manager-licens, mekaniker-licens?

Lad mig med det samme sige, at UCI’s CX blæksprutte, Christelle Reille, var ovenud hjælpsom. Ingen sure miner og masser af hjælp. Men ingen slinger i valsen – licens skulle vi have. Ligegyldigt om det var rytter-licens eller træner-licens.

Således blev Brad og jeg aktive licensryttere i 2017. (Paradoksalt nok har Brad været mekaniker på Specialized i tre sæsoner uden på noget tidspunkt at skulle vise eller blot eje en licens.)

Efterfølgende har flere kilder fortalt os, at UCI i kølvandet på Femke van Driesche’s motorsag gerne vil have mulighed for at kunne sanktionere pit-crew. Den belgiske U23-damerytter blev taget med motor i én af sine cykler til CX VM i 2016. Den officielle forklaring på miseren var, at en ven af familien, der stod i pitten, havde medbragt en cykel, han havde købt af en kammerat. Cyklen, havde han angiveligt glemt at fortælle, havde en motor monteret i saddelrøret …

De små, traditionsbetingede forskelle
Med vores nyvundne status som aktive licensryttere kunne vi ånde en smule lettet op og nyde det på nogle punkter velkendte cirkus. Og undre os over forskellen på de to terrændiscipliner, trods en meget sammenlignelig struktur i sporten bredt set.

Til eksempel findes der professionelle CX-hold med en UCI CX Team-licens. Og ligeså professionelle MTB-hold med en UCI MTB Team-licens. I MTB-sporten er holdets manager ansvarlig for alt organisatorisk, inklusiv kommunikation med UCI. Én af managerens opgaver er de obligatoriske team manager-møder, hvor alt praktisk info bliver formidlet til holdene og derfra videre til rytterne.

Det er ikke mange år siden, UCI’s CX sektion gik bort fra en struktur, hvor kun landshold var repræsenteret i World Cuppen.

Et koncept, der aldrig har fandtes i MTB, mens man på landevejen afskaffede i Tour de France i 1962. Og som UCI givetvis afskaffede i CX i starten af 00’erne for at give sportens sponsorer bedre vilkår i deres egne løbsserier.

UCI’s CX World Cup er – modsat i MTB – i skarp konkurrence mod private, traditionsrige løbsserier. I CX hedder de Superprestige og DVV Verzekeringen Trofee (tidligere sponsoreret af Bpost Bank, GvA m.fl.), og dette forhold har formodentlig tvunget UCI’s CX-sektion til at tænke større end Benelux og Midteuropa.

Af uforklarlige årsager har UCI’s CX-sektion dog holdt fast i, at landstrænerne (eller én udvalgt national repræsentant for nationer uden landstræner) er de absolut eneste, der kan hente akkreditering, numre samt deltage i team manger-møder. For nuværende udgør det ikke et reelt problem rent praktisk. De eneste nationer med tilpas mange dedikerede professionelle hold er Belgien og Holland. Og de er så organiserede, at dette ingen udfordring er.

Men for nationer med 3-4 mindre professionelle hold kan man sagtens forestille det ekstra arbejde, der ligger i at skulle finde én fælles repræsentant, som kan rette henvendelser til kommissærerne og omvendt formidle info den anden vej. Her forekommer UCI’s CX-sektion at udvikle sig med hastige skridt, men stædigt holde fast i uforklarlige traditionelle strukturer.

”Hej Annika!”
Det amerikanske CX-eventyr var mere en test end en egentlig sæsonsatsning. Det er trods alt ikke hver dag, man som professionel cykelrytter får mulighed for at køre en World Cup på hjemmebane – i Bogense. Den slags vil man – i dette tilfælde Annika – gerne ære og honorere.

En snært af hjemmebanepublikum mødte vi imidlertid i Iowa. Fra pitten kunne Brad og jeg omgang for omgang høre danske tilråb hver gang, Annika passerede det fjerneste hjørne. Umiddelbart afskrev jeg det som tankespind, men det viste sig at være sandt.

Efter løbet slentrede vi matte og lettede gennem området i jagt på mad og et sted at se herrernes løb. I den store lade, hvor de fleste madboder havde søgt skygge, blev vi pludselig mødt af et: ”Hej Annika!”.

Til vores store forundring havde otte danske udvekslingsstuderende prioriteret weekendens CX World Cup over universitetets stolthed: Iowa Hawkeyes (det lokale American Football-hold).

Vores tanke med turen var som antydet at mærke niveauet og potentielt samle point til en bedre startposition i Bogense. Sidstnævnte forhold kunne vi have læst bedre op på – men vi blev, indrømmet, lidt overraskede over strukturen. Og en ny, uventet forskel I UCI’s måde at håndtere de to terrændiscipliner – XC og CX.

I MTB-disciplinen afgøres startrækkefølgen ved en World Cup af ens placering i den igangværende løbsserie. Efter en god første afdeling og en 7. plads tænkte vi, at Annika startede i første række (til både XC og CX er der altid 8 ryttere på en række) ved den anden afdeling i Wisconsin. Men også her adskiller disciplinerne sig altså.

Alt eller intet
I CX er det den aktuelle verdensrangliste, der bestemmer ens startposition. Og altså betød det endnu et løb fra bagerste række i Trek’s Waterloo World Cup-afdeling.

En god startplacering i CX World Cup-sammenhæng kræver med andre ord, at man virkelig investerer tid og kører mange UCI-løb – for at sikre sig én af de eftertragtede pladser fremme på startstregen. Ruternes design udgør en yderligere afgørende forskel for, hvor ’nemt’ eller svært det er at køre sig fra en position bag i feltet og til en topplacering.

Vi kan vende eksemplet på hovedet og se på supertalentet Mathieu van der Poels flirt med XCO-disciplinen i år. Årets første World Cup kørtes i Nove Mesto, hvor mulighederne for den stærke rytter er særdeles gode for at komme langt frem efter en skidt start eller fra bagerst i feltet.

Van der Poels eminente kørsel (med en 8. plads til følge) i Nove Mesto gav ham muligheden for at presse Nino Schurter til det yderste ugen efter i Albstadt. På en rute, der ellers havde gjort denne bedrift noget sværere.

Ny verdensorden – eller genoprettelse af gammel?
For Annika rakte evnerne ikke til at overhale samme antal ryttere som ugen forinden. Om startproceduren for den ene eller anden disciplin er at foretrække, skal jeg undlade at kloge mig på. Men det giver nogle oplagte udfordringer og fordrer overvejelser for ryttere uden for CX-disciplinen at give denne et forsøg.

Tidligere omtalte Christelle Reille fra UCI sluttede i øvrigt teamleder-mødet i Waterloo med at takke alle for at komme til USA. Herunder en stor tak til arrangørerne for at tage udfordringen op, men også alle de europæere, der støtter op om World Cuppens udbredelse ved deres deltagelse.

Det er tydeligt, at UCI tænker nyt og større for CX-disciplinen. På resultatlisterne for de første World Cup-afdelinger er det tydeligt, hvilken betydning det har at være på hjemmebane.

Herunder forstået den betydning, det har at være i vante omgivelser med et sprog, man forstår. Nordamerikanerne fyldte således godt på listerne, og det føltes som nye tider i CX-sporten.

Nu, to måneder senere, er billedet markant anderledes på resultatlisterne. Det er igen hollænderne og belgierne, der dominerer langt ned i rækkerne i de fleste klasser. Det kan skyldes, at nordamerikanerne har et solidt løbsprogram på hjemmebane og ikke er tvunget til Europa for at køre løb.

Forhåbentlig ser alligevel vi mange af dem i Bogense, samme med hollænderne og belgierne. Et møde på mere ’neutral’ grund (om end den ene part utvivlsomt skal rejse længere), der måske kan give et fingerpeg om, hvordan den nye verdensorden i CX egentlig ser ud i 2017-18.


Fotos og videoer: Thomas Bonne

Del artiklen med dine venner

Thomas Bonne Skrevet af:

Tidligere landsholdsrytter i MTB og cyklecross, med mange DM-medaljer i samlingen. Til daglig direktør og coach ved AimHigh og med en Ph.d. i ilttransportkapacitet i bagagen.

Kommentarer er lukket.